Læsetid: 3 min.

Værelse med længsel

15. september 1997

Peter Asmussens 'Værelse med Sol' er en fængende forestilling om at finde frem til det, der ikke umiddelbart kan ses eller høres

TEATER
Det er vidunderligt at følge Peter Asmussens dramatiske forfatterskab i disse sæsoner. Og ganske overvældende. Som angrebet af en sand dramatisk raptus skriver han i øjeblikket tilsyneladende manuskripter for alle de københavnske teatre - og helst samtidig. I sidste sæson var det for eksempel Stranden for Bådteatret og Knogler for Betty Nansens Edison-scene, og i denne sæson (eller rettere: disse weekender) er det Værelse med Sol for Rialto Teatret og Isbrandt for Det Kongelige Teater på Baron Bolten.
Hans Værelse med Sol har mindelser om mange af hans tidligere stykker. Først og fremmest fordi stykkets mennesker mistrives. De er ensomme, ulykkelige, perverse, desperate, sørgende eller i hvert fald i tvivl. Selv de glade lykkelige er kun tilsyneladende ramt af lykken - og i hvert fald kun ud fra lånte illusioner og på lånt tid. Alle længes.
Overlevelsesdrift
Men Asmussen formår at fortælle sin store livslængsel gennem historier fra det små og dagligdags. Denne gang er hans fortælleramme simpelthen blevet et værelse i et hus - et værelse med et stort vindue ud mod en gammel have. Værelset og dets beboere følger vi så i tre neddyk gennem historien - i 1920, i 1997 og i 2020. Derved skaber han på den ene side tre helt forskellige historier - og på den anden side tre historier, som alligevel viser sig at være den samme historie: Den umulige jagt på kærligheden.
Men Asmussen er jo digter. Så hans replikker forvilder sig hellere end gerne rundt mellem årstallene - og også fra den ene person til den anden. Men pointen er dog den desillusionerede konklusion, at den frustrerede overlevelsesdrift er blottet for mening. For mellem dette solrige værelses gæster findes ingen varme - uanset hvor smukt lyset falder ind fra haven mellem grenene på det træ, som plantes som et par knæhøje grene i 1920, og som skygger for lyset med sin tykke stamme i år 2020.
Bank på ruden
Alligevel går Asmussen mere direkte til sagen denne gang. Fortidstraumer optrævles effektivt og ordpræcist, fremtidsmuligheder aflives kontant og tekno-korrekt. Dette har krævet en ny slags dramatisk person, og hos Asmussen er det blevet til en seer, en sandsiger, en troldmand, en skæbnegud... Et alvidende menneske, som selv har sluppet taget i verden - fordi han allerede har opgivet sit eget liv. En betragter, men samtidig et menneske, der fortsat husker sulten efter liv.
Rollen er blevet en gammel mand, som viser sig at være en sand gave til Gyrd Løfqvist - og dermed til publikum. For Løfqvist kan alle den gamle mands facetter: Fra livsklogskaben, nænsomheden og skønhedsfascinationen til liderligheden, hensynsløsheden og ondskabsfuldheden. Og han er nådesløs over for sig selv som skuespiller, opildnet af Madeleine Røn Juuls usentimentale og konsekvente instruktion. For Asmussens symbolik indfanges fint i iscenesættelsen og omdannes til klare billeder: Kvinden med hovedet i skødet på manden, et par lukkede øjne, en banken på ruden.
Skotolkning
Men også de tre skuespillere omkring Løfqvist er eminente: Puk Scharbaus unge kvinde, der spiller på alle strenge fra følelsessmadret sjæl til den følelsesforladt ego. Karen-Lise Mynsters modne kvinde, der dækker spektret fra arrogant fristerinde til slukket ildsjæl - med Mynsters hårrejsende fysiske selvudlevering fra dansemarathon til stivnen. Og Stig Hoffmeyers spiddende, udgave af 'den evige søn' - den uønskede og følelsesafstumpede og uelskelige mand, der evigt siger det forkerte og gør det forkerte, men til gengæld ikke selv fatter det. Netop fordi han blot gør det, han tror, han er blevet opdraget til.
Disse fire mennesker er blevet indrammet af Nina Flagstads sko, om jeg så må sige det, for alene skoene (og sokkerne) i denne forestilling danner en tolkning i sig selv. Men også rummet matcher Asmussens symbolik - et sort rum med rødsprossede vinduer og flyttekasser, der aldrig åbnes. Her er plads til menneskene og alle deres ord, men også til stilheden.
For denne fængende forestilling handler meget om at finde frem til det, der ikke umiddelbart kan ses eller høres. Eller som den gamle mand siger til den unge kvinde:
"Man skal vide det, som ingen andre ved. Hvad ved du...?"
"Det ved jeg ikke."
"Der kan du se. Du er allerede på rette vej."
Det har Peter Asmussen været længe.

*Værelse med sol. Skuespil af Peter Asmussen. Instruktion: Madeleine Røn Juul. Scenografi: Nina Flagstad. Koreografi: Ann Crosset. Rialto Teatret til 25. okt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her