Læsetid: 3 min.

21 grønne linjer i åbningstalen

8. oktober 1997

Meget svage signaler om en grønnere økonomi i åbningstalen

"Regeringen vil fortsætte sin offensive miljøpolitik."
Det er første sætning og hovedbudskabet i åbningstalens 21 linjer lange redegørelse for regeringens økologiske visioner for det kommende folketingsår.
I talen lagde statsministeren vægten på landbrugets forskellige kilder til miljøbelastning. To konkrete initiativer er ifølge Poul Nyrup Rasmussen på vej:
For det første bekræftede statsministeren forventningen om, at regeringen vil fremsætte forslag om "en mærkbar forhøjelse af pesticidafgiften" i håb om at komme nærmere målene i den fortsat ikke opfyldte pesticid-handlingsplan.
For det andet oplystes det, at regeringen vil prøve at få en afgift på landbrugets anvendelse af kvælstofgødning igennem. Af regeringens lovkatalog fremgår det dog, at skatteminister Carsten Koch først "agter at fremsætte lovforslag om en kvælstofafgift i foråret 1998."

Risiko for syltning
Så kontroversielt som et sådant forslag er, er der dermed betydelig risiko for, at det ikke vil kunne færdigbehandles i dette folketingsår, men må genfremsættes i efteråret 1998. Med risiko for, at det først får virkning fra det følgende års finanslov.
I en kommentar til åbningstalen siger sekretariatschef i Det Økologiske Råd Christian Ege:
"Vi er glade for at regeringen lover en mærkbar forhøjelse af pesticidafgiften. Vi ved også, at den skal være særdeles mærkbar, for at vi kan nå Folketingets mål om en halvering af brugen af pesticider. En fordobling er ikke nok."
Om afgiften på kvælstof siger han, at det skal være en afgift på al kunstgødning, ikke kun på det såkaldte overforbrug af gødning.
"Det store problem er, at landmanden kan gøde mere, end planterne kan optage uden at overskride gødningsnormen," mener Det Økologiske Råd. Rådet efterlyser også en strammere kontrol med rester af pesticider i fødevarerne og strammere kemikaliepolitik i det hele taget.

Ingen grøn økonomi
Bortset fra de bebudede pesticid- og kvælstofafgifter var der i statsministerens tale ingen signaler om en omlægning af økonomien i grøn retning via f.eks. en forøgelse af grønne afgifter og forbrugsafgifter til fordel for mindsket skat på menneskelig arbejdskraft.
Miljøminister Svend Auken mener heller ikke, at den "midlertidige økonomiske opbremsning" er nogen god anledning til at omlægge skatterne fra indkomst til ressourceforbrug, "selv om det på langt sigt er en rigtig strategi." Det sagde han på et pressemøde om de kommende initiativer på miljøområdet.
Poul Nyrup Rasmussen kom i sin tale ikke ind på problemerne med de fortsat for høje danske udledninger af drivhusgassen CO2, herunder de særligt vanskelige problemer med at bringe væksten i den CO2-forurenende trafiksektor under kontrol.

Bilen ud af speedbåden
På det punkt sagde Svend Auken: "Vi må erkende, at vi har befolkningens opbakning til det meste af miljøpolitikken, men ikke til en begrænsning af transporten."
Han håber dog at få medhold i EU, så det bliver muligt at lægge grønne afgifter på katamaranfærgernes brændstof, så der kan sættes en stopper for, at "mandens bedste ven bliver transporteret på speedbåde".
På miljøområdet er der en række initiativer på vej for at sikre den decentrale drikkevandsforsyning mod pesticider og anden forurening, udfase de 100 farligste kemiske stoffer, få bedre styr på affaldet og fremme den "produktorienterede miljøindsats" og de renere teknologier.
Men ellers lægger Auken især vægt på det internationale miljøsamarbejde. Han karakteriserer klimamødet i Kyoto i december som årets vigtigste miljøbegivenhed - en afgørende prøve på de store landes vilje til at gøre noget reelt for at bringe udslippet af drivhusgasser ned.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu