Læsetid: 3 min.

Alene Lene

28. oktober 1997

Charlotte Strandgaard på internettet

NY BOG
Charlotte Strandgaards nye roman, Elleve Dage i November startede som et internet-projekt. Charlotte Strandgaard lagde bogens kapitler ud på internettet, efterhånden som de blev skrevet, og bogen er delvis bygget på e-mail kommentarer fra læserne. Romanens egen tilblivelsesproces, som jo skyldes internettets mulighed for kontakt, er således et af lyspunkterne i dens ellers triste tematik: Velfærdssamfundets skjulte ensomhed.
Både Lene på 51 år og Lenes venindes søn Thomas på 18 lever alene. Lene fordi hun er blevet skilt, og Thomas fordi han lige er flyttet hjemmefra. Lene har været et fast holdepunkt for Thomas. Hun har et godt job og gode veninder, men under en orlov har hun isoleret sig af angst for omverdenen. Angsten har ført til et livstruende pillemisbrug, som hun må indlægges for. Thomas forsøger at holde sammen på stumperne for Lene og for sine egne forældre, som er skilt men vil flytte sammen igen. Hans stedmor Lola er ligesom Lene røget ud i en personlig krise og et misbrug af beroligende medicin. Thomas' største bekymring er nu hendes og hans tre små stedsøskendes skæbne.

Brugslitteratur
Charlotte Strandgaard har et stort socialt engageret forfatterskab bag sig. Fra hun i 60erne debuterede som lyriker, har hun vedholdende skrevet digte, noveller og romaner, der i solidaritet med samfundets svage skildrer deres liv indefra - nogle gange også dokumentarisk - en socialt engageret litteratur der med måske uheldige associationer er blevet kaldt brugslitteratur. Den undertrykte kvindes følelsesregister har før præget hendes tekster og gør det også til en vis grad i Elleve dage i november. Lene er nemlig blevet misbrugt seksuelt af sin eks-mand, og har aldrig fået bearbejdet de følelser, hun havde i forbindelse med, at hun fødte sin datter for tidligt. Denne følelsesmæssige knude, som Lene overfor sig selv bare har kaldt det, må ud hos psykiateren, før hun kan komme videre.

Doku-drama
Havde romanen været en tv-film, ville man måske kalde den et doku-drama. Her er sure karklude, gamle underbukser og laks fra Netto. Her er et kik ind i hverdagen hos den bedre stillede halvdel af den danske middelklasse, hvor ikke mindst de midaldrende roder rundt for at få deres karriere, deres privatliv og deres roller som mødre og fædre til at hænge sammen. Thomas på 18 er et barn af en generation af egoister, som med skilsmisser, afspændingskurser, nervemedicin og terapi forsøger at styre deres frustrerede livsstil.
Bogen har således et socialpolitisk omdrejningspunkt, den indeholder en indirekte kritik af en samfundsform, som skaber ensomhed, pillemisbrug og frustrerede individer. Der er en stor solidaritet med hovedpersonerne Lene og Thomas fra den implicitte fortællers side, en forståelse for deres handlinger og en livagtig indsigt i især Lenes angstfyldte indre univers. I det hele taget er personerne livagtigt og realistisk skildret, de lever og ånder med hud og hår. Men skildringen af deres bedre mellemklassemiljø nærmer sig en kliché på 70'ernes venstreorienterede middelklasse - kun opdateret til 90erne ved hjælp af internetadgang og e-mail-adresse.

Mangel på ironi
Problemet med Elleve dage i november er, at Strandgaards skildring af Lene, Thomas og de andre med deres problemer er gjort helt uden ironi. Ironien er ganske vist et begreb, der i øjeblikket er til debat - dets modstandere hævder, at nu har vi fået nok, nu må den højtidelige alvor tilbage. Jeg tvivler på, at Charlotte Strandgaard skriver, som hun gør i et oprør mod ironien. Her er snarere tale om, at hun altid har skrevet sådan her, også før postmodernismen satte ind med sin ironiserede tale. Derfor er der ikke noget forfriskende eller fornyende i tonen. Romanen peger ikke på værdier, der kunne skabe grobund for ny optimisme og dermed et opgør med ironien: Afslutningsscenen foregår over et spil trivial pursuit på åben psykiatrisk afdeling og er ganske vist meget hyggeligt skildret, men hele beskrivelsen af Lenes møde med psykiatrien er groft romantiseret.
Tanken om internettet som et nyt kontakt- og mødested er smuk - men dog en ringe erstatning for et fysisk nærvær. Den manglende ironi og den højtidelige tone gør bare, at bogen som helhed virker dybt sentimental.

*Charlotte Strandgaard: Elleve dage i november. Borgens Forlag. 262 sider. 268 kr. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her