Smukke-Bodil og Tøse-Bodil - og en masse piger bag gåden Bodil Kjer - dukker frem i to nye bøger om primadonnaen
PORTRÆTTER
"Hvordan nåede hun så vidt? Hvordan blev Bodil Kjer den Bodil Kjer, vi kender - eller måske skulle man sige den Bodil Kjer, vi tror, vi kender?"
Sådan spørger Jens Kistrup i sit kærlige, men også direkte og fagligt ærlige portræt af Bodil Kjer - denne bedårende, men også gådefulde skuespillerinde, der aldrig tidligere har fået tildelt nogen bog.
Nu har hun så til gengæld fået hele to værker om sig selv - to bøger, der på mærkelig vis netop bekræfter spændvidden i hendes særlige primadonnastatus i dansk teater.
Først og fremmest bogen, der viser den smukke Bodil. Det er Huset Mydtskov, som gennem hele hendes lange karriere har samlet på de bedste fotografier, og som nu har samlet dem i den mest æstetiske billedskildring, hun må kunne ønske sig - Billeder af Bodil Kjer.
Perler
Alle fotografierne er billedmæssige perler, og sådan som de præsenterer sig i sort-hvid skyggedybde på det ene opslag efter det andet, skaber de netop den kvalitative kontinuitet, der hele tiden lader til at have ligget under Bodil Kjers rivende udvikling - fra den uskyldige unge pige til den erfarne, modne kvinde og den livskloge gamle kone.
Kameraerne har fået så mange nuancer med - her er hun helgen, hist er hun vamp - men hele tiden er der denne fuldstændigt afvæbnende skønhed i disse runde, skinnende øjne og den perfekte mund.
Dermed supplerer Jens Kistrups forord og Mydtskovs fotografier hinanden perfekt; med ordet og fotoet som de to forskellige kunstneriske udtryk beskriver de denne ganske særlige kvinde og hendes endnu mere spektakulære karriere gennem alle de 60 år, der imponerende nok er gået siden debuten i Hvo som forarger.
Tøse-Bodil
I dag spiller Bodil Kjer i højere grad rollen som 'Hvo som imponerer'... Da hun sidste søndag modtog sin jubilæumshyldest på Det Kongelige Teater efter forestillingen Kærestebreve, standsede hun den stampende applaus med en enkelt af sine karakteristiske, flagrende håndbevægelser.
Der blev helt stille i den gloende teatersal, og så indledte hun formfuldendt en takketale med ordene: "I dette rum har jeg tilbragt de vigtigste øjeblikke i mit liv."
For os i den yngre generation blev det et uventet og opsigtsvækkende møde med personen bag den skuespiller, der næsten er blevet ophøjet til et begreb.
Dette møde kan nu udvides - og fastholdes - gennem Bodil Kjers egne erindringer Et offentligt fruentimmer, som hun har fortalt til Marie Tetzlaff.
Sammenstillingen af de to er spøjs - en 80-årig skuespillerstjerne og en halvt så gammel journalist, men tilsyneladende begge kvinder med en uhæmmet nysgerrighed og naivitet.
Netop naiviteten fremhæver Bodil Kjer selv som grundlæggende for sin opfattelse af andre mennesker - 'himmelråbende naiv' kalder hun endda sig selv.
Men Tetzlaff får hende ikke mindst til at afsløre noget af alt det andet - om mændene (hun altid har haft), om veninderne (hun aldrig har haft), om kostumerne (hun altid har elsket), om rivalinderne (som uvægerligt dukkede op).
Selv nerverne får Tetzlaff spurgt til: "Jeg troede da ikke man var nervøs, før generalprøven nærmede sig!", siger hun blåøjet til Bodil Kjer. Og denne svarer prompte:
"Nej, Marie, jeg kan ikke holde dig ud!"
Læs resten selv - det er underholdende kvinde-til-kvindelæsning, detteher, også selv om alt det rigtigt spændende først kommer til sidst. Og selv om bogens halvhjertede kronologiske princip mildest talt er unødvendigt og - for nu at bruge et udtryk, som åbenbart bruges af den ellers så korrekte Bodil - skideirriterende!
*Billeder af Bodil Kjer. Fotos af Huset Mydtskov. Portræt af Jens Kistrup. 96 s. 295 kr. Gyldendal
*Et offentligt fruentimmer - Bodil Kjers erindringer fortalt til Marie Tetzlaff. 260 s. ill, 275 kr. Gyldendal
