Læsetid: 6 min.

Ultra-nationalist krydser grænsen

23. september 1997

Den udbredte korruption, store arbejdsløshed og økonomisk nød i Republik Srpska har gødet jorden for den serbiske ultranationalist Seselj, hvis parti i Srpska er ved at få fodfæste, skriver OSCE-supervisor Karsten Fledelius

Det er mandag formiddag efter lokalvalget i Bosnien. I byenVisegrad i det østlige Srpska, få kilometer fra grænsen til Serbien, sidder vi - nogle danske og græske supervisors - og drikker kaffe på den bedst beliggende fortovscafe i den lille by, der er bedst kendt som stedet for nobelpristageren Ivo Andrics berømte bog 'Broen over floden Drina'.
Vi er noget klatøjede efter to anstrengede valgdage og stemmeoptælling til ud på natten. På den anden side af gaden er butiksruderne dækket af valgplakater rettet mod befolkningen, og af plakater der synes mere rettet mod os, idet de viser den krigsforbrydersigtede Radovan Karadzic, med påskriften "Don't touch him!"
Karadzic' parti, Serbiens Demokratiske Parti, glimrer dog ikke med mange valgplakater. De få, der er, opfordrer blot folk til at stemme på SDS for ikke at splitte de serbiske stemmer. Partiet behersker de lokale medier og synes sikker på magten.
Derimod er der masser af plakater for Det Serbiske Radikale Parti (SRS). Dets leder i Serbien, Vojislav Seselj - som i ved søndagens serbiske præsidentvalg fik næstflest stemmer - vises i heltepositur sammen med partiets leder i Srpska, og plakaterne lover udryddelse af korruption og valg af ærlige og hæderlige folk til byrådet. Andre af plakaterne viser partiets våben: den serbiske hvide dobbeltørn med to krydsede slagsværd i kløerne. Man skal ikke være i tvivl om partiets vilje til radikale ændringer.
På husets regning
Cafeens ejer dukker pludselig op og byder os på en omgang på husets regning. For sejren. Jeg ser lidt undrende på ham. Jeg genkender ham som SRS's leder i Visegrad, jeg havde set ham flere gange ude på mit valgsted dagen før, hvor han havde indskærpet sit partis observatører, at de skulle holde ordentligt øje med de rævestreger, regeringspartiets valgtilforordnede sikkert ville lave.
Men resultaterne fra stemmeoptællingen tydede på, at SDS havde bevaret flertallet i byrådet, selvom SRS havde halet kraftigt ind på dem.
Præcist det sidste tolkede formanden imidlertid som en sejr. For nu var SDS's herredømme i byen ikke mere en selvfølge, nu regnede han med selv at få viceborgmester-posten - alt andet ville være urimeligt. For ham var monopolet på den politiske magt nu brudt. Og vejen til flertal ved næste valg lå åben.
Ejendommelig smag
Partiet havde da sandelig også været energisk. Og dets observatører havde i det mindste på mit valgsted været særdeles nidkære. Intet ukorrekt havde undgået deres blik, og de have absolut bidraget til den korrekte afvikling af valget. SDS' partiobservatører havde været mere afslappede. Men det var jo også deres partifæller, der dominerede valgbestyrelsen.
Specielt dette punkt fandt den lokale partiformand helt uacceptabelt fra et demokratisk synspunkt. Og man kunne jo dårligt gøre andet, end at give ham ret. Men SRS var først nu blevet en vigtig politisk faktor på egnen, deres andel af det gamle byråd havde været forsvindende. Så derfor havde de ikke fået mange pladser i valgbestyrelserne.
Formanden var endvidere stærkt kritisk over for visse medlemmer af valgbestyrelsen på mit stemmested og anerkendte, at jeg havde taget hans repræsentants kritik alvorligt - hvilket jo i øvrigt kun havde været min pligt. Det var klart hans opfattelse, at den udenlandske overvågning af valget havde bidraget til at gøre det mere demokratisk. Og det havde jo faktisk også været meningen.
Alt i alt kunne man derfor opfatte samtalen på cafeen som positiv. Alligevel sad vi med en noget ejendommelig smag i munden. For partiet står jo ikke blot for opposition mod SDS, det parti udlandet heller ikke kan lide, på grund af Karadzic og Krajisnik.
Kan aldrig leve sammen
Hvad SRS også stod for, fik vi et udmærket indtryk af under den fortsatte samtale med den lokale partiformand. Han fortalte os med stolthed og selvfølelse, at hans café hed Draza, og at den var opkaldt efter Draza Mihajlovic, den serbiske tjetnik-leder, som under Anden Verdenskrig samarbejdede med tyskerne mod Titos partisaner og blev henrettet i 1946.
Cafeens servietter bar Mihajlovic' portræt med det imponernede fuldskæg, og ejeren forklarede, at man havde brug for helte, og at Draza var hans helt.
Han blev livligt sekunderet af en person i militæruniform og med solbriller ved nabobordet, et af hans partimedlemmer, og denne underholdt os efter cafeejerens forsvinden med sine krigsoplevelser som frivillig i slagene om Vukovar og senere forskellige steder i Bosnien.
"Vi kan aldrig leve sammen, det er dem eller os", sagde han om 'tyrkerne' (bosniakkerne eller muslimerne) og førte en imaginær kniv henover struben.
Vrag fra krigen
Men det var dog ingenting imod, hvad kroaterne havde gjort i Vukovar i Østslavonien i 1991 - de havde ifølge ham sat sig ud over enhver militær anstændighed i deres uhæmmede grusomhed.
De lokale tolke havde det dårligt med samtalen og skammede sig over 'frontsvinet' ved nabobordet. De fortalte, at solbrillerne skyldtes, at manden havde mistet sin ene øje ved Vukovar, og at han ikke var rigtig klog. Og han virkede ganske rigtigt som et psykisk vrag.
Vrag var der ikke få af i Visegrad. Både psykiske og fysiske. Som de mange unge mænd med stiv gang og stok, der fortalte, at de havde været i nærkontakt med landminer.
Og så var der den sociale nød. En stor del af byens befolkning havde været muslimsk før krigen, nu var den fordrevet. Til gengæld var nu 80 procent af befolkning serbiske flygtninge fra andre del af Bosnien, især fra de serbiske bydele i Sarajevo, som var blevet rømmet efter Dayton-aftalen i begyndelsen af 1996.
Det var blandt sådanne folk, ejeren af Kafana Draza havde sit vigtigste vælgergrundlag. Det var faktisk sådan, at man på valgstederne, hvor der normalt kun var partiobservatører fra SDS og SRS, kunne kende de to partiers folk fra hinanden uden at spørge.
SDS-folk var gennemgående mænd over 40 år i jakker af god kvalitet med åbentstående skjorte, en afslappet og venlig optræden, og megen humor.
SRS-repræsentanterne var gennemgående glatbarberede unge mænd med skarpe hager og fast blik, klædt i læderjakke og blottet for humor. SRS-formanden var derimod i jakke og slips og havde kortklippet fuldskæg, og han havde humor - men den var væsentlig barskere end SDS-folkenes.
Efter valget betroede flere af de bekendte, jeg havde fået i byen, mig, at de havde stemt på SRS, og hvorfor de havde gjort det.
De var typisk flygtninge, der havde ladet lejlighed og bil blive tilbage i Sarajevo og nu måtte klare sig som de bedst kunne i Visegrad, et samfund med 80 procent arbejdsløshed, hvor de fastboende allerede sad på de få arbejdspladser, der var tilbage. Hvor pension og løn blev udbetalt med flere måneders forsinkelse, og i øvrigt var ufatteligt lave. Og hvor der fandtes boligkvarterer, hvor der kun var rindende vand fra kl. 5 til kl. 12 hver dag.
Ind i Karadzic-land
Det er disse forhold, som har fået nydelige, venlige familiefædre til at stemme på SRS. De har hørt om Seseljs opgør med SPS-vældet i Zemun, og de har oplevet SRS's energiske valgkampagne med slogans, som går lige ind til marven af den sociale virkelighed. De vil forandring. Og det vil de bruge deres demokratiske rettigheder til.
Flere af dem indrømmede ligefrem under fire øjne, at de mente, præsident Plavsic havde haft ret i sin kamp mod Karadzic og hans folk, og at det var grunden til, at de havde stemt radikalt! Og selvom vi var i 'Karadzic'-land, var øjnene på "Karl" - som vi danskere kaldte Karadzic for ikke at vække opsigt - kradset ud på plakaterne med ham.
Det var bestemt ikke noget ligegyldigt valg i Visegrad. Og vi supervisorer var med til at sikre, at det blev så demokratisk, som forholdene nu tillod det med SDS' herredømme over både Visegrads lokalradio og -tv og det Pale-dominerede radio-tv i Øst-Srpska.
Men hele situationen mindede os uhyggeligt om Tyskland i 1932, et samfund præget af dyb nød og frustration.
De sociale forhold må forbedres, ellers kan demokratiseringsprocessen føre Srpska fra asken over i ilden.

*Karsten Fledelius var udsendt som supervisor for OSCE ved lokalvalgene i Bosnien

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu