Læsetid: 1 min.

Voldens anatomi

20. september 1997

Jens-Martin Eriksens nye roman om etniske udrensninger er blevet godt modtaget af anmelderne

Forfatteren Jens-Martin Eriksen blev på ingen måde hængt (ud) af anmelderne ved daggry i går - (som det er sket adskillige gange tidligere) - da hans nye roman om en ung mands blodige oplevelser under en borgerkrig udkom. En ung mand, som medvirker ved etniske udrensninger i en krig, som minder om den i eks-Jugoslavien.
Tværtom mener Jyllands-Postens Erik Svendsen, at Eriksen med Vinter ved daggry har ramt en guldåre, og at romanen er hans hidtil bedste. Han kalder den for "et sjældent vellykket bud på, hvordan man kan sammentænke storpolitik, æstetik og filosofi." I en anden morgenavis, Politiken, karakteriserer Niels Barfoed romanen som "en ærlig og alvorlig fiktionsstudie i voldens anatomi" og tildeler forfatteren "fem skudhuller" for initiativet, mens Ekstra Bladets John Chr. Jørgensen giver romanen seks stjerner, hvilket er maksimum i bladets stjernekategorisering. Romanen griber og ryster, er psykologisk overbevisende og er et "efter danske forhold helt usædvanlig stykke litteratur". Kristeligt Dagblads anmelder, Maria Sjøquist, skriver, at "ingen bør bør være uberørte efter at have læst denne beretning" og at det, "der gør denne bog så enestående, er dens stil", hvor forfatteren uden superlativer og med enkle midler får en stærk virkning frem. Læs denne bog, slutter hun sin anmeldelse. Tidslen i buketten er sat af Weekendavisens anmelder, Lars Bukdahl, der klandrer Eriksens for en vævende pseudomundtlighed. Han taler om Eriksens "degnefingre" og skriver, at Organisationen til Redningen af Forfatter Eriksens Ukuelige Skriftproduktion, ORFEUS, til en start vil anbefale "afskaffelsen af monologformen èn gang for alle". Romanen er, mener han, en litterær artighed, som ingenm kulturredaktør vil tøve med at klappe ad med sine små lyserøde hænder. " Og det var vel ikke meningen, spørger han forfatteren. Inf.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu