Læsetid: 7 min.

Abfahrt til Europa

4. oktober 1997

Intermetzo
Der findes kun ét land i Europa, hvor man kan finde trafikskilte der viser vej til Europa. Det er ovre i England, skriver Søren Mørch i første bind af Det europæiske hus.
Det er i lyset af denne ubestridelige iagttagelse at man skal vurdere Tony Blairs lettere højrøvede udtalelser på New Labours sejrsbevidste partikongres i Brighton. Her fremhævede den fem måneder gamle premierminister Storbritannien som nr. 1.
Ikke i den forstand at England nogensinde igen bliver den største, som han erkendte, næppe heller den mægtigste, men til gengæld den bedste. Tony Blair lod ikke sin jublende flok - en beskeden brøkdel af de 93 procent vælgere, der støtter ham - i tvivl om at den britiske nation allerede har genovertaget sin firehundredeårige historiske lederrolle i Europa. Eller rettere på kanten af Europa, men med dominerende indflydelse.
Historien lader sig ikke så nemt lave om på. Dette har altid været Englands oplevelse af lugten i det europæiske bageri. Og er stadig gængs opfattelse i Parlament og Whitehall, når den besøgende kontinentalist m/k fører samtalen ind på, hvad nogen i et naivt øjeblik måske tror er fælles europæiske vilkår.
Men England er en ø og kontinentet Europa. Den faste forbindelse til Frankrig, som konservative antikontinentalister tilsvarende også imødeså med skepsis, har - i det mindste for en overfladisk betragtning - ikke ændret dette pavlovske synspunkt. Ikke på det verbale plan.
Uanfægtet af hærtagning, en tilstand, som de britiske øer siden 1066 kan prale af, næres fortsat en selvbevidsthed under en eller anden form, der lige med ét - jvf. Falklandskrigens imperiale stemning - kan mobiliseres. I den ånd kan en triumfalistisk premierminister med 93 procent i inderlommen komme afsted med at antyde via sit lille kokette "næppe" muligheden af at blive mægtigst igen og i hvert fald klart lægge billet ind på at være førstemand blandt de kommende bedste i verdensdelen. Like that.

På det punkt er der ikke megen lighed for anstændighedsnormerne i Europa. Når Frankrigs præsident siger noget sådant eller lignende, er det jo nærmest hvad man forventer. Det tager naboerne trods alt også roligt, fordi det jo alligevel - på guderne ved hvad år - går lá lá med omstillingen af det franske produktionsapparat fra merkantilisme til moderne markedsøkonomi. Og hvis den italienske premierminister, om hvem man aldrig kan huske er nu- eller forhenværende, siger noget tilsvarende og udtalelsen ligefrem bliver citeret, skyldes det at han ejer en tv-station.
Hvad angår de andre lande, kan det være det samme. Mindre unionsmedlemmers førstemænd påberåber sig utvivlsomt med mellemrum en eller anden ledende rolle om ikke andet så til indvortes brug, hvilket er af tilsvarende betydning udadtil.

I den forbindelse udgør Danmark i sin egenopfattelse en undtagelse. Eftersom dansk national vished om suveræn overlegenhed i forhold til fælleseuropæisk standard på så godt som alle områder er i den grad rodfæstet, kan festtalerne indskrænke sig til i et særligt kodesprog at henvise til landets lidenhed:
"Nu er Danmark jo ikke noget stort land," siger taleren - det kan for den sags skyld sagtens være statsministeren. Og så ved man besked. Det betyder i det kodesprog, alle rigtige danskere behersker som deres andet modersmål, at Danmark til gengæld besidder en ganske særlig målestok, efter hivlken andre nationer må finde sig i at lade sig bedømme: socialt, politisk og kulturelt. Ingen af disse andre, hvor meget de ellers mener at kunne præstere af fransk kogekunst og italienske loftsmalerier, har jo haft N. F. S. Grundtvig boende i nærmiljøet i det meste af et helt århundrede. Derfor.
Således kan de fleste medlemmer af nationernes Europa slippe afsted med at hævde stort set, hvad det skal være af fordelagtigt om sig selv, at de næppe igen bliver mægtigst, men er de bedste. De fleste kan. Thi såfremt en tysk kansler uanset vægt og partifarve ytrede noget tilsvarende som Blair i Brighton, ville der hurtigt brede sig en meget dårlig stemning. Hvilket sådan set heller ikke er så underligt.

I klummistens forholdsvis tidlige barndom, som ikke mere var i går, men udspillede sig med base i det dengang landlige Frederiksberg, da Folkevogne stadig havde delt bagrude og usynkroniseret gearkasse, kørte familien i en sådan lejet bil med tyske nummerplader - efterdi man i de år kun kunne leje Folkevogne/biler i Hamburg - ud i det mishandlede Europa.
En sådan tur glemmer man ikke så let, skønt der er gået mange, mange år. I Tyskland med de sønderbombede byer, som var en lidelse at se, skønt de jo i en vis forstand havde fortjent det, gik det an med tyske nummerplader. Doch. Aber i Holland og Belgien, doch nicht! Klummistens fædrene ophav havde været så forudseende at erhverve et par uldne små dannebrogsflag, som inden udkørslen fra das grosse besatte Vaterland fastgjordes i Folkepottens køleribber over motoren bagi, og på forbagageklappen i håndtaget dér.
Måske er det for meget sagt om dispositionen at denne reddede den lille families liv - men de små uldflag betød utvivlsomt at den dristige ekspedition i tysk forklædning ind i de tidligere underkuede områder ikke fik uoverskuelige konsekvenser. Sagt i et afdæmpet tonefald og til oplysning for yngre årgange, der har kunnet interraile sig gennem alle europæiske traumer, var folk med tyske nummerplader - og uden forsonende synlige momenter - ikke velsete i de førhen så krigsramte lande.

Man gør sig knap nok begreb om omfanget af de svinestreger, Hitlers villige bødler bedrev - også i disse små forsvarsløse nabolande, der formentlig som konsekvens heraf lige siden opfindelsen af Kul- og Stålunionen har været de mest ivrige tilhængere af en ekspanderende europæisk union. Lidelserne under det Tredje Riges ambitioner om europæisk herredømme var i adskillige grusomme tilfælde akkurat så konkrete i Benelux som i østområderne.
Eksempel: Ned i en dyb drypstenshule i Ardennerne, hvor den dannebrogsbehængte potte gjorde ophold for at indholdet kunne få lejlighed til at beskue denne trestjernede seværdighed, havde SS engang i besættelsens slutning jaget de fleste af landsbyboerne og gjort kort proces. Kvinder, børn og gamle mænd. Måske ikke så mange i antal målt med den store alen, men jo flere end nok for de pågældende. Alle yngre arbejdsføre mænd deporteredes i samme anledning som ufrivillig arbejdskraft til Krupps kanonfabrikker i Ruhr. Og denne lokal événement var jo blot én blandt så mange andre.
I det store regnskab efter krigen druknede en så beskeden historie i flommen af rædselsberetninger, som Europa smerteligt kunne opregne på Tysklands voldelige vej til Hitlers Neuropa. I Holland, hvor kærligheden til den store nabo i øst af på samme vis var til at overse, havde nazisterne - for at hollænderne som folk i fremtiden kunne leve op til deres dyrebare ariske egenart - bistået dem herudi ved at myrde 106.000 af deres landsmænd. Sic transit broderparten af Hollands jøder. Et sted på vejen over Zuidersøen - som dengang var under indvinding og forvandling til Ijsselmeer ved hjælp af kæmpediget, og hvis tilstødende områder i øvrigt samme år som hin folkepottetur var ramt af stormflod så telefonpæle og hustage endnu stak op af det grågrønne, grumsede vand - havde tyskerne på et tidspunkt taget digefogederne som gidsler og skudt dem. Mere skurkagtigt kunne en voldsmagt dårligt opføre sig i de nedre lande, hvor indbyggerne, som Steen Eiler Rasmussen engang sagde, kan være uenige om meget, hvad de sandelig også er, men aldrig om vandstanden.

Frankrig var på det tidspunkt så fattigt, at danske penge var noget værd og befordrede såvel halvfint logi som rigelig med mad og drikke samt en mekanisk legetøjsbil til fremtidens klummist. Det begav sig alt i byen Metz, hvor familien meget passende stiftede bekendtskab med armoden og ødelæggelserne i det martrede grænseland mellem tyske og franske.
På samme tid havde de engelske på den anden side af invasionsvandet bevæget sig ned i nærheden af sultegrænsen. Fødevareationerne var uden for enhver beskrivelse elendige. Det skrumpende imperium ejede ikke salt til et æg, og måtte se sig selv distanceret i verdensmagtrangfølgen.
I Grantham gik købmand Thatchers kedsommelige datter Margaret Hilda med det store overbid og den underudviklede medfølelse rundt i kål- og kulstøvsatmosfæren af sur arbejdsom disciplin og trist afsavn og forberedte sig på at blive sit lands onde skæbne og senere baronesse Thatcher.
Italien, som en efterfølgende synkroniseret folkevogn med danske plader hostede sig helt ned til, faldt lige som uden for det bedre selskab der trods alt var håb for. Italienerne var ganske enkelt håbløse. De åd mel i kogte stænger med tomatsovs, stjal med arme og ben og kneb med behårede fingre og nasale brunstlyde ethvert nok så affældigt stykke skandinavisk kvindfolk i røven.
Det var Europa. Af det skabte de/vi uden hjælp af nordmænd det nuværende. Det kan man jo være imponeret af eller det modsatte, men for en nøgteren betragtning er det da fanden galemig på den baggrund noget af en bedrift!
Og på så kort tid som fra klummistens barndom. Alt i alt.
De, der mener noget andet, har ikke set og forstået Europa fra en folkevogn med delt bagrude og obligatorisk dobbelt udkobling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu