Læsetid: 6 min.

17-tabellen som sjæle-trøst

24. oktober 1997

Knud Sørensen har begået en gammelagtig, men gennemsolid roman om en dreng i besættelsens år

ROMAN
Hvorfor må jeg ikke have en far, når alle de andre har én? Sådan spørger en ti-elleve års knægt, Jakob, som i besættelsestidens første forår bliver hentet i dét Aalborg, hvor han sattes i pleje som spæd, og kommer hjem til mor, Oline, på et husmandssted oppe blandt Vendsyssels klitter. Manden på stedet, Thomas, er Olines yngre bror. At han også er far til drengen, det er noget, alle på egnen véd uden at snakke så meget om det.
Fra Knud Sørensens forfatterskab, ikke mindst den formidable titelnovelle i Naboskab (1991) kender man den drevne brug af et géléagtigt 'man' eller et rummeligt 'vi' til at dække den fælles bevidsthed i et givet miljø, en underforstået, til dels hemmeligholdt viden, som de ægte lokale forstår at spille på ved flertydigt ordvalg eller med et særligt fælles grynt, der nærmest er en undertrykt, indforstået latter: "Hos Thomasses" kunne vi f.eks. sige på samme måde som vi sagde "hos Peters", når vi mente hos Peter og hans kone Marie.
Dette lokalt forankrede, og dog udefinérbare vi fører ordet i romanen, hvis handling falder i to omtrent lige store dele. Den første strækker sig fra 9. april 1940 til den følgende sommer, med Tysklands overfald på Sovjet. Den anden, mere fortættede del følger begivenheder på egnen og ude i den store verden fra april til august 1944.

Fortielsens kunst
I løbet af disse besættelsesår vokser Jakob op i en atmosfære, der på sin vis virker tryg og fuld af kærlig omsorg, men også er underlig akavet som følge af de omstændigheder, der knytter sig til hans dunkle oprindelse ligesom til morens og farens, undskyld: hans onkels, samliv. Det pusler undertiden ved den solide dør ud til laden, og kommer Jakob lidt omkring på egnen, bliver luften tyk af fortielse, eller naboer antyder dette og hint på en måde, der på én gang kan være velment og ondskabsfuld.
"Du skal ikke tage dig af, at de sådan snakker om dig," siger en legekammerat, Niels. Han har for resten også problemer med sin far, der hen ad vejen bliver værnemager i den store stil.

Mund- og klovsygens veje
Knud Sørensens stilfærdigt stofmættede bog handler nemlig ikke kun om Jakob, hans mor og hans 'forkerte' far, men også om det Danmark, der efterhånden finder ud af at få det bedste ud af de onde tider, når nu de ikke kan være meget anderledes. Man sælger mad til de tyske, bygger fæstningsværker for dem, og man ser skævt til lærer Svendsen, der prædiker modstand og fædrelandsære, og til den grundtvigske præst, der bruger konfirmationsforberedelsen til at fortælle, ikke blot om Holger Danske og Uffe hin Spage, men også om Kaj Munk.
Folk på egnen, altså Knud Sørensens 'vi', undrer sig over, at børnene åbenbart ikke er kede af at gå til præst! Dette er ét eksempel blandt mange på den særlige, mundtligt bårne underfundighed, der præger romanens prosa. Et andet er brugen af ordet 'jo', der sammenfatter, hvad alle føler eller instinktivt ved.
Sørensens fortæller snakker et sted om mund- og klovsyge og om den mærkelige måde, den kan sprede sig på: "Da den første ejendom her blev ramt, blev den isoleret. Der blev sat skilte op, og ingen måtte nærme sig gården, og gårdens folk måtte ikke komme på andre gårde.
Alligevel spredtes sygdommen. I første omgang var det ikke engang naboerne, der blev ramt, sygdommen hoppede rundt i sognet og slog ned snart her, snart der. Den var i vinden, når den blæste, den var i regnen, når den faldt, men ingen, ingen kunne se eller forudse dens veje.
Den var der bare, pludseligt og pludselig overalt.
Det er noget af det samme, der kan ske med viden, skjult viden, hemmelig viden. Der er én, der erfarer eller opdager noget, han eller hun, og det kan for den sags skyld godt være et barn, går ikke rundt og fortæller om det, men alligevel, en skønne dag er den specielle viden almindelig viden, selv om der aldrig har været sat ord på den."

Gammelmodigt præg
Knud Sørensens tro insisteren på denne fælles bevidsthed giver ham som beretter det problem, at han bliver nødt til i ét væk at skifte synsvinkel. Det ene sted ser han tingene gennem Jakobs øjne og sind, det andet flytter han blikket til de to ensomme voksne. Men så springer han pludselig til sit skæbnesvangert antydende fælles-vi, anlægger altså et kollektivt synspunkt. Sammen med en gammelmodig stil, der ikke går af vejen for besjæling af læhegn og fluer, skaber denne fortælleteknik et lidt antikveret litterært præg, som om bogen kunne være affattet engang i 50'erne.
Det er den nu næppe. Så ville forfatteren nok i mellemtiden have opdaget, at der er to kapitel 31. Men det virker sært i 1997 at møde en roman, hvis fortæller ikke nøjes med lange, tunge tilbageblik, men også rask væk tillader sig at foregribe, hvad der skal komme. Knap er tyskerne dukket op, før Onkel Knud lader værkets stemme snakke løs om, hvordan de siden hen gererede sig, og da Jakob omsider får eget værelse, med nyvaskede gardiner, kløjs fortælleren virkelig i det:
"Værelset var altså ikke mere gæsteværelset, men 'Jakobs værelse', og det blev det ved med at være i al den tid, han boede her. Undtagen - ja undtagen den korte tid, da værelset ikke var Jakobs, men 'den fremmedes værelse', men det tidspunkt er der endnu tre år til. Nu er værelset Jakobs."
Forbeholdsløse Sørensen-fans evner vel sagtens at finde den slags raffineret, måske endda 'autentisk'. Jeg synes det virker kejtet og kluntet. Skønt meningen er den allerbedste. For i 1944 får gården faktisk en gæst, en sabotør eller spion, muligvis en undvegen frikorpsmand, som dag for dag bliver del af familien og tilmed overtager Thomas' plads som Olines elsker. Knugende er en scene, hvor Jakob og Niels malet og majet ud som Coopers indianere kommer over dem ude i klitterne, og småkomisk er en passage, hvor Jakob går ovenpå for at læse, men falder i søvn - og vågner ved at høre kærlig konversation om længsel og savn og om livets mening. Det må vist være et hørespil, skønt en af stemmerne ligner morens, "men det var naturligvis noget vrøvl, det måtte være radioen, for sådan noget var der da ingen, der sagde, når det var virkeligt."

Livet går videre
Det fine ved en roman som En tid, om en dreng, et sted, en egn og et land, er, at den holder én fast på, hvad der er virkeligt. Man får som læser en fornemmelse af tyngde, klogskab, levet erfaring, og selv om man også indimellem rystes i det stille og ved indlevelsen i Jakobs skæbne isner til, et sted langt inde, så mindes man også til stadighed om overlevelseskraften, styrken i fælles vished om hverdagskår.
Bogens lumske 'man' eller 'vi' repræsenterer nemlig ikke kun smålig misundelse og nidkær social kontrol, det rummer også en form for omsorg, forankret i hensynet til det liv, der jo alligevel skal gå videre.
Romanens slutning viser det. Her sendes opvakte Jakob hen for at bo hos realskolens forstander, men falder undervejs i staver over cyklens styr:
"Det går ikke, det her. Han må videre.
Han begynder at høre sig selv i 17-tabellen helt op til 17 gange 17."
Det hjælper, oplyser Sørensen stille. Dermed ender kapitel 34 og hele romanen. Men eftersom 31 jo optræder to gange, har den 35 afsnit. Det er to gange sytten. Plus én: den uudryddelige rest. Smerten og glæden, vi knap har ord for.

*Knud Sørensen: En tid. Roman. 196 s. Kr. 225,00. Gyldendal. Udkommer i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her