Læsetid: 6 min.

Jeg adlød blot

4. oktober 1997

Maurice Papon står i den kommende uge overfor anklager om forbrydelser mod menneskeheden under Anden Verdenskrig, hvor han stod bag deportationen af 1.670 jøder. Men kan man dømme den gamle Papon, fordi den unge Papon pararede ordre - fra den franske stat

QLUMMEN
På onsdag den 8. oktober begynder retssagen mod Maurice Papon, tidligere generalsekretær for Gironde præfekturet i det sydvestlige Frankrig, som er anklaget for at have medvirket til forbrydelser mod menneskeheden under Anden Verdenskrig.
I franske aviser og ugeblade er antallet af artikler om Papon vokset støt i de forløbne uger, og flere fjernsynskanaler har vist hede debatprogrammer og historiske reportager. Et foreløbigt højdepunkt i optakten til retssagen kom for fire dage siden i form af den franske kirkes "angerdeklaration", i hvilken kirken for første gang (omsider?) officielt beder om tilgivelse for sin tavshed under jødeforfølgelserne.
Men hvorfor egentlige denne fornyede offentlige interesse for en højtstående embedsmands adfærd for mere end en halvt århundrede siden? Er det fordi spørgsmålet om Vichy-regimets rolle under den tyske besættelse stadig passionerer - og splitter - franskmændene? Afspejler det en generelt voksende interesse for denne periode - hvilket de mange nye bogudgivelser kunne tyde på det? Eller er det snarere fordi mange undrer sig over, hvordan det overhovedet er lykkedes Maurice Papon at gøre diplomatisk topkarriere efter krigen - først som præfekt for Korsika, så for Konstantin og for politiet i Paris, og derefter ganske enkelt som finansminister i Raymond Barres regering under præsident Giscard d'Estaing?

Årsager eller ej - i en leder i le Nouvel Observateur skriver redaktøren Jean Daniel, at han egentlig først havde gjort sig til teoretiker for tilgivelse. Han havde ønsket, at Maurice Papon, ved oprigtigt at fortryde sin adfærd gennem to år af sit liv, ville gøre det muligt at undgå en domfældelse, som efter så mange år ganske enkelt ikke kan rette sig mod den samme mand. "Det, der generer mig ...", skriver han, "er, at denne gamle dømte mand intet har at gøre med den unge kriminelle mand".

Men voila! I interviews på fjernsyn og i dagblade præsenterer Maurice Papon sig selv som en anden kaptajn Dreyfus; i den grad offer for et maskineri af helt ufattelige omstændigheder. Og i stedet for at lægge op til lidt ydmyghed, langer Papons advokat ud med den påstand, at højtstående fransk-jødiske embedsmænds adfærd i opsamlingslejren i Drancy, udenfor Paris, var langt værre end hans klients.
Dette kalder redaktøren det mest fordægtige forsvar der nogensinde har været anvendt. Papon havde valget mellem at tage sin frihed eller arbejde for Vichy; jødernes valg var mellem rædsel og selvmord. Det skal falde dom i denne sag, slutter han sin argumentation; en dom som kan høres i Algeriet, Rwanda, Bosnien, Tjetjenien og Israel, fordi der er kriminelle handlinger, som er ufortabelige og som menneskeheden aldrig glemmer, og fordi udryddelsen af europæiske jøder er en målestok - det ondes absolutte grad - for vurderingen af al kollektiv kriminalitet i dag.

I le Monde anlægger historikeren og politologen Jacques Semelin en anderledes vinkel på Papon-affæren. Denne retssag drejer sig fremfor alt om hvor langt en embedsmand skal adlyde sine chefer, skriver han, og det er jo i princippet et interessant spørgsmål - også i en dansk sammenhæng. At anklage Maurice Papon for at have udført sine overordnedes ordrer er for ham at se det samme som at bekræfte embedsmandens pligt til ulydighed.
Anklagen skal først og fremmest ses i lyset af den franske stats kollaboration med Nazityskland, iværksat af marskal Pétain. Ideen om kollaboration er ensidig. Der underforståes en særlig reciprocitet som ikke findes hos Hitler. Det er Vichy-regiments ledere som ønsker at gå i denne retning - for at forsvare franske interesser, som de siger. I sommeren 1942, da Berlin kræver titusinder af jøder arresteret og deporteret, påtager den franske administration og politiet sig at udføre opgaven.
Politiets generalsekretær, René Busquet, og dennes højre hånd, Jean Leguay, bliver ansvarlige for denne plan udviklet i samarbejde med de tyske myndigheder. I Gironde udfører Maurice Papon således ordrer som han har modtaget fra Busquet, via regionalprefekten. Annullerer denne hierarkiske position manden Papons personlige ansvar; denne mand som på sit kommandoniveau reelt organiserer deportationen af 1.670 jøder? Ifølge Semelin kan den anklagede faktisk godt plædere juridisk uskyldig i lyset af hans rolle som et lille led i den administrative kæde ved at sige: "Jeg adlød blot".

Men hvordan skal men egentlig forstå at flere tusinde af statens tjenestemænd har kunnet gøre sig til instrumenter for fjenden? Kollaborationen iværksat af Pétain har tydeligvis været afgørende. Våbenhvile-aftalen gør det klart, at den franske stat pålægger alle myndigheder og administrative sektorer at tilpasse sig de tyske myndigheder regler og samarbejde med dem "på en korrekt måde".
Hertil føjer der sig en særlig embedsmandskultur baseret på ideen om disciplin. Vichys propaganda holdt aldrig op med at minde embedsmændene om det: Deres pligt er at adlyde Frankrigs regering. Som den amerikanske historiker Robert Paxton - der i øvrigt skal vidne som ekspert i retssagen - skriver med fuld styrke:
"I et lands historie opstår der nu og da et grusomt tidspunkt hvor man - for at opretholde det, der giver nationen mening - ikke kan være ulydig overfor staten. I Frankrig var det efter juni 1940".
Alligevel er der nogen, som på en helt improvisatorisk vis forsøger at "gøre noget" indenfor deres embeders rammer: Bevist tilbageholdelse af dokumenter, administrativ sabotage, afledning af ordrer, fabrikation af falske papirer, videregivelse af hemmelige oplysninger til personer før der bliver arrestede osv. Marc-Olivier Baruchs fremragende nye bog - Servir l'Etat français (forlaget Fayard) - giver flere eksempler, som til en vis grad nuancerer billedet af embedsmændenes virke i "de sorte års" Frankrig.

Det interessante er imidlertid, om de, som ikke adlød, så har en følelse af at have gjort oprør mod myndighederne? Tilsyneladende ikke. Ofte siger de blot at de gjorde deres pligt; at række sin nærmeste hånden er bare naturligt. Deres ulydighed er en måde at adlyde deres samvittighed på, et moralsk princip - et princip om menneskelighed.
Hvilket gør det relevant at vende tilbage til embedsmandens rolle mere generelt. I de forfærdelige år 1940-44 må en sådan person nødvendigvis være plaget af en indre konflikt mellem princippet om at adlyde og princippet om menneskelighed.
I 1942, mens jødedeportationerne finder sted, må denne konflikt have været særlig intens, især hvis han arbejder i et prefektur, i politikorpset eller er togfører. Hvad beslutter han sig for? Selvom han måske ikke ved præcist hvor jøderne skan hen, ser han dog disse mennesker er "ulykkelige", forfulgte og udstødte. Vil princippet om menneskelighed da - for ham - være det stærkeste? Hvis dette ikke er tilfældet, så prioriterer han følgelig princippet om at adlyde, hvilket giver ham mulighed for at henlægge ansvaret for sine handlinger til sine chefer. Deraf den kendte formulering: "Jeg adlød blot".
Her støder man igen på det klassiske spørgsmål om individets ansvarsforflygtigelse, som under holocaust blev forstærket af selve opdelingen af ansvarsområder - er diabolsk kæde, som på blot få dage førte ofret fra sine kendte omgivelser til gaskammeret.
Hvis det hele munder ud i at fritage manden for ansvar under disse omstændigheder, er man så ikke længere ansvarlig for noget som helst, spørger Semelin? Vil dette ikke dybest set være at domsfælde os selv, vores egentlige dømmekraft som mennesker? Har denne hæderlige embedsmand ikke i et kort øjeblik besluttet at underlægge sig lydighedsprincippet snarere end princippet strukturers fange, hvad er der så tilbage af hans frihed?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu