Læsetid: 8 min.

USA s/h

27. september 1997

Uligheden mellem sorte og hvide i USA er mere resultatet af forskelle i uddannelsesniveauet, krisen i den sorte familie og den voksende kriminalitet end af hvides racisme, siger forfatterne til en ny bog, der har vakt opsigt i USA

Måske strækker det for vidt at sammenligne denne bog om Amerikas fundamentale og eksistentielle problem, racespørgsmålet, med den svenske økonom Gunnar Myrdals banebrydende værk The American Dilemma fra 1944. Men parallellen er næsten uundgåelig.
Ikke alene bærer forfatterne til America in Black and White, One Nation, Indivisible på det svenske efternavn Thernstrom, omend det straks skal tilføjes, at kun Stephan Thernstroms slægt stammer fra Myrdals fædreland. Hustru og medforfatter Abigail er derimod jøde. Herudover er Thernstrom-familien et intellektuelt par som Gunnar og Alva Myrdal var i sin tid. Og videre - begge har indtil 1970'erne opfattet sig selv som socialdemokrater.
"Jeg gik i en skole i McCarthy-perioden, hvor alle mine lærere undtagen én var medlemmer af det amerikanske kommunistparti. Og en ting må jeg medgive dem: De lærte mig, at racisme og ulighed skal bekæmpes. Det gjorde ingen andre," husker Abigail Thernstrom.
Her slutter det politiske slægtskab imidlertid. I de sidste tyve år er Thernstrom-parret rykket mod centrum og videre ud på den amerikanske højrefløj.
"Du kan måske kalde os nykonservative," siger Stephan.
Denne særlige amerikanske term kræver lidt af en forklaring. De nykonservative består fortrinsvis af amerikanske intellektuelle jøder, som engang hørte til i det demokratiske parti - i Hubert Humphreys dage. Nogle opgav partimedlemsskabet efter de turbulente begivenheder under partikonventet i Chicago i 1968, hvor Vietnam-modstanderen Eugene McCarthy nær vandt nomineringen. Andre nægtede at støtte præsidentkandidat George McGovern i 1972.
Herefter levede de nykonservative en ret isoleret og partiløs tilværelse, indtil Ronald Reagans stærkt antikommunistiske politik trak dem imod det republikanske parti i 1980'erne. Folk som Irving Kristol, Midge Decter, Norman Podhoretz og andre føler sig stadig ikke hjemme hos republikanerne. De er for provinsielle og for meget i den evangelistiske bevægelses sold, hvor antisemitisme og racisme til tider dukker op under overfladen.
Tæt på Clinton og Gore
Nykonservative finder stadigvæk det demokratiske parti ret interessant, ikke mindst Democratic Leadership Council - en højregruppe grundlagt i sin tid af unge sydstatsdemokrater som Bill Clinton og Albert Gore.
Abigail Thernstrom bevarer kontakten til disse folk, selv om hendes kritik af positiv særbehandling er aldeles uacceptabel for det demokratiske parti, hvis snart sagt eneste loyale vælgergruppe er sorte amerikanere.
På den anden side lægger Thernstrom-parret behørig afstand til konservative, hvis holdning til racespørgsmålet kan koges ned til mottoet see no evil.
"Konservative tror, at de indrømmer for meget, hvis de anerkender vores afskyelige racistiske historie og racismens vedholdenhed i dag, hvor dens intensitet er mindsket kraftigt, men dog ikke forsvundet," påpeger forfatterne i bogen.
Alligevel er det næsten umuligt at slippe for prædikater i den polemiske og følelsesladede atmosfære, som præger racedebatten i USA i 1990'erne. Her graver de fleste grøfter, kun få bygger bro mellem de forskellige synspunkter.
For mange liberale - hvilket vil sige venstredrejede demokrater - er Thernstrom-parret inkarnerede modstandere af positiv særbehandling af afro-amerikanere på læreanstalter og i den offentlige administration. Det afgør sagen.
Heldigvis reagerer ikke alle sådan. Nogle sorte intellektuelle og hvide liberale har valgt at læse denne mastodont af en bog på 700 tætskrevne sider, som tog syv år at forberede og skrive. Deres reaktion overrasker selv de to forfattere. "Det havde vi ikke ventet," siger de.
Henry Louis Gates Jr., professor i litteratur og direktør for Harvard Universitetets Institut for Afro-amerikanske studier, roste bogen.
"Selvom jeg ikke deler Thernstroms kritik af positiv særbehandling, har jeg sjældent læst et værk om race-relationer, der argumenterer så lidenskabeligt og overbevisende for en forenet og udelelig nation," skrev han.
Gates må utvivlsomt betegnes som den førende sorte tænker i 1990'ernes Amerika, på højde med forgængere som W.E.B. Du Bois og Booker T. Washington.
Den ledende venstreintellektuelle kritiker Alan Wolfe skrev i ugebladet The New Republic, at "Thernstrom har ret i, at hvad der kendetegner de fleste diskussioner om race i USA er en mangel på analytisk disciplin, og at denne omstændighed har ladet utroligt mange demagoger fremstille sig selv som seriøse tænkere."
"Derfor vil denne barske bog tjene retfærdighedens sag. Debatten bør ikke længere handle om, hvorvidt sortes krav på at være enestående skal falde væk. Spørgsmålet er ene og alene, hvornår det vil ske."
Anonym integration
Ingen forventer et pludseligt gennembrud i debatten og en rationel dialog. Tværtimod antyder de seneste års opgør med race-præferencer i Californien og Texas, at der er lang vej igen. Men som i så mange andre perioder i et lands historie kan politikere og intellektuelle ofte tale sig selv til døde, mens de virkelige forhold på jorden ændrer sig i kraft af en selvstændig dynamik.
Det er præcis den røde tråd, som løber gennem Thernstrom-parrets bog: At mens intellektuelle højlydt beklager manglen på ligestilling mellem den kaukasiske og afrikanske race, arbejder almindelige hvide og sorte amerikanere ihærdigt på integration og ligestilling. Sådan nærmest i det anonyme. En meningsundersøgelse foretaget af dagbladet Boston Globe i juni bekræfter fuldt ud det billede.
Sorte og hvide amerikanere blev spurgt, hvad de foretrækker - at leve adskilt eller integreret. Blandt de hvide sagde 73 pct. nej til at bo i adskilte kvarterer, for sorte var tallet 76 pct. Kun henholdsvis 10 og 11 pct. gik ind for raceadskillelse. 87 pct. af de sorte og 86 pct. af de hvide har stiftet venskab med en person fra den anden race. 68 pct. af
afro-amerikanere og 54 pct. de hvide har flere end fem venner fra en anden race. 39 pct. af de sorte og 24 pct. af de hvide har haft et stævnemøde med en person fra den anden race.
Disse tal er af den allerstørste betydning, hvis man ønsker at forstå, hvor store fremskridt, der er sket for raceforbindelserne i USA siden borgerkrigen i 1860'erne, flugten fra syd til nord i århundredets første halvdel og ophævelsen af apartheid-systemet i sydstaterne i 1960'erne.
I meningsundersøgelser kan de interviewede være fristet til at sige, hvad spørgeren ønsker at høre. Især når det gælder så typisk kontroversielle emner som sex og race.
Men ifølge idémanden bag Boston Globes undersøgelse viser det sig, at andre meningsmålinger lavet tilbage i tiden har vist samme tendens. For hvert år er de to racer rykket nærmere integration og ligestilling, i hvert fald i almindelige amerikaneres egen bevidsthed.
For blot at sammenligne: Forfatterne skriver, at i den første meningsmåling om race i USA foretaget af Fortune Magazine i 1939, mente kun 19 pct. af hvide bosat i de nordøstlige stater, at afro-amerikanere skulle have lov til at bestemme, hvor de vil bo. I Midtvesten var 12 pct. af samme overbevisning. I de race-adskilte sydstater mente ingen selvfølgelig, at sorte skulle udstyres med denne ret.
Et år inden Anden Verdenskrig var efterkommerne af afrikanske slaver frigjort 70 år tidligere stadig ikke velkomne i det hvide Amerika.
Myrdals spor
Hvor aldeles gruopvækkende tilværelsen var for millioner af sorte amerikanere i tiden efter borgerkrigen fremgik af Gunnar Myrdals epokegørende studier, som kom til at præge hele debatten og som satte sine tydelige spor i lovgivningen om ligestilling i 1960'erne.
Stephan og Abigail Thernstrom - den ene historiker på Harvard University og den anden uddannelsesforsker - lægger vægt på at beskrive disse chokerende forhold i bogens første tredjedel. Ingen kan herefter anklage dem for at ignorere, hvad USA's sorte befolkning har været igennem. Det er opbyggende læsning.
Det er imidlertid perioden efter 1940, som interesserer dem, for her skete noget banebrydende for afro-amerikanernes sociale og økonomiske stilling i det amerikanske samfund, som hidtil har været overset af forskere. På alle områder gik det frem. I 1940 var sorte mænds løn 41 pct. af hvide mænds. Tredive år senere i 1970 var andelen 59 pct. og i 1995 nået op på 67 pct. I 1949 kaldte kun 12 pct. af sorte familier sig middelklasse. Dette tal var steget til 44 pct. i 1994.
"Det er én af landets største hemmeligheder, at over 40 pct. af sorte borgere betragter sig som middelklasse. Mellem 1970 og 1995 fordobledes antallet af afro-amerikanere, som bor i forstæder. Der bliver ofte talt om den høje ledighed blandt sorte mænd, men i 1995 arbejdede 93 pct. af dem, der søgte eller havde et job. Det er simpelthen vildledende at lade den sorte underklasse definere vort billede af afro-amerikanere," påpeger Thernstrom.
Forfatterne ønsker at nedbryde den stereotype opfattelse af det sorte Amerika som et fattigt samfund, offer for racediskrimination. Det lykkes dem i stor udstrækning med et væld af statistiske oplysninger.
Indenfor uddannelse er situationen f.eks. forbedret. I 1960 havde 7,2 pct. af sorte og 17,4 pct. af hvide studeret på universitet. I 1995 var andelen steget til henholdsvis 37,5 og 49 pct.
Store fremskridt
I forbindelse med gennemgangen af det enorme statistiske stof gør forfatterne en væsentlig iagttagelse. Det viser sig, at sorte amerikanere oplevede større sociale og økonomiske fremskridt fra 1940 til 1970 end i den efterfølgende periode. Dét til trods for, at Kongressen først vedtager ligestillingsloven og stemmeretsloven i 1964 og 1965. Uagtet den udbredte og systematiske diskrimination i tiden før borgerretsbevægelsen slår igennem i 1960'erne, lykkes det alligevel sorte amerikanere at skabe sig en bedre tilværelse fra 1940'erne og fremefter.
Troen på, at udelukkende racisme og diskrimination forårsager fattigdom og undertrykkelse er mere en myte end sandhed. Andre faktorer spiller ind.
"Den alvorlige ulighed, som fortsat eksisterer, er i mindre grad en konsekvens af hvid racisme end af en race-kløft i uddannelsesniveauet, krisen i den sorte familie og den voksende kriminalitet i det sorte samfund," skriver de to gange Thernstrom.
Heraf slutter forfatterne, at positiv særbehandling for sorte på statsejede universiteter og i den offentlige sektor ikke har virket efter hensigten - nemlig at accellerere afro-amerikanernes økonomiske udvikling.
"Vi konkluderer ikke, at race-præferencer har været ubetydelige. De har sikkert gavnet sorte med de bedste uddannelseskvalifikationer, men afro-amerikanere har som en gruppe ikke opnået drastiske forbedringer som følge af positiv særbehandling."
Det er desværre en teori, som ingen kan bevise eller modbevise med det foreliggende materiale. Ingen grundlæggende undersøgelser er indtil videre blevet foretaget, fordi det fra et videnskabeligt synspunkt er svært at måle resultaterne. Thernstrom-parret lægger ikke skjul på deres afsmag for at give raceminoriteter positiv særbehandling.
De mener, at en sådan politik kan gøre mere skade end gavn ved at "øge bevidstheden om forskellen på to racer, hvilket i sidste ende kan føre til en katastrofe i et land med en så grim race-historie som Amerikas."
Et sundere klima ville utvivlsomt opstå, hvis hvide amerikanere lærte at opfatte sorte som enhver anden etnisk gruppe, der kæmper for en større bid af kagen. I stedet bliver befolkningen konstant mindet om, at afro-amerikanere forskelsbehandles på grund af deres hudfarve, skønt racisme ifølge meningsmålinger er på tilbagetog.
Men ingen kan annullere 300 års slavehistorie i Amerika med et pennestrøg eller 25 års positiv særbehandling. Der er stadig dybe ar i den nationale psyke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu