Læsetid: 4 min.

Til blodig balinesisk hanekamp

14. oktober 1997

Hanekampe er forbudt på Bali, men trives alligevel i det skjulte, hvor balinesiske mænd iblandt spiller hele familiens formue op. Deres udsendte får kvalme

Langt ude
Alarm. To personer kommer snigende hen mod min palmehytte. De kigger sig over skulderen, hvisker til hinanden. De er som taget ud af en dårlig spionfilm.
"Pokkers, politiet har fundet ud af, at jeg er i Indonesien som journalist uden de rigtige tilladelser. Nu skal jeg sgu' spendere en hulens bunke timer på en rådden indonesisk politistation," tænker jeg, da jeg får øje på dem. Og rygterne om politistationerne - rigtige eller forkerte - får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. I tropevarmen.
"Mister. Mister. Kom med os," siger den ene til mig. Nu pumper adrenalinen.
"Hvorfor? Jeg er jo blot turist," får jeg lige fremstammet.
"Jamen, vi har fået at vide, at du er interesseret i at se en balinesisk hanekamp. Og der er én som starter om en halv time lidt uden for byen," forklarer han og præsenterer sig som Henry.
Pyha. Jeg ånder lettet op. "Hvordan kan du dog være så dum at blive nervøs. Det er klart, at de er nødt til at gå stille med dørene, for hanekamp er jo forbudt," mumler jeg til mig selv.
Vi er på det nordlige Bali, hvor de sorte vulkanstrande og farvestrålende koralrev tiltrækker horder af rygsækrejsende med overklippede cowboybukser, batik-trøjer og Reef badesandaler.
Men jeg er her ikke for strandenes skyld, men for at se hanekamp. En rigtig hanekamp, hvor hanerne med syle på benene kæmper til bogstavelig talt sidste bloddråbe.

Korruption
Vi vandrer stille ud mod skuepladsen og udveksler de sædvanlige høflighedsfraser, men pludselig - omkring 25 meter fra kamppladsen - står 15-20 uniformerede betjente.
"Nåh, det bliver nok alligevel ikke til noget i dag," siger jeg til mine ledsagere, og peger på politiet.
"Jo, jo, det er ikke noget problem. De har fået bestikkelse allesammen," svarer den anden, som kalder sig Tony.
"Hvorfor så alt det hemmelighedskræmmeri inde i byen, når politiet alligevel ved besked?" spørger jeg lidt forundret og modtager rapt replikken: "Altså, hvis alle politifolkene i byen ved, at der er hanekamp, så skal vi betale ti gange så meget i bestikkelse".
I stilhed går vi videre til selve kamppladsen, hvor der efterhånden har samlet sig en stor gruppe mennesker. Måske 50.
Folk er kommet fra nær og fjern for at se hanekampene. Og spille.

Blodig kamp
Hanerne tages frem af deres kurve. De vejes og præsenteres for publikum, der med et sofistikeret tegnsprog - der forbliver uforståligt for Deres udsendte - sætter penge på deres favorit.
Så får hanerne monteret ticentimeter lange knivskarpe syle på hælene. Og kampen er klar til at gå igang.
Hanerne slippes løs. De kaster sig straks over hinanden. Det hele går hurtigt. Fjer flyver rundt i luften. Hanerne forsøger at hoppe op i luften for at hamre deres syl ned i nakken på modstanderen. De pruster. De galer. Tilskuerne er ellevilde. De råber og skriger. Og så pludselig er det hele forbi. Den ene hane er død. Den ligger fladt på jorden med blodet løbende ud fra nakken. 10-15 sekunder tog hele kampen godt og vel. Nu gøres regnskaberne op, og der er flere der har spillet så vildt, at familien må leve af næsten tomme risskåle i de kommende uger.
But the show must go on, så den næste hanekamp sættes igang. Ritualet gentages. Endnu en død hane og flere tomme risskåle. På en dag som i dag er der omkring ti hanekampe.

Afskyeligt
Hjemme i palmehytten forsøger jeg selv at nå frem til den dybere mening med hanekampen, forgæves. Så jeg tyer til antropologerne, der igennem årtier er blevet tiltrukket af hanekampen.
Hanerne symboliserer afskårede, selvstændigt levende peniser, der løber rundt og bekriger hinanden, lyder et komisk bud fra et par antropologer, der specielt lægger vægt på, at det balinesiske ord for hane sabung er et synonym for penis.
En anden antropolog, amerikaneren Clifford Geertz, har nået næsten Hemingwayske højder i sin fascinerende analyse af hanekampen. Hanekampen er en blodig kamp om status, fastslår han i teksten med den besynderlige titel Notes on the Balinese cockfight.
Ifølge Geertz er hanekampen nærmest en slags mikrokosmos med konflikter og alliancer som i det balinesiske samfund. Det ses blandt andet i et meget kompliceret system for hvilke haner man kan spille på. Balineserne spiller slet ikke efter chancen for gevinst - liberalismens grand old man Adam Smith ville vende sig i sin grav, hvis han vidste det. De satser deres penge udfra hvor nært et forhold, de har til hanens ejer. Og på den måde cementeres alliancer og fjendskaber.
Trods Geertz' næsten poetiske beskrivelser af hanekampen - og en drøm om at blive en ny macho-journalist og forfatter á la Hemingway - kan jeg ikke føle andet end afsmag for hanekampen. Billederne af de blodige haner sniger sig ind på nethinden, hver gang jeg lukker øjnene.

Bøffelbrydning
I stedet foretrækker jeg Sumatras bøffelbrydning. I bøffelbrydningen stilles to kæmpe vandbøfler face-to-face så deres horn er filtret ind i hinandens. Og når der gives tegn - et pistolskud - begynder de at brydes med hornene indtil den ene enten løber ud af ringen eller lægger sig ned. En slags dyreverdenens sumobrydning. Ingen dør og ingen blod. Altså med mindre en af tilskuerne bliver ramt af den tabende bøffel, der galoperer ud af ringen med vinderen i hælene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu