Læsetid: 3 min.

VM-billetten venter i Athen

11. september 1997

Efter sejr over Kroatien mangler Danmark kun et point i at kvalificere sig direkte til VM

Den ene bus efter den anden havde i timerne op til skæbnekampen gylpet ladninger af glade jyder ud i de københavnske gader, hvor de sejlede rundt og genoplivede sangene fra de glade 80'ere, hvor landsholdet intet vandt, men spillede som en drøm, enhver fodboldelsker selv havde hovedrollen i.
På værtshuset ved siden af Parken var otte-årige Thomas fra Langeland i selskab med sin far, morfar, farfar og onkel, der alle lige skulle have "en sidste". Thomas skulle til sin første fodboldlandskamp, og havde tippet 1-0 til Danmark: "Jeg er selv Fynsmester med HLBK," fortalte han. "Og valgt til årets spiller". For ikke indviede kan det oplyses, at HLBK står for intet mindre end Humble Linse Boldklub.
To timer senere var det danske landshold og folket på de fuldsatte lægter onsdag aften med en sejr på 3-1 over Kroatien kommet et par solide åretag nærmere VM i Frankrig i 1998.
Sejren blev grundlagt på en festlig og flot spillet første halvleg, hvor dansk optimismebold tog brodden ud af et kroatisk hold, der langsomt mistede troen på, at det kunne løfte opgaven.
Sikker på andenplads
De tre point betyder, at Danmark er sikker på at nå mindst den andenplads i gruppen, der udløser to ekstra kampe om VM-kvalifikationen. Skal Danmark kvalificere sig direkte, kræver det mindst uafgjort i den sidste kamp 11. oktober i Athen, hvor grækerne vil slås hårdt for selv at kvalificere sig.
Landskampen var et glædeligt gensyn med årets danske spiller Brian Laudrup. Havde Parken haft et tag, var det røget af, da han efter kun 16 minutters spil præcist og hårdt med venstre inderside satte gang i måltavlen.
Målet faldt efter flot forarbejde af Thomas Helveg, der erobrede bolden i højre side, rundede Robert Jarni og afleverede fra næsten liggende stilling ved baglinjen. Og dermed var en udsolgt - 41.381 tilskuere - Parken for alvor vækket og frustrationen fra Bosnien-kampen forløst.
Scoringen faldt kun få minutter efter, at kroaterne blev tvunget til at skifte ind på holdets svageste plads - målmandsposten - hvilket givet fik stor betydning for kampens udfald. Tonci Gabric fra FC Hajduk kom ind i løvens hule i stedet for Marijan Mrmic fra tyrkiske FC Besiktas, der måtte forlade banen efter et sammenstød med Miklos Molnar efter bare tre minutter.
Det danske mål blev signalet til offensivt spil. Og i det 34. minut pillede Michael Laudrup yderligere selvtillid ud af kroaterne, da han efter behændigt bandespil med Per Frandsen, passerede Gabric, der kun halvklarede.
Og dermed var 1. halvlegs fest ikke slut. Landstræner Bo Johansson havde valgt at give plads til Miklos Molnar i startopstillingen. En klog og heldig disposition. Efter 40 minutter sendte Ole Tobiasen en stikning til Molnar, der gik solo - og placerede bolden hårdt og fladt i det fjerneste sidenet. Og så var fællessangen øredøvende.
Sejren kom i hus på en dansk nationalscene, hvor tilråb under både nationalsangene og i starten af kampen afslørede, at der var et vist kroatisk islæt på de røde plastiksæder, der - forhåbenligt ikke som et symbol - bliver mere og mere blege under det danske klimas hårde behandling.
Det rød- og hvidternede kroatiske mønster, hentet fra det middelalderlige flag, der tjener som selvstændighedens symbol i Kroatien, prydede store dele af de øverste lag af Nissan-tribunen, og råbet 'Suker, Suker, Suker!', genlød igen og igen.
Råbet blev dramatisk aktualiseret i slutningen af 1. halvleg. Robert Jarni sendte på et af kroaternes sjældne angreb bolden fra venstre ind over Jes Høgh og i panden på Davor Suker, der headede den forbi Peter Schmeichel, der kun kunne strejfe bolden.
Men selv dét mål, eller den ungarske dommer Sandor
Puhl, der gik mere op i at straffe brok end vold, kunne ikke dæmpe de danske tilskuere.
Thomas fik ikke ret. Det kan han sikkert godt leve med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu