Læsetid: 4 min.

Blod på markerne

13. oktober 1997

Wynton Marsalis og hans jazzoratorium - og københavnsk efterårsfestival med Abbey Lincoln som hovedattraktion

Siden 1943 er Pulitzer-musikprisen - den mest eftertragtede musikpris i USA - årligt blevet tildelt en amerikansk komponist. I 1965 anbefalede musik-juryens tre medlemmer enstemmigt at Duke Ellington skulle modtage en særlig pris for sine musikalske indsatser gennem 40 år, men indstillingen blev forkastet af Pulitzer-rådet.
To af de tre jury-medlemmer trådte tilbage i protest, mens Ellington kommenterede afgørelsen med ordene Fate is being kind to me.
Fate doesn't want me to be famous too young. Han var 66.
Men tiderne skifter, og tidligere i år fik den 35-årige trompetist Wynton Marsalis en Pulitzer-pris for sit jazzoratorium fra 1994, Blood On the Fields. Det var i øvrigt i modstrid med fundatsen at give prisen til et tre år gammelt værk, men retfærdiggørelsen kunne ligge i at værket, der blev indspillet i 1995, først blev publiceret i forbindelse med pris-tildelingen.
Marsalis' værk er med sine næsten tre timer den hidtil længste komposition inden for en tradition, jazzens, hvor de fleste vægtige kompositioner normalt har en udstrækning på mellem tre og fem-ti minutter. Ellingtons suiter (men sjældent deres enkelte dele) bryder denne begrænsning, men selv den længste og betydeligste af dem, Black, Brown and Beige fra 1943, varer kun tre kvarter.
I sine noter gør Stanley Crouch (der for længst har reduceret sig selv til presseagent for Marsalis) en del ud af, at Ellington, da han var 32 (i 1931), ikke havde skrevet et værk, der var lige så ambitiøst som Blood On the Fields.
Nej, men til gengæld havde han skrevet flere værker af et kunstnerisk format som hidtil har været helt uden for Marsalis' rækkevidde, f.eks. Black and Tan Fantasy, Creole Love Call, The Mooche og Mood Indigo.

Langt fra Ellington
Blood On the Fields behandler ligesom Black, Brown and Beige de sorte amerikaneres historie, men selv om Marsalis' værk er fire gange så langt som Ellingtons, har det ikke en fjerdedel så meget substans. Her er intet, der blot nærmer sig Ellington-suitens Work Song, Come Sunday, Emancipation Celebration og Sugar Hill Penthouse; lige såvel som Marsalis' Lincoln Center Jazz Orchestra er et amatørorkester i sammenligning med hvad Ellington havde, både orkestralt og solistisk, i 1931.
Mindre kan selvfølgelig også gøre det, og Marsalis råder da over en betydelig kvindelig vokalsolist (Cassandra Wilson som Leona) og en særdeles erfaren mandlig (Jon Hendricks som Juba), mens Miles Griffith som Jesse ikke er noget at skrive hjem om, bortset fra at hans stemme let forveksles med Wilsons. I orkestret er Marsalis' permanente musikere nok hørværdige, især rytmegruppen med Eric Reed (klaver), Reginald Veal (bas) og Herlin Riley (trommer), men Marsalis formår ikke at give orkestret stil, så lidt som han formår at udfylde rollerne som komponist og librettist.
I forbindelse med sin panegyriske lovprisning af værket gør Stanley Crouch opmærksom på de udsolgte huse ved premieren i Lincoln Centrets Alice Tully Hall i april 1994. Også ved opførelsen i februar i år var der udsolgt, men Gary Giddins nævner i sin artikel om værket i Village Voice for 1. juli at to trediedele af publikum gik før tiden. Den indspillede version kan tages i mindre portioner ad gangen, men også her kræves der tålmodighed (Wynton Marsalis & The Lincoln Center Jazz Orchestra: Blood On the Fields (58 + 52 + 50 min.). Columbia CXK 57694 (GDC).
Forleden offentliggjordes programmet for efterårets jazzfestival i København. Det er fjerde gang den afholdes, og den er fortsat beskeden sammenlignet med juli-festivalen, både i varighed (3.-9. november), antal spillesteder (12) og arrangementer (29), ikke mere end hvad der kan opregnes i en trefløjet folder. Men den største forskel er måske, at man i november af gode grunde må undvære det der er en af de største attraktioner i juli - de udendørs koncerter.
Som denne festivals vigtigste begivenhed må nok regnes Abbey Lincolns fremtræden i Copenhagen JazzHouse mandag den 3. november.
Hendes koncert sammesteds under jazzfestivalen i juli 1996 huskes stadig som en overvældende oplevelse, bl.a. fordi vi kun kendte hende som sangerinde, ikke som den flerdimensionale performer hun først og fremmest er.
Hun er nu 67, men formentlig lige så tidløs som sidst.

Jazzhuse og Rundetårn
En anden koncert der tegner til at blive specielt interessant, finder sted i Tivolis Koncertsal fredag den 7. kl. 19.30. Medvirkende er den dominikanske pianist Michel Camilo og Sjællands Symfoniorkester under ledelse af Giordano Bellincampi (tidligere basunist i Radioens Big Band), men det spændende ligger især i programmet, som omfatter flere jazzinspirerede kompositioner, fra Milhauds Le boeuf sur le toit (1919) over Gershwins Rhapsody In Blue (1924) og George Antheils A Jazz Symphony (1925) til Stravinskijs Ebony Concerto (1945) og Niels Viggo Bentzons 2 Monkton Blues (1960). Der bliver også en soloafdeling med Camilo.
Copenhagen JazzHouse byder i øvrigt bl.a. på guitaristen Bill Frisell i duo med trommesageren Joey Baron (onsdag den 5.), den tyske avantgarde-saxofonist Peter Brötzmann med danske ligesindede (torsdag den 6.) Mads Vinding Trio med Enrico Pieranunzi og Alex Riel (fredag den 7.), Nikolaj Bentzon Constitution med Paul Jackson og Mike Clark fra Herbie Hancocks gamle Headhunters, begge november-jazzgæster (lørdag den 8.) og John Abercrombies orgel-trio (søndag den 10.).
Desuden har Tivoli JazzHouse (tidl. Slukefter) en Ben Webster-festival i festivalen med Simon Spang-Hansen og en genoplivet Thomas Clausen-trio med Mads Vinding-Alex Riel (mandag den 3.) og trompetisterne Jens Winther og Henrik Bolberg med trio ledet af Carsten Dahl (søndag den 10., NB! kl. l5). Sammesteds kan høres Ulf Wakenius Quartet lørdag den 8. og Thomas Fryland/Jacob Fischer Quartet søndag den 10. kl. 21.
Og i Rundetårn præsenterer Unicorn lørdag den 8. (NB! kl. 17) Allan Botschinsky i kvintet med Tomas Franck, Doug Raney, Bo Stief og Michael Axen. For at afslutte dette udvalg af musik-begivenheder under efterårsfestivalen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her