Læsetid: 4 min.

Bertels omvendelse

31. oktober 1997

Bertel Haarder siger farvel til højskole-Venstre og diagnosticerer 'den bløde kynisme', men glemmer fuldstændig selvkritikken, og det gør hans nye bog ubehageligt ensidig

DEBATBOG
Vi er syge i sjælen, kan kun se med det ene øje, og vi har historiske traumer, som plager os, og truer med at ødelægge vort forhold til andre folkeslag. Vi er lige så nationalistiske som alle andre, og vi lider af en sælsom blanding af mindreværdskomplekser og selvovervurdering. Hævder Bertel Haarder i sin nye bog.
Haarder er stærkest, hvor han argumenterer mod dem, der "betragter EU som et virvar af byzantinske regler, som nu er trukket ned over hovedet på de uskyldige danskere." Han påpeger, at EU ofte får skyld for bureaukratiske regler; men i virkeligheden ligger ansvaret hos danskerne i deres bureaukratiske udmøntning af EU-direktiver.
Kapitlet "Fremtidens krig" om narkohandelen, der nu andrager mellem 400 og 500 mia. dollars, svarende til 8 pct af verdenshandelen, argumenterer overbevisende om, at EU-landene må internationalisere og omprioritere deres kriminalitetsbekæmpelse.
Et gennemgående træk i bogen er det, hvor Haarder for fuld udblæsning langer ud efter det, han kalder vor forkærlighed for "bløde værdier". De tragiske begivenheder, først og fremmest i 1864, havde lutret vor sjæl og givet os særlige indre kvaliteter at leve på. De "bløde værdier" er folkeoplysningen, demokratiet og "lige værdighed i borg og hytte". Vi er kommet til at lide af en fælles sygdom kaldet "den bløde kynisme".

Den vrede Bertel
Det er den vrede Bertel Haarder, vi møder i bogen. Han fortæller, at den er blevet til i de voldsomt varme sommeruger, vi havde i år, og nogle gange synes det, som om varmen virkelig er gået ham til hovedet:
Når han taler om den uforløste skam, får vi uden forbehold hans fordømmelse af danskernes manglende kampvilje under den tyske besættelse, som han kalder et skræmmebillede for eftertiden og ikke et forbillede. Næh, i Storbritannien, Canada, Australien og USA ser man overalt mindeplader for de utallige unge mænd, der faldt på Europas slagmarker fjernt fra deres hjemlande. Det ser man ikke i Danmark.
Jeg ved ikke, hvad Haarder ville have gjort, hvis han havde været forsvarsminister i 1940, men der mangler noget afgørende i hans beskrivelse af den periode i danmarkshistorien. Der er intet om Dansk Ungdoms Samvirke. Intet om den folkelige sundhed, som viste sig ved folketingsvalget i 1943 med rekordvalgdeltagelse, og hvor nazipartiet henvistes til en bundplads.

En ensidig omgang
Tværtimod er bogen fyldt med panderynken og nedvurdering af Hal Koch, som stod i spidsen for ungdomssamvirket, og som skabte den nye højskole Krogerup i 1946. Det er nemlig "bløde værdier", som ikke tæller for den stærke Bertel Haarder. Der er en ubehagelig ensidighed i denne bog.
De radikale er naturligvis årsag til al dårligdom og forfald, for de står for ham som symbol på svaghed og bløde værdier. Mens jeg læste bogen, blev jeg stolt over at være radikal, og af i mine unge dage at have siddet med ved bordet på Hal Kochs Krogerup. Jeg er nemlig sprængfyldt af "bløde værdier", og jeg har den tro, at det i disse år netop er tabet af disse værdier, som er en trussel mod enkeltmennesket og demokratiet.
Når Haarder skriver, at "demokrati ikke er samtale, og at demokrati i vor åndløse tid er blevet erstatningsreligion, der kræver sjælens underkastelse, og at skriftstedet er højskoleforstander Hal Kochs herostratisk berømte bog Hvorfor demokrati?, så er han selv ramt af sygdom i sjælen og ser kun med det ene øje.
Der er ikke i hele bogen bare ét enkelt sted, hvor det kritiske søgelys rettes mod hans egne eller mod den liberalisme, som fører sig frem med den individualisme, der har egoisme og væren sig selv nok med i kølvandet.

De bløde værdiers skyld
Jeg mener, jeg har fundet forklaringen. Denne bog er Bertel Haarders omvendelsesskrift. Han har som en af de sidste flyttet sig bort fra det højskole-Venstre, som nu nærmer sig udslettelse. Der er ingen grænser for, hvad de bløde værdier er skyld i: Børnene læser dårligt, skolen er dyr og dårlig (han havde dog selv ansvar for den i over ti år), vi har rekord i narkomisbrugere i fængslerne, og "indvandrerne har stort set kun bragt problemer med sig".
Det er ensidigheden, som gør det anstrengende at læse Bertel Haarders nye bog. Ole Vig Jensen og socialdemokrater og SF undergraver det danske samfund; men der er ikke ét kapitel, hvor Haarder tager fat på fremmedhadets førerhunde.
Tværtimod kalder han det kapitel, som handler om indvandrere, "Den bløde danske kynisme" og lader et af afsnittene begynde sådan: "Vi har været så tossegode at lukke dem ind i landet og pakke dem ind i vat, og nu hænger vi på dem. Sådan er den almindelige folkelige opfattelse af situationen, og det er ikke helt forkert".
Jamen, han må dog se for sig Pia Kjærsgaards og Søren Kraups moderne nationalisme i det selvgodhedens drivhus, han ellers beskriver så malende. "Vi savner kulturkløfter, kirkekamp og åndelige spændinger," siger Haarder.
Nej, vi savner noget andet. Vi savner, at mennesker har indlevelse i det, vi ikke lige har personlig erfaring med. Vi mangler historisk viden og kristendom og den rodfæstethed, som giver frisind over for anderledes tænkende og folk med anden kultur. Vi savner evne til at leve i et fællesskab, hvor der er forståelse for de svage, som ikke magter uddannelseskravene, og de mange, der knækker psykisk.
Det er sørgeligt, at Haarder ikke har blik for, at det netop er de "bløde værdier", som skal gøre os menneskelige og udruste os til kulturkampen med afstumpethedens og intolerancens bannerførere.

*Bertel Haarder: Den bløde kynisme - og selvbedraget i Tornerose-Danmark. 159 s., 150 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu