Læsetid: 2 min.

Baskisk parti for Højesteret

14. oktober 1997

23 medlemmer af det ellers lovlige baskiske parti Herri Batasuna for retten for at "samarbejde med ETA og forsvare terrorisme"

Ingen hoteller i 100 kilometers omkreds af Madrid har ønsket at lægge senge til de 23 baskiske politikere, som i går blev stillet for den spanske højesteret i byens centrum. Frygten er nemlig stor for, at weekendens brand- og bilbomber i de baskiske byer Bilbao og San Sebastian skal brede sig til den spanske hovedstad i forbindelse med retssagen. De 23 ledere fra partiet Herri Batasuna er tiltalt for at samarbejde med "en væbnet gruppe" (dvs. den baskiske løsrivelsesbevægelse ETA) og for at "forsvare terrorisme".
Herri Batasuna er ETA's politiske gren, og politikerne er konkret anklaget for at have forsøgt at benytte partiets gratis tv-tid under det spanske parlamentsvalg sidste år til at vise dele af en ETA-video med maskerede mænd, der sad med maskinpistoler. De er også anklaget for at have fremsat udtalelser til støtte for ETA-mordene sidste år på en populær juraprofessor og en prominent baskisk advokat.
Herri Batasuna kom senest i juli i voldsom modvind over hele Spanien efter at partiet undlod at fordømme ETA-mordet på den konservative byrådspolitiker Miguel Angel Blanco. I den forbindelse var hundredetusinder af spaniere på gaden i demonstrationer mod ETA. Siden har Herri Batasuna været isoleret i baskisk politik, og flere mener nu at retssagen kan sætte det afgørende dødsstød ind mod Herri Batasuna.
Retsagens politiske overtoner har ifølge telegrambureauerne delt spanierne i to lejre. Den ene del mener, at man med retssagen knægter ytringsfriheden, mens en anden gruppe mener at Herri Batasuna længe har trængt til at blive stillet til regnskab for de påståede forbindelser til ETA.
Spaniens konservative indenrigsminister Jaime Mayor Oreja er ikke i tvivl om, hvad han mener.
"Jeg er sikker på, at moralsk og politisk så er ETA lig med Herri Batasuna og Herri Batasuna er lig med ETA," sagde han til avisen ABC. "Men jeg kan ikke sige, om der er en juridisk grund til at anklage Herri Batasuna for en kriminel handling."

Politisk retssag
Herri Batasuna-politikerne mener, at den spanske regering forsøger at presse dommerne til at erklære dem skyldige. Det lykkedes dog for Herri Batasunas forsvarsadvokter at udsætte sagen en uge, fordi datteren af en af højesteretsdommerne arbejder i indenrigsministeriets sikkerhedsafdeling, hvor netop kampen mod ETA planlægges. Herri Batasuna mente, at dommeren var inhabil, og talsmand Floren Aoiz, udtalte i den forbindelse:
"Det bekræfter vore anelser om, at dette er en politisk retssag, som er spundet ind i politiske motiver", sagde han.
Den omtalte video blev aldrig vist i tv, og netop derfor er anklagen mod Herri Batasuna mulig, mener partiet.
"Ingen udenfor Baskerlandet ved, at indslaget var et tilbud om fred fra ETA's side og ikke en støtte til ETA's vold, sådan som det fremstilles. Vores indslag blev censureret bort, forbudt, selv om det kunne skabe forståelse for baskernes vilje til fred. I bund og grund ønsker regeringen ikke en dialog med baskerne", siger en af lederne Karmelo Landa til Ritzaus Bureau.
Hvis de politiske ledere findes skyldige i anklagerne, kan de risikere mellem seks og 12 års fængsel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu