Læsetid: 6 min.

Ulighederne synes kommet for at blive

16. september 1997

Hvis ikke verdenssamfundet bremser den voksende ulighed, som er fulgt med økonomiens liberalisering, så kommer globaliseringen for alvor i modvind, mener FN's organisation for handel og udvikling

Globaliseringsprocessen giver bagslag. Hvad der i et kontrolleret tempo og under ordnede forhold kunne være et redskab til større velfærd og større lighed på kloden, er for alvor på vej til at uddybe skellene mellem rige og fattige.
Det er meldingen fra FN's organisation for handel og udvikling UNCTAD, som mandag offentliggjorde sin årlige Trade and Development Report om handel og udvikling i verdensøkonomien.
UNCTAD mener, at en meget mere kontant styring af den måde, økonomiens internationale liberalisering skaber profitter på, er en påtrængende forudsætning for at bremse den støt stigende ulighed. Ligesom et opgør med i-landenes fortsatte beskyttelse af deres markeder mod u-landenes produkter er nødvendig. Endelig anbefaler UNCTAD, at væksten i den globale økonomi forstærkes. At den hidtidige vækst ikke har kunnet fremme lighed er alene et argument for at tilstræbe mere vækst, mener UNCTAD.
Den anden historie
"Den store historie om verdensøkonomien siden de tidlige 1980'ere har handlet om markedskræfternes frigørelse," hedder det i rapporten.
"Dereguleringen af de hjemlige markeder og deres åbnen op for international konkurrence er blevet universelle kendetegn. Den 'usynlige hånd' opererer nu globalt og med færre snærende begrænsninger fra regeringernes side end i årtier. Mange kommentatorer ser optimistisk på udsigterne til hurtigere vækst og større lighed i indkomster og levestandard, frembragt som resultat af forstærket global konkurrence."
"Der er imidlertid en anden overordnet historie," indvender UNCTAD.
"Siden begyndelsen af 1980'erne har verdensøkonomien været karakteriseret af tiltagende ulighed og langsom vækst. Indkomstkløften mellem Nord og Syd er til stadighed blevet større. I 1965 var den gennemsnitlige personindkomst i G7-landene 20 gange indkomsten i verdens syv fattigste lande. I 1995 var den 39 gange så stor."
UNCTAD gør opmærksom på, at man ofte vildledes af oplysninger om, at vækstraterne i nogle udviklingslande er højere end vækstraterne i i-landene. For når den større procentuelle vækstrate virker på et lavt indkomstniveau i u-landet, så stiger indkomsten, målt i kroner, så lidt, at resultatet blive mindre end virkningen af en lavere vækstrate, der virker på en højere indkomst.
Et eksempel: En personindkomst på 100 kr., der vokser med fem procent om året, giver en årlig indkomstforøgelse på fem kr., mens en indkomst på 1.000 kr., der vokser med blot én procent, vil være steget med det dobbelte - ti kroner - på det samme år. Uligheden, afstanden, er altså blevet større, trods den langt større vækstrate i u-landsindkomsten.
Det er forklaringen på, at den gennemsnitlige personindkomst i Afrika nu er nede på at udgøre kun syv procent af gennemsnitsindkomsten i industrilandene.
National ulighed
"Polariseringen mellem landene er blevet ledsaget af voksende indkomstforskelle i de enkelte lande. Den indkomstandel, der går til de rigeste 20 procent, er vokset næsten alle steder siden 1980'ernes begyndelse (...) I mange lande udgør personindkomsten for de fattigste 20 procent nu mindre end en tiendedel af indkomsten hos de rigeste 20 procent."
En hovedgrund til ulighedens vækst er den liberalisering af markedskræfterne, som ifølge traditionel økonomisk tænkning gradvist skulle fremme det stik modsatte: en mere rationel distribution af produktionsapparat og ressourcer, til det fælles bedste.
"I næsten alle udviklingslande, som har gennemført hastige handelsliberaliseringer, er lønforskellene vokset, oftest som følge af en faldende beskæftigelse af ufaglærte arbejdere i industrien og store absolutte fald i deres realløn - i størrelsesorden 20-30 procent i nogle latinamerikanske lande."
Over for dette fænomen står en udbredt tendens til øgede udbytter for kapitalejere overalt.
"Forrentningen af kapital i erhvervssektoren voksede i G7-landene som helhed fra 12,5 procent i de tidlige 1980'ere til over 16 procent midt i 1990'erne," oplyser UNCTAD.
Samtidig har liberaliseringen af den finansielle sektor betydet, at såvel private som det offentlige er begyndt at låne mere. Det har skabt en ny global klasse af personer, der opnår høje indkomster ved finansiel servicevirksomhed - foruden de der tjener ved global finansspekulation - men det har samtidig i en række lande betydet øget gældsætning og udhuling af nationalindkomsten som følge af voksende afdrag og rentebetalinger. Med gældende skattesystemer og ejendomsforhold i mange u-lande rammer det de lave indkomster mest og forstærker dermed ulighederne.
Endelig, påpeger UNCTAD-rapporten, har liberaliseringer af landbrugspriserne ikke givet u-landenes landmænd den håbede indkomst-forøgelse. I det omfang eksportpriser for u-landsafgrøder er steget, er det oftere mellemhandlere end landmænd, der har scoret fortjenesten.
Kronisk
Man kunne selvfølgelig håbe, at den aktuelle tendens til øget ulighed kun er et overgangsfænomen under økonomiens globalisering og liberalisering. Det er det næppe, mener FN-organisationen.
UNCTAD fastslår, at den globale vækst de seneste 25 har ligget på et lavere niveau end i "de gyldne år" fra 1950-73 - nemlig på omkring tre procent årligt - og det er, siger rapporten, for lidt til at kunne afhjælpe beskæftigelsesproblemerne i Nord og fattigdomsproblemerne i Syd.
"Der bliver stadig stærkere tegn på, at langsom vækst og voksende ulighed er ved at blive mere permanente forhold," noteres det.
Det særligt ulykkelige er ifølge UNCTAD, at de to ting hænger sammen i dobbelt forstand. For når væksten ikke er tilstrækkelig til at mindske ulighederne, så er det i høj grad fordi, de som har oplevet vækst - de rige - i stigende grad ophober kapital frem for at investere dem i samfundets produktion.
"I Nord er profitterne i dag på et niveau, som ikke er set siden 1960'erne, men i det store og hele skaber de langt færre investeringer og meget mindre beskæftigelse end før."
Og i det omfang profit faktisk investeres, sker det i stigende grad i form af investeringer i finansiel spekulation, der kan give hurtige gevinster, men er uden kobling til og positiv effekt på produktionen og beskæftigelsen.
"Det er denne kombination af forøgede profitter med stagnerende investeringer, voksende arbejdsløshed og reducerede lønninger, der for alvor giver grund til bekymring," fastslår UNCTAD.
"Består denne situation, foreligger der en reel risiko for et politisk tilbageslag, som kan feje de opnåede fremskridt af økonomiske reformer i i- og u-lande af bordet."
UNCTAD henviser til 1920'erne og 30'erne som en skræmmende påmindelse om, hvor hurtigt tilliden til markedet kan forsvinde og blive erstattet af politiske konflikter og økonomiske sammenbrud.
"Og der bør ikke herske nogen tvivl om, at omkostningerne ved en sådan international økonomisk opløsning igen vil blive båret af dem, som mindst af alle har råd til det."
Mere vækst
Der er ingen nem vej ud af denne situation.
"For det første er der ingen økonomisk lov, som siger, at u-lande automatisk vil bevæge sig frem mod i-landenes indkomstniveauer. Og for det andet vil vækst og udvikling ikke automatisk lede til en mindskelse af ulighederne," påpeger rapporten.
Hvad der er behov for, er politisk-økonomiske reformer. I national sammenhæng er der behov for en skatte- og tilskudspolitik, der tilskynder til investering af profitterne i produktion og beskæftigelse og dermed modvirker den aktuelle tendens til kapital-ophobning og satsning på arbejdsfri indtægter via finansspekulation.
På det internationale plan peger UNCTAD på behovet for at styre økonomiens liberalisering, så den i højere grad end i dag kommer de fattige lande til gode.
"Liberaliseringen af varehandelen går langsomst i de sektorer, hvor u-landene er mest konkurrencedygtige. Frihandel på tekstilområdet vil således først blive opnået i begyndelsen af det næste århundrede, og de store handelsblokke fortsætter med at beskytte deres egne landbrugssektorer. Nye former for protektionisme mod eksport af forarbejdede produkter fra Syd søges indført for at dæmpe problemerne på arbejdsmarkedet i Nord," noterer rapporten med en hilsen til bl.a. EU.
For UNCTAD er kontrol med profitterne og styring af handelens liberalisering imidlertid ikke nok. For hvis ikke den økonomiske vækst i Nord også kan bringes op på et højere niveau, så vil der ikke være overskud til at hjælpe u-landene. Og er der ikke det, er der fare for, at den internationale offentlighed efterhånden vender sig mod hele globaliseringsprocessen og dermed bringer de forventede fordele ved verdensøkonomiens integration i fare, mener FN-organisationen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu