Læsetid: 2 min.

Børnefondens forstødte går til Red Barnet

20. oktober 1997

De tidligere ansatte i Børnefonden, som for to år siden fyrede hele sin lokalstab i Rwanda, bliver ansat i Red Barnet

Kigali
I næste måned bliver flere af Børnefondens fyrede medarbejdere i Rwanda ansat i et gadebørnsprojekt, som Red Barnet iværksætter i hovedstaden Kigali.
"Bystyret har lovet os en grund, hvor vi kan opføre værksteder, der skal give gadebørnene nogle færdigheder indenfor snedkeri, skrædderi eller cykelreparationer," siger programkoordinator Lehnart Falk, Red Barnet i Danmark.
Projektet skal i første omgang kun omfatte henved 75 gadebørn. Alene i Kigali er der mindst 2.000 børn, der ernærer sig ved tiggeri, rapseri og småjobs. De fleste af dem mistede deres forældre under folkemordet i 1994.
"De afskedigede medarbejdere fra Børnefonden er så reelle, at vi gerne samarbejder med dem, og det er planen, at de i løbet af tre år helt skal overtage gadebørnsprojektet," siger Lehnart Falk.
En gruppe af de 200 medarbejdere, som den private u-landsorganisation Børnefonden fyrede for to år siden, da organisationen pludselig besluttede at forlade Rwanda efter 20 års virke, har forsøgt at videreføre Børnefondens arbejde under navnet 'Tabarabana', som organisationen nu hedder. Det betyder 'Red Børnene'.
I december sidste år sendte 3.500 af de børn, som Børnefonden havde afskrevet, julekort til deres danske sponsorforældre for at bede dem om støtte via Tabarabana.

Kun 70 svarede
Men kun 70 forældre har fulgt opfordringen om at sende svar til deres 'barn', og endnu færre - 45 sponsorer - indbetaler penge på en konto i Rwanda eller sender en check til deres 'barn', oplyser Léonidas Karangwa, der ulønnet leder Tabarabana. Desuden medbragte Lehnart Falk fra Red Barnet i sidste uge et større beløb fra endnu en dansk sponsor, der havde bedt ham tage pengene med til Rwanda.
Før folkemordet brød løs i 1994, havde Børnefonden 18.000 børn i Rwanda, fordelt på 30 projekter. Efter folkemordet nåede Børnefonden at få genåbnet 10 af projekterne med 4.000 børn, før den udstationerede danske leder for to år siden fik ordre på hovedkuls at forlade landet med falsk forklaring. Et par dage efter fik staben - der talte 200 fuldtidsansatte - besked om på en faxet meddelelse, at de var fyret, Børnefondens arbejde nedlagt, og at de skulle brænde arkiverne med adresserne på de danske sponsor-forældre.

Arbejder uden løn
Men en gruppe på 13 af medarbejderne har siden forsøgt at videreføre Børnefondets arbejde ved at stifte Tabarabana, som nu har fået regeringens godkendelse.
"Vi arbejder allesammen uden løn, og pengene fra deres sponsorforældre kommer helt sikkert ud til børnene," siger Léonidas Karangwa og oplyser, at prisen er 100 kroner om måneden pr barn, og at 25 procent af pengene går til Tabarabanas administration.
En anden udenlandsk hjælpeorganisation, AMDA, har også besluttet at støtte de fyrede medarbejderes initiativ ved at stå for renoveringen af organisationens værksteder.
Det er fortsat et mysterium for de udenlandske hjælpeorganisationer i Rwanda, hvorfor Børnefonden uden varsel valgte at indstille deres rent-a-child-projekter, som det hedder i branchen, efter 20 år velanskrevet arbejde i landet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu