Læsetid: 3 min.

Fra den virkelige verden

15. september 1997

To udgivelser viser, at tegneserier kan være mere end rendyrket eskapisme

TEGNESERIER
Inden for tegneseriemediet findes en speciel genre, der ikke nyder den voldsomme bevågenhed, men alligevel er opmærksomhed værd. Den dyrkes af en lille håndfuld amerikanske tegnere og er karakteriseret ved at være meget personligt fortalt, i mange tilfælde er der tale om direkte selvbiografiske tegneserier.
I den sidste halve snes år er der dukket et ungt kuld tegnere op, Joe Matt, Chester Brown og Seth, som insisterer på at berette om ting man ikke altid taler så højt om. Det kan være om gryende seksualitet i en historie om første gang man købte et nummer af Playboy. Det kan også være noget så prekært, som at finde en person, der også kan lide at spise sine bussemænd. Fælles for serierne er, at de altid udstiller hovedpersonen, dvs. tegneren af serien, i et ærligt lys og aldrig undlader at tage de negative sider med. Det kan give nogle sjove oplevelser og en hel del blandede indtryk af kunstneren som privatperson.
Denne selvbiografiske genre har sine aner tilbage i 60'erne dengang man skulle gå på opdagelse i sit eget sind, og den som har holdt mest ved og omhyggeligt vedkendt sit i mange øjnes sikkert perverse indre, er naturligvis den amerikanske underground-tegner par excellence, Robert Crumb.
Crump og fruen
Udover at have opbygget et ry som alletiders tegner er Crumb pludselig blevet kendt af en bredere skare i Terry Zwigoffs chokerende dokumentarfilm Crumb. Heri i portrætteres en kunstner med så meget neurotisk bagage, selvhad og dårlig opvækst, at den eneste overlevelse for ham, er at lukke sig inde i sine tegneserier. Og det gør han i nyeste nummer af det pudsige hæfte Self-loathing Comics, der med få afbrydelser er en række konversationer mellem Crumb og hans kone Aline Kominsky-Crumb. Det er udformet, så Robert tegner sig selv, når han snakker, mens Aline tegner sig selv, når hun snakker. Og snakket, det bliver der rigtig meget, om det paradoksale i at blive berømt på grund af en dokumentarfilm, om Aline, der pludselig godt kan sælge sine temmelig dårlige tegninger, fordi hun er gift med en berømthed, om Roberts holdning til jødernes historiske arv (Aline er jøde), om Alines seksualitet, som er eksploderet ret sent, om Roberts reaktioner på dette og generelle problemer med at leve op til mandeidealet. Sex bliver der således snakket meget om, specielt de ukontrollable lyster hos dem begge, der må neddæmpes hver gang deres teenagedatter Sophie træder ind ad døren.
Self-loathing Comics er ikke en tegneserie, som går bag myten Robert Crumb. For der er ingen myte. Der er adskillige historier at fortælle om denne særling, men en mystisk figur bliver han aldrig. For Crumb har aldrig udstillet sig i et eller anden smart lys, tværtimod tegner han sig altid som en halvgammel, benet, ubarberet, vrissen gris med rådne tænder. På alle måder en af de store amerikanske serieskabere, for hvem livet er andet end superhelte, karriere og store biler.
Navlefnuller
Den danske tegner Jan Solheim er den første, som har ført den selvbiografiske genre videre herhjemme. Som en slags dagbog fortæller han på engelsk i første nummer af sit lille blad Navelfluff om en periode, hvor han boede i et bofællesskab, der blev drevet af en diktatorisk lille mide uden den store bevidsthed om kollektivtanken. Det fine ved Jan Solheims serie er, at samtidig med at han fortæller sin mening om medbeboerne i kollektivet, udleverer han også sig selv. Man får indtryk af, at tegneren er lidt af en hystade, som skjuler sin irritation bag en konfliktsky facade. Men det er fortalt ganske underholdende, tegnet i en vidunderlig skæv streg.

*Robert og Aline Kominsky-Crumb: Self-loathing Comics. Fantagraphics Books. 3.50 dollars.
*Jan Solheim: Navelfluff nr 1. 15 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her