Læsetid: 6 min.

Clinton, Iran og kapløbet om olien

4. oktober 1997

USA's olieselskaber raser over Clinton-administrationens forbud mod investeringer i Iran - et forbud, man frygter vil sætte USA langt bagud i kampen om Centralasiens store oliereserver

BOSTON
Informations korrespondent
USA's famlende og usammenhængende strategiske politik over for Iran er stillet på en hård prøve efter det franske olieselskab Totals underskrivelse i sidste weekend af en to mia. dollar-kontrakt med præstestyret i Teheran. Kontrakten gælder retten til udvindelse af olie- og naturgasreserver i North Pars-feltet i Den Persiske Golf.
I den amerikanske olieby Houston raser man over regeringens og Kongressens snævertsynede sanktionspolitik over for præstedømmet i Iran, som tilsyneladende straffer amerikanske olieselskaber og gavner deres rivaler i Europa, Rusland og Asien.
Ingen oliefolk tør sige deres mening offentligt om politikerne i Washington. I stedet er selskaberne begyndt at drive en uafhængig oliepolitik i Den Persiske Golf såvel som i den centralasiatiske region omkring Det Kaspiske Hav, hvor enorme olie- og gasreserver venter på at blive udvundet.
Det fremgår af en række artikler i det lille og indflydelsesrige specialblad Petroleum Intelligence Weekly fra New York.
Rapporter i bladet illustrerer, at amerikanske olieselskaber til trods for et regeringsforbud mod at handle og investere i Iran og Irak flere gange denne sommer er gået lige til stregen og et par gange over i et forsøg på at sikre sig fodfæste i de olierige regioner, inden udenlandske rivaler løber med rovet.
Derved bidrager amerikanske olieselskaber til at underminere Washingtons troværdighed som stormagt i Golfen, hvilket indbyder selskaber fra andre lande til at udnytte situationen.
Total kan bane vejen
Det er tilsyneladende, hvad der skete i sidste weekend. Total er et velbeskrevet blad i Houston. For tre år siden vandt Conoco Oil fra Texas en kontrakt på det iranske Sirri-felt i Den Persiske Golf nær Hormuz-strædet, men aftalen blev annulleret af præsident Bill Clinton. Kort efter overtog Total kontrakten.
I mellemtiden bød iranerne North Pars-feltet ud i international licitation, og efter to års drøftelser turde det franske selskab tage springet i denne uge. Totals beslutning skal tolkes som en prøveballon sendt op af de store multinationale oliekoncerner.
"Hvis Total vover at tage tage beslutningen, og Washington ikke reagerer for ekstremt, åbner det for slusen. Så vil et konsortium anført af Royal Dutch/Shell føle sig fri til at underskrive en aftale med Teheran om udvinding af gas i den anden del af North Pars-feltet. Endvidere vil det franske statsselskab Elf Aquitaine formentlig fordoble sin gas-udvinding i Irans Douroud-felt," skrev Petroleum Intelligence Weekly i maj.
Amerikanske sanktioner?
Den amerikanske lov, kendt under navnet Iran-Libya Sanctions Act, bemyndiger præsidenten til at indføre sanktioner mod ethvert udenlandsk selskab, der investerer for mere end 40 mio. dollar i de to lande.
Sanktioner kan være ensbetydende med indefrysning af et datterselskabs værdier i USA, et stop for eksporten til USA og et forbud mod at tage lån i amerikansk-ejede pengeinstitutter.
Europæiske olieselskaber skal imidlertid også tage hensyn til et EU-direktiv, som straffer dem med bøde, hvis de stiller kontraktforhandlinger nær afslutning i bero af frygt for den amerikanske regerings reaktion.
Hvis præsident Clinton vælger en blød landing under pres fra EU og den amerikanske olieindustri, vil det således bane vej for en storstilet udenlandsk investeringskampagne i Irans oliefelter. At industrikredse anser dét for et sandsynligt udfald på konflikten, tilskrives ikke mindst den nyligt tiltrådte iranske regering under den moderate præsident Mohammed Khatemis ledelse.
"Vi regner med, at flere lande og selskaber vil følge Frankrigs og Totals eksempel og investere i Irans olieindustri," sagde Kamal Kharazzi, nyudnævnt iransk udenrigsminister, i denne uge i New York.
Irans forbedrede image
I løbet af nogle få måneder har Teheran forbedret sit forhold til arabiske lande, undtagen Irak.
Ruteflyvninger til Saudi-Arabien er blevet genoptaget, alle arabiske lande vil deltage i en konference for islamiske nationer i Teheran til december, og det forlyder, at Iran og Israel forhandler under bordet om at løse nogle indbyrdes handelstvister, mens Tel Aviv overvejer at trække sig ud af Sydlibanon, hvor iransk-finansierede Hezbollah-krigere kæmper.
Ikke alene det. Præsident Khatemi håber også snart at komme overens med EU-landene, der trak sine ambassadører hjem sidste forår, da en tysk domstol konkluderede, at Iran havde finansieret og eksekveret mord på flere kurdiske oppositionsledere i Berlin i 1992.
En amerikansk og europæisk åbning ville dog kræve afgørende indrømmelser fra Irans side, bl.a. hvad angår sikring af international kontrol med det strategisk vigtige Hormuz-stræde i Den Persiske Golf.
En anden hindring for en normalisering er den kendsgerning, at Iran har bevæbnet sig til tænderne med masseødelæggelsesvåben af kemisk og biologisk art og mistænkes for at udvikle atomvåben.
Irans centrale rolle
"At Iran opruster militært gør det så meget mere vigtigt, at USA engagerer sig diplomatisk og økonomisk i landet. Det ville forsyne os med en stribe gulerødder, som kan trækkes tilbage, altimens vi som stok kan bruge militær magt", skrev Robert D. Kaplan, en amerikansk journalist og forfatter fornylig.
"Iran vil spille en central geo-strategisk rolle i forbindelse med udviklingen af de enorme oliefelter i Kaukasus og Centralasien i det næste århundrede. Det er umuligt at forestille sig, at USA under disse omstændigheder vil fortsætte med at isolere Teheran," mener Kaplan.
Samme konklusion har amerikanske olieselskaber draget. Ifølge Petroleum Intelligence Weekly deltog repræsentanter fra Amoco, Mobil og Conoco i en olie- og gasmesse afholdt i Ishafan, Iran sidste forår. Her fik de at vide af den iranske vice-olieminister, at Iran i øjeblikket forhandler med snesevis af udenlandske selskaber.
Den turkmenske olie
Men virkeligt opsigtsvækkende var det, da præsident Clinton i juli uden videre gav dispensation til bygningen af en olierørledning tværs gennem Nordiran fra Turkmenistan til Tyrkiet. Amerikanske olieselskaber medfinansierer projektet for at sikre transporten af den oliestrøm fra felter i Turkmenistan, der ventes at flyde om fem til ti år.
Efter denne sejr er amerikanske oliekoncerner begyndt at føre en mere aggressiv linje i regionen. Det skyldes først og fremmest de enorme investeringer, som selskaberne foretager i landene ved Det Kaspiske Hav, Ruslands baggård. Det drejer sig om felter i Turkmenistan, Aserbajdsjan og Kasakhstan.
Amerikanerne havde oprindeligt håbet, at en planlagt russisk pipeline kunne forbinde Tengiz-feltet i Kasakhstan til Sortehavet Men projektet er løbet ind i logistiske vanskeligheder, og desuden mener nogle selskaber, at det er uklogt at være afhængig af den russiske regering.
"Den eneste rigtige løsning for Chevron og Mobil er at få en rørledning bygget fra Det Kaspiske Hav til Iran, som allerede har infrastruktur til at bringe olien videre til Den Persiske Golf," sagde en vestlig olie-ekspert til Petroleum Intelligence Weekly i sidste uge.
Olieselskaber i offensiven
Det ville være i strid med officiel amerikansk politik. Ikke desto mindre planlægger Chevron og Mobil nu at bygge en sådan rørledning, så snart de kan opnå tilladelse fra Det Hvide Hus. Hvis det sker for anden gang i løbet af få måneder, kan Iran og ikke-amerikanske olieselskaber konkludere, at USA's sanktionspolitik ikke længere er troværdig.
Ni amerikanske olieselskaber har desuden ført samtaler med Irak om at udvikle oliefelter, når FN's embargo engang bliver ophævet. Ifølge det amerikanske udenrigsministerium må USA-koncerner gerne underskrive kontrakter med Irak; blot de ikke starter indledende arbejde i feltet.
Denne fleksible linie følges, fordi europæiske og asiatiske selskaber allerede har underskrevet oliekontrakter med Irak og nu laver forberedende arbejde i felterne, skriver Petroleum Intelligence Weekly.
Udviklingen i de to olierige regioner går altså så hurtigt, at den amerikanske regering i realiteten har mistet indflydelse over begivenhedernes gang.
"Det dur ikke, at præsident Clinton tænker i det sædvanlige snævre arabisk-israelske mønster, som har præget
USA's politik i Mellemøsten og Den Persiske Golf. Det er på tide, at han begynder at tænke på den nye geografis betydning for olieudvindingen i området," mener Robert Kaplan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu