Læsetid: 5 min.

Video, video

16. september 1997

Video-premierer er som regel ikke film, vi regner for noget særligt, men faktisk rummer videobutikkernes bugnende hylder adskillige oversete juveler

Den generelle holdning er vist, at vi i Danmark er heldige. De film, vi får at se i biograferne, synes at repræsentere både de bedste og mest interessante af alverdens udvalg af større og mindre film. De film, der kun kommer på video, er simpelthen for dårlige til at blive vist i biograferne. Og dem vi aldrig får at se, endsige hører om, de har simpelthen ingen betydning i den store film-sammenhæng.
Men helt så simpelt er det ikke. Som alle andre grene af erhvervslivet er filmbranchens tiltag dikteret af økonomi og en idé om kun at satse på det sikre (med undtagelse af et mindre antal uafhængige distributører, som prøver at opdrage danske biografgængere til at se andet og mere end amerikansk metervare.) Og vi ved jo alle sammen, at der ikke nødvendigvis er en positiv sammenhæng mellem en films indtjening og kvalitet.
Således bruges de måneder, der fx er mellem en films danske og amerikanske premiere, på at vurdere om filmen overhovedet er gangbar i Danmark. Ind i mellem skelnes der mellem det europæiske/danske publikum og så det amerikanske, og en film, som gik dårligt i USA, formodes måske at kunne klare sig i Europa, men det hører til sjældenhederne. Og efterhånden er det jo blevet sådan, at vil man have et indtryk af, hvilke film der kommer på markedet udover de store billetsælgere, så er man henvist til videobutikkerne.
Men også hér går udviklingen i en uheldig retning. Efterhånden som det renskurerede, amerikaniserede islæt i form af videokæder som Blockbuster Video og Hollywood Video overtager markedet og derved rammer selv de mest obskure videosnasker og tømmer dem for alle tvivlsomme (læs: interessante) titler, ender det med, at der kun er de få, helt specialiserede videobutikker tilbage.
Bredde
Indrømmet, langt de fleste af de film, der kun får premiere på video, er gedigne Å-film, men vil man gerne have bredden i filmudbuddet med, så er man nødt til at lade hånt om sine fine fornemmelser - film kan også ses på video - og en gang i mellem overraske sig selv og leje eller købe noget, der ikke nødvendigvis er en tidligere biografsucces eller på coveret lover action og drama i lårtykke stråler.
Men selvfølgelig, bliver man gang på gang skuffet over en videos indhold efter at være blevet lovet noget helt andet af fx coverteksten, og kan man ikke opspore nogen som helst kritiske informationer om filmene, så er det da forståeligt, at man hurtigt giver op.
Derfor vil jeg i det følgende give en lille oversigt over fire af de mest interessante, skæve og sjove videotitler fra de seneste måneders overvældende udvalg. Det er en skønsom blanding af store og små film, dog med hovedvægten på det amerikanske, der stadig dominerer også videobutikkerne.
Komedie
Nu har det efterhånden i nogle år været populært at filmatisere mere eller mindre kendte, amerikanske tv-serier - ofte med meget ringe held.
En af de få serier, som er endt med ikke bare en, men to gode film, er The Brady Bunch, en serie fra 70'erne om en lalle- og evigglad familie på far, mor og seks børn. Den første film, instrueret af Betty Thomas (Private Parts) kom i 1995 og omplantede med stor humor som følge familien Brady til 90'erne, men lod dem beholde deres iøjnefaldende 70'er tøj, datidens hippe slangudtryk som "far out" og "groovy", de brun-gule farver i deres hjem og så selvfølgelig familiens overoptimistiske væsen. At besøge familien Brady, var som at tage en tidsmaskne tilbage til begyndelsen af 70'erne, hvor værdierne var nogle andre og samfundet endnu ikke af lave.
A Very Brady Sequel, Instrueret af Arlene Sanford, er opfølgeren til Bray Bunch, og den er endnu sjovere end den første. Med sine ufatteligt mange slet skjulte referencer til sex, Gary Cole og Shelly Long som Hr. og Fru Brady og igen familiens umiskendelige 70'er stil er A Very Brady Sequel kun til at elske, selvom de mange injokes omkring tv-serien - og andre amerikanske tv-serier fra samme periode - ind i mellem kan være svære at følge. Vores manglende forhold til bl.a. Brady Bunch er sandsynligvis også grunden til, at de to film kun har fået chancen på video herhjemme - selvom de begge var store biograf-succeser i USA.
Thriller
At skuespillere som Jeff Goldblum, Richard Dreyfuss, Gabriel Byrne, Ellen Barkin og Kyle Maclachlan ikke er nok til at sikre en film biografpremiere er Mad Dog Time (udsendt i England med titlen Trigger Happy) et godt eksempel på. Og umiddelbart skulle man tro, at der var tale om en dårlig film, men intet kunne være mere forkert. Faktisk er De skydegale, filmens danske titel, en temmelig morsom film noir-pastiche, der gør en dyd ud af placere meget kendte skuespillere i for dem meget anderledes roller, hvilket bl.a. giver Gabriel Byrne sin sjoveste rolle i meget lang tid.
De skydegale, skrevet og instrueret af Larry Bishop, er måske en smule rodet, men det er også skuespillernes forrygende samspil, der er det interessante i en film, man således godt kan undre sig over ikke fik en chance i biograferne.
Det noget flygtige og noget udefinérbare begreb independent-film, har stadig med filmmiljøet udenfor Hollywoods store studier at gøre. Et miljø, som stadig er leveringsdygtigt i unge instruktørers opfindsomme stiløvelser i forskellige genrer, som fx. The Grave af tvillingerne Josh og Jonas Pate.
The Grave, med Gabriele Anwar, Craig Sheffer og Josh Charles i hovedrollerne, er en effektiv lille thriller, som gang på gang vender tingene på hovedet og snyder sin tilskuer. Og selvom filmen ind i mellem taber pusten, så lover brødrenes veloplagte leg med genrens konventioner godt for deres næste film, Liar, der også er en thriller, denne gang med Renée Zellweger, Chris Penn og Tim Roth i hovedrollerne.
Samtid
Small Faces er en besynderlig film af den slags, som er frastødende og tiltalende på samme tid. Et rystende familieportræt fra den trøstesløse, engelske provins, vi efterhånden ser mere og mere til. Filmen har ikke gjort stort væsen af sig udenfor England, men dér er den tilgengæld blevet et stort hit, og instruktøren Gilles McKinnon er sammen med walisiske Kevin Allen (Twin Town) blevet hyldet som - lidt tidligt måske - Danny Boyles efterfølgere. Boyle er skotten, der skabte en trend for det skævvredne og lokalpatriotiske med Trainspotting. Men tag ikke fejl, for McKinnon er umiskendelig sin egen, og det gælder også for Small Faces.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu