Carsten Graffs nye bog vil en masse, men har svært ved det
SELVSAMTALE
Her er en let bog. Den er let at læse og forfatteren drager alle konklusionerne for læseren. Konklusioner, man i øvrigt kender i forvejen.
Det er Carsten Graff, der er på spil igen. I sin tid computerbranchens vidunderbarn, der stod af ræset og i bogen Samtaler med et træ gik til angreb på den ukritiske højteknologiske verden.
I sin nye bog, den delvis selvbiografiske Den indre elefantmand, fortsætter han med at være "videnssamfundets ensomme revolvermand". Efter at have forladt sin gravide kone, sit job og gjort noget så horribelt som at låse sit fjernsyn inde på loftsrummet, følger vi ham gennem samtaler med sin muse Melpomene, som skal inspirere ham til at skrive en bog om en rejse til Sydamerikas jungle. En rejse han gjorde med et hold videnskabsfolk, der, uvis af hvilken grund, blev sendt afsted for at finde ikke mindre end meningen med livet.
Graff får dog imidlertid øjnene op for den indbyrdes adfærd blandt forskerne og oplever deres møde med urskovens beboer som et møde, der ikke ensidigt falder ud til den vestlige civilisations fordel.
Lige som i samtaler med Melpomene og tilfældige forbipasserende udfordrer Graff sine rejseledsagere med grundlæggende spørgsmål. For Graff har opdaget samtalen og har erkendt sin uvidenhed, og via dette forsøger han at frigøre sig fra sine fordomme.
Lutter almindeligheder
At træde et skridt tilbage og tænke sig om en ekstra gang, kan kun tilrådes alle, også eks-karrieremennesker som Graff og ligesindede. Men det er svært at se, hvad Graff har fundet, som skal resultere i denne bog.
De mange overvejelser, bogen er fyldt med, er velmenende nok, men de forbliver almindeligheder.
Graffs opfattelse af forskellige mennesketyper, hvis livssyn han udstiller i klichéer, er nærmest pinlig læsning og låser ham netop i den vanetænkning, han gerne vil slippe fri af. At kaste sig ud i eksistentielle diskussioner med uforberedte ofre som Jehovas Vidner, lotterisælgere fra Kræftens Bekæmpelse, mennesker, der lever efter naturmetoden, og universitetsstuderende, er at tillægge forfatteren nogle lidt for lette sejre.
Og da han så endelig får kvalificeret modstand i forskerne på rejsen i Sydamerika, kommer diskussionen overhovedet ikke igang, fordi de partout skal tillægges egenskaber, der er så firkantede, at de passende opfylder pressemeddelelsens målsætninger om ikke "at kunne tænke selv uden at være låst af videnskabens dogmer."
Carsten Graff gør sig mange tanker i bogen, ligefra sadomasochisme til meningen med livet, men han spilder dem, da de hverken er særlig spændende eller provokerende til at skabe den debat om det galopperende informationssamfund, som virkelig er tiltrængt.
*Carsten Graff: Den indre elefantmand. 365 sider. 298 kr. Borgens Forlag. Udkommer i dag
