William Soyas elektroniske kunst havde den skavank, at det virkede - var han nørd eller cyberpionér?
BILLEDKUNST
Kunstneren William Soya (1927-94) arbejdede fra begyndelsen af 1960'erne med teknik, relæer, radioer, printplader, diasshows og lys. Han var multimedie-kunstner par excellence og satte sig til computeren så tidligt som i 1970 for at skrive programmer, der udviklede billeder efter et styret tilfældighedsprincip. Med sine store ruminstallationer, der spinder sit publikum ind i en nøje iscenesat, repeterbar totaloplevelse af lyd, lys, rum og tid, opererede han på kanten af virtual reality, lang tid før ordet blev opfundet og teknikken klar til at få briller på.
De radiorelieffer, der for tiden er udstillet i Nikolaj udstillingsbygningen, er relieffer, og som sådan kunst, men samtidig er de funktionsdygtige radioer. Spørgsmålet melder sig: Var William Soya i virkeligheden bare en glad radio-nørd eller var han - som kunstneren William Louis Sørensen hævder i udstillingens katalogtekst - en se-riøs pionér, der som en af landets og måske verdens første kunstnere inddrog teknikken som et ud af mange materialer?
"Det er noget sludder at kalde Soya pionér," siger kunstneren Henning Dam-gaard-Sørensen, tidligere medlem af kunstnergruppen Den blå citron, som William Soya var medlem af fra 1960, "han var optaget af den underlige tekniske, rationalistiske verden ved siden af den mere spontane. Man kan være i tvivl om den kunstneriske værdi af nogle af de ting, der hænger på Nikolaj-udstillingen. Det er min personlige opfattelse, at han stillede sig mellem to stole, hvor spilleautomater var mere interessante end kunsten."
Kunstneren Kirsten Lockenwitz, der var gift med Soyas nære samarbejdspartner gennem mange år, Knud Hvidberg, har en anden opfattelse:
"Det var, som om William på et tidspunkt tabte modet, fordi der ikke rigtig var respons på det, han lavede, hvad, jeg mener var en stor fejl. Jeg mener, han er meget miskendt."
William Soya var ikke selv i tvivl om i hvert fald intentionen: Radioreliefferne blev skabt for udtrykkets skyld, men kunstneren måtte samtidig med en vis bitterhed erkende, at der opstod begrebsforvirring, fordi kunstværkerne virkede, når man tændte for dem.
Yin og Yang
Soya, der var uddannet skiltemaler, begik i 50'erne naturalistiske landskabsbilleder og arbejdede om aftnen som biografoperatør. Da han midt i 50'erne byggede eget hus i kunstnerbyen Hjortekær i Lyngby, fik han en genbo, der skulle blive hans faste sparringspartner indtil sidst i 60'erne: Kunstneren Knud Hvidberg.
Første gang, William Soya oplevede audiovisuel rummaleri med dias og lyd, var til en privat forevisning hos Hvidberg i 1958. Forestillingen gik i vasken, fordi nogen spildte rødvin i diasapparatet, men Soya var tændt, og året efter udstillede Hvidbjerg/Soya hver sin lydsynkroniserede skulptur i Trefoldigheden.
Groft sagt var Hvidberg og Soya som Yin og Yang; Hvidberg var den verdensstormende poet, hvor Soya var pragmatikeren og rationalisten, der kunne lodde relæer sammen og aflevere en bestilt opgave til tiden uden dikkedarer.
Ca. 1970 kom det til et samarbejdsmæssigt brud mellem de to, bl. a. fordi Soya ikke kunne følge Hvidbergs orientering mod østlig mystik, men forud var gået ti år med samarbejde omkring en stribe omfangsrige audiovisuelle projekter. I 61 samarbejde Hvidbjerg/Soya i Trefoldigheden, om forestillingen "Pindsvinestillingen". Hvidbjerg lavede billederne, Soya stod for lyden og forsøgte desuden - forgæves - at automatisere forestillingen. Sideløbende med samarbejdet med Hvidbjerg skabte Soya sine lydskulpturer - den første, Radio, blev udstillet i 1961. I 65 samarbejdede Soya/Hvidberg ved den grænseoverskridende totaloplevelsesudstilling POEX 65 i Den Fries udstillingsbygning.
Kunst og edb
I 1970 tyede William Soya, som en naturlig forlængelse af sine kunstneriske intentioner, til edb. Han fik adgang til en terminal på akademiets arkitektskole og programmerede tilfældighedsgeneratorer, der udviklede billeder efter visse fastlagte principper. Ud over at være anvendelig som skitseblok og billedgenerator gav computeren William Soya "mulighed for at kontrollere de regler, jeg sætter for opbygning af skulpturer eller billeder." (Kunst og EDB, William Soya, 1987)
Noget tyder på, at dette at være i kontrol eller at kontrollere regler var en grundmotivation i Soyas kunstneriske arbejde, som han i øvrigt ikke hengav sig til lange, filosofiske udredninger om. Han byggede en kort overgang robotter, og da han skabte sin første ruminstallation, på Filosofgangen i Odense, var der muligvis kun overfladisk og fra tilskuerens synspunkt set tale om et sanseorgie i lyd og lys.
Motivet var utvivlsomt nysgerrighed og resultaterne vil enhver barnlig eller poetisk sjæl glæde sig over (tag børnene med i Nikolaj), men den egentlige genstand for Soyas eksperimenter var muligvis selve styringen, undersøgelsen af den komplekse strukturs regler samt bevidsthedens sammenhæng med disse. Tid og tidsforløb var materialer, Soya bearbejdede på linie med lys og lyd, og han gik umådelig systematisk til værks. Der var, ifølge sønnen Joakim, aldrig tale om at Soya kastede sig over teknik for teknikkens egen skyld: "Han valgte altid de tekniske løsninger, der virkede," siger Joakim Soya, "hvis man kigger i hans teknikkasser, så er det de samme to-tre byggeelementer han bruger igen og igen."
Altid funktion frem for teknisk virtuositet.
"Det kunne være interessant, hvis nogle edb-folk i fællesskab med nogle billedteoretikere satte sig ned og tyggede nogle af hans programmer igennem, for at undersøge, hvad det egentlig var for nogle regler han lagde ind i dem. Hans malemetode, også når han ikke brugte computer, var en slags udskilningsprincip. Jeg kan huske at han, når han skulle producere billeder til Den blå citron, tog tre A4-blokke og bankede søm ned i hjørnerne, og så malede han 400 forskellige versioner af en gul/grøn figur. Bag efter lagde han dem ud på gulvet og sorterede den, han ikke brød sig om, fra. Til sidst havde han dem, han ville male, og det var præcis det samme han gjorde på computeren."
Født pædagog
I Joakim Soyas kælder står en af faderens robotter; en maskine, der kan køre rundt på gulvet, som William Soya i lang tid forsøgte at få til at søge hen til det sted, hvor den skulle lades op. Tanken var, at flere robotter skulle udføre en form for dans med hinanden, men kunstneren opgav robotterne, da han erfarede hvor fremskreden robotteknikken i Japan og USA var.
"Jeg tror, hans kunst handlede om kontrol af virkeligheden," siger Joakim Soya, "med henblik på at skabe en styret helhedsoplevelse hos publikum. Hvis man omslutter sin tilskuer fuldstændig, som rummet gør, er tilskueren nødt til at tage stilling."
Var der muligvis en magtfuld pædagogisk pointe i de sanseomsluttende ruminstallationer? Eller en invitation til total medleven?
"Ethvert ungt menneske, det vil sige alle på under 25, forstår hvad jeg laver," sagde Soya engang til kunstteoretikeren Lise Seisböll, "unge er fremtidens voksne. Og så skide være med resten!"
William Soya tog i begyndelsen af halvfjerdserne arbejde som pædagog på et fritidshjem, og hans kone gennem tyve år, Pia Sandholdt, kalder ham den fødte pædagog.
"Han elskede at være sammen med de unge, og han havde det sådan, at der sagtens kunne være børn i atelieret mens han arbejdede. Der skete aldrig noget med dem, for han holdt øje med dem."
"Samtidig var han udadtil en enegænger, der ikke hang ud med dem, der var noget. Hvis der kom journalister, fik jeg strenge påbud om, at der ikke måtte serveres øl, kun te eller kaffe, og man skulle helst være lidt afvisende overfor dem. Det var en slags meget streng moral, han var et meget moralsk menneske. Han arbejdede, det var det, det handlede om, og han arbejdede virkelig enormt meget. Jeg har aldrig mødt et menneske med større energi. Han havde job hele tiden ved siden af sin kunst."
"Jeg tror egentlig nok han var interesseret i mere opmærksomhed om sin kunst, men han spændte ben for sig selv hele tiden."
I sin bog Kunst og EDB spørger William Soya sig selv, hvorfor en kunstner bruger teknik og datamater. Et par af svarene lyder:
"Hvis kunstnere skal have nogen kulturel betydning i det samfund, vi lever i, er det nødvendigt, at vi følger med i, hvordan det udvikler sig socialt og industrielt i forhold til vores visioner. Det kræver naturligvis, at vi følger med i de nyskabelser og opfindelser, som industrien vælter ud på markedet, og at vi finder en holdning til dem."
"Hvis min kunst ikke har forbindelse med det samfund, jeg lever i, så vil det, jeg gør, ikke være at skabe kunst."
Og måske er det dén røde tråd i Soyas kunst - hans spænden teknikken for den kreative hest i stedet for den kommercielle, teknokratiske eller militære - der rækker ud over hans samtid og ind i den nu- og fremtid, der mere end nogen tidligere skabes på teknikkens præmisser og regler. IT-alderen.
"Hvis han havde levet i dag," siger sønnen Joakim, "så var han hoppet på internettet med fynd og klem, for det er helt klart den billigste måde at sprede kunst på."
I dag opføres Carl Orffs korværk Carmina Burana, med William Soyas lysscenografi, i udstillingsbygningen på Nikolaj Plads. Et omfattende filmmateriale med og om Soya, optaget af kunstneren Hans Jørgen Hvid i 1979 på baggrund af Soyas egen drejebog, vil muligvis blive vist på DR2 senere på året.
*William Soya. Nikolaj, Nikolaj Plads. Gratis adgang. Daglig 12-17.
