Læsetid: 4 min.

Fra blå jodel til Lou Reed

17. oktober 1997

30'er-musik i 90'er-udgaver: Hyldestplader til Jimmie Rodgers og Kurt Weill

NYE CD'ER
Jimmie Rodgers blev kun 36. Da han døde i 1933 (tuberkulose) havde han kun været professionel musiker i syv-otte år. Egentlig var han jernbanemand ligesom sin far, men svag fysik og skrantende helbred i det hele taget gjorde, at han måtte finde sig et noget mindre krævende arbejde, og da folk nu syntes, han var ret god til banjo og guitar...
Elvis Presley-historien er kendt af de fleste. Rodgers' historie har ikke så få lighedspunkter. Opvækst i hvidt arbejderhjem i USA's sydstater; en familie der dyrkede den lokale musik (folkemusik, gospel); også Rodgers mødte på sin arbejdsplads sort kultur og sort musik. I sin egen musik blandede også han de to traditioner og var dermed med til at skabe et gennembrud for en ny musik, som kom til at præge populærmusikken i årtier. Som Elvis var han stildanner - og blandt de unge døde.
Rodgers var den første popsolist, der fik rigtig succes på det nye medie: grammofonpladen. Han havde flere millionsælgere og var alene på den baggrund med til at definere den genre, som siden blev kendt som 'country'.
Han indarbejdede mange elementer i sin musik. Blues-inspirationen blev bl.a. til en 'blå jodlen': han jodlede, men ramte ikke kun de toner, tyrolerne bruger. Og han brugte også sin jodle-teknik i melankolske ballader.

Hawaii-cowboys
Hvis man tror, det var ensomme cowboys, der opfandt teknikken med de glidende guitarakkorder, så er der noget man har misforstået. Rodgers løb mere eller mindre tilfældigt ind i et par Hawaii-guitarister og inviterede dem med på scenen. Det dannede stil i en sådan grad, at man ikke siden for alvor har kunnet forestille sig et countryband uden en steel-guitar. (Rodgers havde plads til det hele: Louis Armstrong medvirker på én af hans blå jodle-sange).
Sangenes emner: livet på landet, kærlighed, en smule drukkenskab, kærlighed, jernbaner, endnu mere kærlighed (tabt og/eller næsten vundet).
Dette efterår er det så 100 år siden Rodgers blev født. Bob Dylan har stillet sig i spidsen for det store mindeprojekt: Nytolkninger af nogle af de store numre fra Jimmie Rodgers repertoire.
Dylan selv har til cd'en indspillet "My Blue Eyed Jane", så ingen et sekund kan være i tvivl om, hvor inspirationen til lp'en Nashville Skyline kom fra.
Hyldest-pladen fortæller indirekte en masse om, hvor meget klimaet har ændret sig siden disse sange blev skrevet. Det er irske Van Morrison, der synger "Mule Skinner Blues" og med sin tolkning repræsenterer sort musiktradition.
Mens Aaron Neville (sort, sydstats osv.) laver "Why Should I Be Lonely", så han lyder som en crooner fra en meget hvid natklub.
Mary Chapin Carpenter synger henført om livet syd for Mason-Dixon-linien, som engang var grænsen mellem Nord og Syd, mellem slavesamfund og slaveforbud. I Jimmie Rodgers tid en trodsigt-oprørsk sang - i dag nærmest en romantisk turistinvitation.
Blandt de mange medvirkende er: Bono, Alison Krauss, Steve Earle, Jerry Garcia, Willie Nelson, Dwight Yoakam.
Vellyd, gennemarbejdede arrangementer er stikordene til denne smukke og vellykkede hyldest til en stor sangskriver.

Tolkninger af Kurt Weill
Og mens vi er ved den fortsatte strøm af hyldestalbums: lydsporet til en amerikansk tv-film med tolkninger af Kurt Weill (1900-1950) er blevet sendt på markedet som September Songs.
Weill kan vel ikke være sikker på at være en del af alles paratviden, så ganske kort: Som helt ung slog han igennem som komponist for Bert Brecht. Efter nazisternes magtovertagelse flygtede han i 1934 fra Nazi-Tyskland til USA, hvor han fik en ny karriere som operette- eller musicalkomponist.
En stribe af hans teatermelodier er indgået i populærmusikkens standardrepertoire. Først og fremmest "Mack the Knife" (Louis Armstrong - igen), som på hyldestpladen synges både af Nick Cave, som bestemt ikke underspiller uhyggen, samt af Brecht i en optagelse fra 1930.
Men også "Alabama Song" findes i en række indspilninger - her er det David Johansen, der synger, og muligvis ikke har fattet, hvad den handler om.
Og titelsangen "September Song" (også her har Willie Nelson været) - her er den for anden eller tredie gang indspillet af Lou Reed i en brilliant, næsten otte minutter lang og tilbagelænet version, der lyder, som om Reed selv har skrevet den. Al Reeds særlige musikalitet, fortællerautencitet og skæbnebevidsthed er røget med i denne indspilning.
Elvis Costello har indspillet "Lost in the Stars" med Brodsky-kvartetten, en strygerkvartet han tidligere har indspillet og turneret med. Costello er med årene blevet så stilsikker, at han næsten ikke kan gøre noget forkert. Og denne hans indspilning er sammen med Reeds rigeligt pladen værd.
Blandt de øvrige medvirkende i hyldesten: Operasangeren Teresa Stratas, jazz-sangeren Betty Carter, forfatteren William Burroughs, popsangeren P. J. Harvey. I et småskævt mix blandes bassisten Charlie Hadens nyindspilning af "Speak Low" med en gammel optagelse med en engelsksyngende Kurt Weill.

*The Songs of Jimmie Rodgers. A Tribute. Egyptian/ Columbia. 485189 2.
*September Songs. The Music of Kurt Weill. Sony. SK 63046.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu