Analyse
Læsetid: 5 min.

Venstre til fest for sig selv

27. september 1997

Flere tusinde venstrefolk samles i weekenden i Herning. I en kæmpemæssig hal skal Venstres aktive bagland høre taler - og spise middag. Det er et landsmøde. Men det er lige så meget en pep-talk til rødderne i baglandet, og en medieplatform, der kan give Venstre endnu lidt presseomtale

Det er de sidste fem års suverænt mest succesrige parti der holder landsmøde.
Venstre praler af at have medlemsfremgang. Men lige så meget praler Venstre med at have den politiske dynamik, appellen til de unge, og det bedste svar på samfundets problemer.
Succesen bobler op i det rene champagnebrus, når Venstre-folkene ser på meningsmålinger.
Flere gange har Partiet Venstre været landets største parti, og sidste valgs flotte fremgang er udbygget.
Det eneste Venstre for alvor mangler for at succesen er total, er magten. Dén sidder socialdemokraterne på.
Og Venstres mål er naturligvis at få gjort noget ved dét. Når Uffe Ellemann-Jensen i dag taler til sit parti har han fire punkter på programmet.
Tre af dem relaterer til valg i det kommende år. Det sidste er flygtningepolitikken.
Først taler Ellemann om regeringens elendige præstationer, og giver et begejstret bud på, hvor meget bedre Venstre og Uffe Ellemann-Jensen ville klare opgaven.
Så kommer Amsterdam-afstemningen, og en formaning om at dén skal i hus.
Derefter står talen på det kommende kommunalvalg, og ikke mindst hvor vigtigt det er at få flere Venstre-borgmestre rundt om i kommunerne.
Og endelig kommer flygtningepolitikken.
"Debatten drejer sig sig nemlig ikke først og fremmest om, hvordan vi behandler hinanden i Danmark - men om hvordan vi behandler andre," åbner Venstres høvding.
Han kalder regeringens flygtningepolitik for "præget af magtfuldkommenhed og rådvildhed," og siger at dén blanding kan "underminere den folkelige opbakning for en anstændig og human flygtningepolitik."
Venstres bud på en anstændig og human flygtningepolitik er, at man skal sikre sig, at hjælpen går til flygtninge.
"Vi skal derimod afvise dem, der forsøger at udnytte asylreglerne til at flygte fra fattigdom og nød. For de er ikke flygtninge. De forsøger at blive indvandrere. Og hver gang vi tager imod en af dem, svigter vi måske 25-50 af de virkelige flygtninge, som vi kunne have hjulpet andre steder."
Og han fortsætter:
"Den rigtige måde at hjælpe disse mennesker på er ikke at hjælpe dem til en fremtid i Danmark. For nu at sige det rent ud: Det er Danmark slet ikke egnet til - og det er ikke rimeligt at ville ændre på den kendsgernning. Desuden er det forsvindende få, der får denne mulighed, set i den store sammenhæng."
Konklusionen er ligetil for Venstres formand.
"Derfor er det nødvendigt at stramme den danske flygtninge- og udlændingelovgivning op, så den kommer mere i trit med, hvad man gør i andre europæiske lande, herunder vores nabolande"
"Der er brug for en gevaldig opstramning af reglerne, og for ændringer af lovgivningen. Den nuværende situation, som den opleves i en række særligt hårdt belastede kommuner, opfattes ikke som rimelig af befolkningen," siger Uffe Ellemann-Jensen.
Det er ren og skær valgkamp, når Venstre retter retorikken imod flygtningene. Uffe Ellemanns runde og uskarpe markeringer vil blive fulgt op at en hårdhændet Birte Rønn Hornbech, der vil tale om flygtningenævnets rolle.
Flygtningenævnet får æren af at blive udnævnt til hovedproblem nummer et i den danske fremmedpolitik.
Det uafhængige flygtningenævn er dansk, og Venstre undgår de mere vulgære, fremmedfjendtlige udsagn ved at angribe nævnet fremfor de fremmede selv. Den side af banen overlades til Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet.
"Der er ingen tvivl om at udlændingedebatten optager folk rundt omkring, så derfor gør vi det til et tema i valgkampen. Men det bliver på den pæne måde," siger en Venstre-mand.
Samtidig har Venstre en vigende fremgang i meningsmålingerne i forhold til for tre-fire måneder
siden. Venstre er så småt begyndt at tabe vælgere til især Dansk Folkeparti. Dét er en meget kontant grund til den hårdere Venstrekurs overfor udlændingene.
Venstres landsmøder er traditionelt rene jubel-møder. De fremmødte klapper af det, som ledelsen fremlægger. I år har det store parti valgt at lade Helge Sander lege vandrende mikrofon i den store landsmødehal, så de fremmødte lettere kan komme til orde i den kommunalpolitiske debat.
Dét betragter Venstrefolkene som en demokratisk nyskabelse.
Et Venstre-landsmøde vedtager ikke resolutioner. Det overlades til folketingsgruppen af konkludere på vindene der blæser rundt i Herning Kongrescenter, når landsmødet skal omsættes i konkret politik.
På årets jubel-landsmøde er der antydningen af et enkelt internt politisk opgør. Det drejer sig på overfladen om tempoet hvormed man udliciterer offentlige serviceydelser ude i kommunerne. En gruppe af yngre, mere ideologiske Venstrefolk vil have sat tempoet for udliciteringerne op. Mens det etablerede Venstre ude i kommunerne, personificeret ved Evan Jensen fra Kommunernes Landsforening og Kresten Philipsen fra Amtsrådsforeningen, ikke brænder specielt for udliciteringerne.
De, og mange, mange Venstre-byrødder og borgmestre, ser pragmatisk på udliciteringerne og har ikke travlt. Til gengæld har de magt. Det lykkedes uden større besvær for kommunalvenstre at pille et forslag om tvungen udlicitering ud af V og K's fælles udspil til finanslov for nyligt.
I frustration har 13 unge strammere bebudet murren i krogene i den store Herning-hal.
En af dem er Lars Løkke Rasmussen, der selv i Græsted-Gilleleje kommune har været med til at udlicitere ældreomsorgen. På landsmødets temadebat om kommunalpolitik skal han holde oplæg.
"Men landsmødet skal ikke vedtage og konkludere en ny linie i udliciteringsdebatten. De nye vinde skal måles på klapsalverne, stemningen og korridorsnakken," siger Lars Løkke Rasmussen.
Selv mener Rasmussen, at de kommende kommunalrødder fra Venstre er frustrerede over den måde, magten administreres rundt om i kommunerne. Der bliver fedtet for meget rundt i små og store sager og kompromiser med andre partier.
"Der er mange, der har lyst til at bruge kommunalpolitkken mere politisk eller ideologisk. Der er en generations-diskussion i det, så på den måde er det et problem der løser sig selv hen ad vejen. Det begynder at rykke derude i baglan-
det, og hvis det går som jeg tror, så vil der være mange venstre-byrådsgrupper efter næste kommunalvalg der vil skræpe den ideologiske tone," siger Lars Løkke Rasmussen.
I den forbindelse er Rasmussen ikke specielt deprimeret over, at Venstres folketingsgruppe for nyligt fulgte konsensus-Venstres linie, og underkendte VK-papiret om tvungen udlicitering.
"Det var lanceringens skyld. Hvis Pia Christmas-Møller havde lanceret den anderledes, så var det ikke gået sådan," siger Lars Løkke Rasmussen.
Men de unge byvenstre-folk har stadig til gode at vinde slaget over konsensus-Venstre fra landet. Det vil formentlig ske med tiden, men foreløbig kommer slaget mellem generationerne kun til udtryk i små holdningsforskelle, for eksempel omkring udliciteringer.
Det ændrer en enkelt debat på et landsmøde ikke på.
I aften skal Venstre folkene have dampet laks, kalvesteg og frugttærte, og bagefter skal de danse til Fabers Show Band.
Og i morgen, før de rejser hjem, vil de have klappet af Uffe Ellemann-Jensen til deres hænder bliver røde.
Den vigtigste begivenhed på Venstres landsmøde er stadigvæk fejringen af det mest succesrige parti i dansk politik.
Og det er Venstres unge og gamle bagland, samt folketings- og kommunalpolitikere enige om skal ske med maner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her