CD's politiske kunstnere tæt på at trylle valg væk under Folketingets debat, der ellers handlede om grøfterne mellem SR-regeringen og oppositionen til både højre og venstre
Tryllekunstnerne fra CD's folketingsgruppe fik i går igen placeret det lille parti midt i den politiske debats skarpe projektørlys. Som med et greb i den høje sorte hat satte Arne Melchior den uformelle og afgørende del af dagsordenen under Folketingets åbningsdebat torsdag.
Det sket meget tidligt, da han kort inde i debatten annoncerede, at han senere under debatten ville fremsætte et tre linjer langt dagsordensforslag. Med det ville Arne Melchior pålægge regeringen at føre forhandlinger, der kan "føre til øget opsparing og dæmpet forbrug".
Dermed kopierede CD-kunstneren, den broglade, cigarrygende eks-trafikminister, regeringens mål med det omdiskuterede økonomiske indgreb uden at forpligte sig på midlerne. Og det fangede regeringen som i et troldspejl.
Selvom Melchiors overraskende udspil mindede om Erhard Jakobsens legendariske hvide kaniner, der i 70'erne og 80'erne prægede mange folketingsvalg, er der højst tale om en hvid hamster.
Melchiors dagsorden ville nemlig højst have kunnet udskyde valget nogle dage under på forhånd dømte forhandlinger på skrømt. Og hamsteren endte endda som en papir-hamster, da Nyrup klokken otte i aftes udsatte Folketingets debat i tre timer. For at undgå en afstemning om Melchiors hvide hamster.
Socialdemokratiets politiske ordfører Torben Lund afviste hurtigt Arne Melchiors forslag - "vi er meget optagede af at diskutere indhold i dag, høre synspunkter, og vi er måske mindre optaget af at diskutere dagsordenen og deltage i et dagsordensræs af den ene eller anden karakter"
Alligevel fik CD-politikeren sat det afgørende præg på debatten under en hel folketingsdebat.
CD på midtbanen
Så CD vandt første runde med sit greb i den høje sorte hat.
Arne Melchior fik placeret CD på den attraktive midterplads i Folketinget. Det skete med et blik til den seneste meningsmåling fra Gallup i gårsdagens Berlingske Tidende, der kunne fortælle, at Poul Nyrup Rasmussen kun kan fortsætte som statsminister efter et valg, på Mimi Jakobsen og Arne Melchiors nåde.
Derfor kom Arne Melchiors forslag om forsonelig forhandling til at dominere debatten i Folketingets korridorer indtil Nyrup kortsluttede processen, afbrød mødet og indkaldte til natlige leder-forhandlinger.
Fra talerstolen så det helt anderledes uforsonligt ud.
Per Stig som grøftegraver
Hér gravede både venstre og højre side af salen grøfter.
De konservative lagde for:
"Lad mig minde om, hvad regeringen sagde, da den fremlagde sit finanslovsforslag i august, og oppositionen og de økonomiske vismænd påpegede, at det var utilstrækkeligt og for slapt," sagde Per Stig Møller og citerede derefter finansminister Mogens Lykketoft for at sige, at "nogle måske vil savne dramatiske udspil i finansloven. Godt det samme. For dramatiske skridt i et forslag til finanslov er noget, som kun tages, hvis økonomien er på gal kurs".
Per Stig Møller fortsatte frydefuldt med at citere fra Mogens Lykketofts nylige udsagn.
"Finansministeren har det i det hele taget med at sige sådan nogle rigtig sjove ting. Det er kun en måned siden, han i BT sagde, at det var fis i kasketten at spekulere i stramninger, for dansk økonomi havde det bedre end i mange år. I dag kan vi se, at det var udtalelser, som med finansministerens egne ord er fis i kasketten", sagde den konservative leder, Per Stig Møller.
Venstre i vild polemik
Det var Stig Møller selv, der løftede det store slæb på de konservatives vegne under den lange åbningsdebat.
Derimod havde Venstre valgt at spare på Uffe Ellemann-Jensens forkølede kræfter, så næstformand Anders Fogh Rasmussen var på talerstolen igen og igen. Altid i hidsig polemik med regeringen.
Et af Anders Fogh Rasmussens bærende polemiske kunststykker var en ivrig boren i Socialdemokratiet og
de radikales sammenhold
på flygtningeområdet. Fogh spurgte retorisk, flere gange, til emnet.
"Der er en ting, vi må have på det rene. Indenrigsministeren har fremsat nogle tanker om udlændingepolitikken. Men fremtrædende repræsentanter for Det Radikale Venstre har sagt nej til udspillet. Nu må vi vide helt præcist: Er Indenrigsministerens udspil et udtryk for regeringens politik? Er det kun private tanker uden dækning i regeringen?"
"I så fald er der jo blot tale om det sædvanlige dobbeltspil, hvor socialdemokraterne siger een ting ud ad vinduet for at tækkes vælgerne før valget, hvorefter de intet foretager sig, når først valget er overstået. Det er pynt i de socialdemokratiske vinduer. Det sørger Det radikales Venstre for," tordnede Anders Fogh Rasmussen i går fra talerstolen.
Samtidig præsenterede Anders Fogh Rasmussen fem punkter, der dårligt kan udlægges som andet end et rent valgoplæg.
Venstre vil, ifølge Fogh Rasmussen, i prioriteret rækkefølge stramme udlændingepolitikken, sætte flere voldsmænd og flere narkohandlere i flere og sikrere fængsler, uddanne børnene bedre, fjerne ventelisterne til sygehusene, og endelig stoppe regeltyranniet i det danske samfund.
Radikale hug til Fogh
Anders Fogh Rasmussen blev imødegået fra regeringens ordførere. Den radikale gruppeformand Jørgen Estrup, afviste alle Anders Fogh Rasmussens tanker om at skære i u-landsbistanden.
"Hvis man gør det, så sætter man den Anders Fogh Rasmussen'ske grønthøster i gang, og så skidt med, hvad der ryger med. Det er ikke Danmark, der yder for meget u-landsbistand. Det er de andre lande, der yder for lidt," sagde Estrup.
Samtidig beskyldte Estrup V og K for at ville forhandle på skrømt.
"Forhandlingsvilje viser man først og fremmest gennem realistiske forslag. Derfor er det ikke godt nok, når V og K peger på offentlige besparelser og frivilligt præmieret opsparing som et alternativ til regeringens forslag. Det er altså først og fremmest det private forbrug, der løber for stærkt", sagde Estrup. Og var derefter den regerings-politiker, der kom tættest på at udskrive valget allerede under de indledende forhandlinger.
"I Det Radikale Venstre har vi det ikke med at stille ultimative krav. Men når det drejer sig om at fastholde den økonomiske kurs, som har givet så gode resultater i de seneste år, så gør vi det nu alligevel. Set med Radikale øjne er det et ufravigeligt krav, at målsætningen for betalingsbalancen opfyldes. Om nødvendigt må regeringen tage et valg på det spørgsmål," sagde Jørgen Estrup.
På det tidspunkt havde regeringen endnu ikke meldt ud, om den endeligt ville støtte udskrivelsen af et valg, eller ville støtte Arne Melchior og CD's dagsordensforslag.
Arne Melchior talte varmt på CD's vegne om den danske flygtningepolitik. Men Melchior talte også varmt for nødvendigheden af et indgreb i stil med det, regeringen har foreslået.
Blandt andet sagde Melchior, at løsningen på betalingsbalanceproblemerne ikke er offentlige nedskæringer.
"Det private forbrug bruges for 33 procents vedkommende på import. Det offentlige forbrug bruges for 10 procents vedkommende på import. Det vil med andre ord betyde at man skal nå tre gange så meget ved offentlige besparelser for at nå den samme effekt. Og det rammer os alle," sagde Arne Melchior.
Socialistisk Folkeparti talte også varmt om fortsatte forhandlinger. Men SF'erne afviste dog fortsat en tvangsopsparing for indkomster under 250.000 kroner. Selvom SF'erne gerne vil forhandle, går grænsen ved de laveste indkomster.
Både Pia Kjærsgaard og Kim Behnke fra de to yderste højrepartier brugte folketingets talerstol til et uhørt hårdt angreb på flygtninge, indvandrere og den danske indvandrerpolitik.