Læsetid: 5 min.

Aviser på charmeoffensiv

14. oktober 1997

Med det banebrydende pædagogiske værktøj AvisNET kan skoleelever kigge dagspressen over skulderen - og lave avis med professionelt værktøj

Glem det lille kemisæt. Glem det lille postkontor og den lille købmand, for nu kommer den lille avisredaktion. AvisNET hedder Danske Dagblades Forenings (DDF) tilbud til folkeskoler, gymnasier og ungdomsuddannelser i øvrigt, og det tilbyder adgang til nøglefaciliteterne i moderne avisproduktion: Adgang til Nyhedsbureauet Ritzau, Berlingske Tidendes billedbureau Nordfoto samt et væld af andre nyhedskilder, dertil layoutfaciliteter samt undervisning i journalitsikkens grundregler.
AvisNET ligger på internettet som et pionereksempel på, hvad IT-alderen vil byde på af undervisningsmaterialer, der sprænger de hidtil kendte rammer for, hvad der kan lade sig gøre i et klasseværelse - hvis ellers man er koblet op. Det er efterhånden de fleste gymnasier og ca. en tredjedel af folkeskolerne.
"Det, vi har lagt ud, er et værktøj som vil kunne bruges i mange forskellige typer af projekter," siger Kirsten Holck Rantorp, der i samarbejde med IT-konsulent Hjørdis Beier har skabt Avisnet DDF's afdeling Avisen i Undervisningen (AIU). "Man kan på skolerne vælge at bruge en uge eller fjorten dage, alt efter hvilket omfang det enkelte avisprojekt skal have," forklarer hun til Information.
"Det eneste, man skal bruge, er sit eget tekstbehandlingsprogram. Men vi er godt klar over, at der sidder lærere rundt omkring, som nærmest blokerer over for det her, og derfor sender vi en brochure ud, og vi lægger en teknisk lærervejledning ud også. Desuden lægger vi nogle standardskabeloner ind til layout."
"Der er et spring fra at være en god avislæser til at vide så meget om det tekniske bag avisproduktion, at man kan undervise i det. Det hele er så nyt, at vi endnu ikke har startet kurser i forbindelse med avisNET endnu, men vi har allerede kursusvirksomhed, og det vil blive en del af indholdet i kurserne at lave avis på internettet," siger Kirsten Holck Rantorp, der har en baggrund i folkeskolen og bogbranchen.
- Når eleverne kan gå ind og læse på Ritzaus Bureau og finde nyhederne på internettet, hvad skal de så med trykte aviser?
"Ved at give adgang til Ritzau kan man give eleverne mulighed for at sammenligne og vurdere, hvordan de enkelte aviser bearbejder nyhederne. Og det er det, der er formålet - at gøre opmærksom på avisens særlige styrke. Hvad vi tilbyder her, er nogle redskaber til at arbejde med at producere avisen, men også redskaber til at læse avis. Og for at læse avisen skal du trods alt hen og købe avisen. Vi gør det, fordi vi tror, børnene får indsigt i avismediets forskellige genrer og roller ved at producere en avis."
- Du tror ikke, den åbne og billige distributionsform, som internettet er, i længden vil underminere den trykte presse?
"Der er ingen tvivl om, at medierne smelter sammen, og at der kan hentes en masse god information på internet, men værktøjet her skal lære dem at skelne mellem hvad internet kan, og hvad avisen kan. AvisNET skal gerne få unge til at interessere sig mere for aviser og læse flere fysiske aviser, ud fra erkendelsen af, at avisen er umådelig central, hvis de unge overhovedet skal følge med. Hvis elever kun en gang imellem ser en tv-avis bliver de umådelig overfladisk orienteret, og dermed mindre kvalificerede til at være borgere i et demokratisk samfund."
AIU har tidligere udviklet - og fortsætter med at udvikle - traditionelle undervisningsmaterialer om aviser. Med AvisNET, som det har taget et år at udvikle og som vil blive udviklet løbende, er der skabt et pædagogisk værktøj som på banebrydende vis rummer alle elementer af avisproduktion, fra kildesøgning til distribution. Når elever laver avis kan der gå hen og komme gangbare produkter ud af det, hvilket AvisNET illustrerer med en link til den amerikanske netavis Vocal Point, der i et samarbejde mellem flere skoler producerer temaaviser af og for unge. I Sverige har netmagasinet Blixt, som skrives og redigeres af 14-17 årige vakt international opmærksomhed og endda vundet priser.
Ikke mål, men redskab
Gorm Albrechtsen, chefredaktør ved Herning Folkeblad og medlem af det udvalg i DDF, der har udviklet AvisNET erkender risikoen for at anvendelsen af internettet i undervisningen vil gøre unge til netbrugere frem for avisbrugere:
"Men de unge styrer i forvejen den teknologiske vej," siger Gorm Albrechtsen, "og derfor ser jeg en mulighed for her at kæde to begreber sammen, nemlig den trykte presse og den elektroniske. Vi har i branchen set med stor bekymring på, at unge vælger aviserne fra, og det kan vi naturligvis ikke bare læne os tilbage og se på. Vi har gjort et stort arbejde for at gøre skolelærere interesserede i den trykte presse, og jeg anser det her for at være et nyt redskab, ikke et nyt mål."
"Jeg er af den opfattelse, at jo mere man får at vide, desto mere har man brug for at kunne skelne, hvad der er lødig information. Nyhedsbilledet bliver mere kompliceret, og det er vigtigt at de unge opdager, at de selv skal være med til at vælge, i stedet for bare at læne sig tilbage og passivt modtage den strøm, der kommer fra radio, tv og internettet. Det er vigtigt at lære kildekritik. Og hvem indestår for eksempel for rigtigheden af de nyheder, der er tilgængelige på internettet? Det er akkurat her, avisen er overlegen."
"Unge opfatter avisen som en vare, i stedet for at se den som et demokratisk værktøj. Hvis avisen er kedelig, så vælger de den fra. Det, at gøre avisen mere levende og spændende, er måske noget, vi kan lære af de elektroniske medier, og vi kan sagtens gøre det lødige stof interessant, også for unge læsere. Jeg tror vi er på vej derhen, hvor det bliver smart at læse avis. Et toårigt barn kan gå ind på internettet, men et toårigt barn kan ikke læse en avis."
- Vil aviserne kunne lære noget af AvisNET?
"Jeg synes det er alle tiders, at elever får mulighed for at kigge pressen over skuldrene, og det at de rent faktisk får mulighed for at distribuere deres nyheder via internet ser jeg ikke som en trussel, for det er meget sandsynligt, at nogle af de unge brugere disker op med nyheder, som er gået vores næse forbi. AvisNET er et envejs tilbud, men jeg håber det går hen og bliver en tovejs kommunikation," siger Gorm Albrechtsen.
På AvisNETs hjemmeside fandt Information i går kun en sætning, der omhandler presseetik. Den lyder: "Kravet til journalistik er at præsentere den bedste sandhed."
"Det er ikke så heldigt formuleret," siger Gorm Albrechtsen," men det hele er så nyt, og tingene kommer nok hen ad vejen. Presseetik er absolut et vigtigt begreb i den her branche."

*AvisNET:www.aiu.dk
*BLIXT:www.remotecom.se/blixt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her