Læsetid: 13 min.

Dagbog fra Drømmeland

18. oktober 1997

En lille, korrekt herre kommer hen til bordet. Han er ansat i Indenrigsministeret og vil gerne sælge mig nogle fotos. Af "de røde". "Det er El Che," siger han. "Fem dollars pr. styk"

Den sidste myte 3
Havana 3. juni 67
Aften hos Hilda. Mate-te og tørre småkager. De sædvanlige emner: Hendes elskede Peru og datteren Hildita, som er holdt op med at spørge, hvor hendes far er henne. Og så nyhederne fra Bolivia og rationeringen i Cuba, som bliver værre og værre. Hun behøver nu ikke at gå så højt op i det emne. Som Ches fraskilte hustru nyder hun en del privilegier, og hun bor i et stort hus på Quinta Avenida. Konfiskeret fra Lobo-familien som for længst er stukket af til Miami.
Inden vi bryder op, ta'r hun min hånd og trækker mig ud i haven.
"Kammerat Fundora vil gerne tale med dig," siger hun.
"Du bliver hentet i morgen. Jeg ved ikke, hvad han vil, men hold det for dig selv".

Havana 4. juni 67
De to officerer er ikke videre meddelsomme. De henter mig ved 10-tiden og kører alt for hurtigt gennem Vedado i en bulet Alfa Romeo.
"Hvor skal vi hen?" spørger jeg.
"Revolutionspaladset," svarede den ene.
Orlando Fundora rejser sig bag skrivebordet, da jeg bliver vist ind. Jeg ved, at han er chef for Partiets propagandaafdeling. Men jeg har aldrig mødt ham. Han er høj og halvskaldet. Smalt ansigt og et intenst blik. Først er der kaffe og en cigar af den slags, de kun ryger i Centralkomiteen. Før vi når frem til anledningen, viser han et ret godt kendskab til Danmark. Høflighed, formoder jeg.
Så kommer det: om jeg vil arbejde for Prensa Latina? Jeg svarer, at det vil jeg gerne. Jeg driver alligevel lidt formålsløst rundt i Havana.
"Så vil vi bede dig om at flyve til Moskva i morgen og derfra videre til Paris. I Frankrig får du nye instruktioner. Du bor på hotel Concorde. Du vil blive kontaktet af en kammerat fra Prensa Latina, som hedder Mario."
Fundore skubber en konvolut hen over bordfladen.
"Penge og flybillet," siger han tørt.

Moskva 6. juni 67
En helt absurd flyrejse. En gigantisk, men næsten tom TU-114 fra Aeroflot. De sovjetisk diplomater og rådgivere, der skal hjem på ferie, har taget små, cubanske papegøjer med. Nogle af dem flyver frit rundt i kabinen, mens mændene spiler skak og stewardesserne sover under tunge dyner. Maskinen ryster, og skakbrikkerne vandrer rundt på brættet. Før jeg falder i søvn, tænker jeg lidt over, hvad det her egentlig går ud på.

Paris 10. juni 67
Mario finder mig på hotellet. Det er en dejlig junidag, og han foreslår, vi går en tur langs Seinen.
Først holder han et langt foredrag om Prensa Latinas betydning og vækst. Så siger han, at jeg skal til Bolivia. Jeg skal sende daglige reportager fra La Paz. Sådan om situationen i almindelighed. Ikke adresseret til bureauet, naturligvis. Men til en postboks i Paris. Så vil de blive viderebragt. Der er stor interesse for, hvad der sker i Bolivia. Og jeg vil sikkert også blive kontaktet af nogle personer, som har forbindelser til guerillaen.

La Paz 16. juni 67
Jeg er helt elendig. Sorochen, højdesygen plager mig, og hotel La Paz er isnende koldt. Hvis mit budget holder til det, må jeg se at finde et andet længere nede langs 16. juli Avenuen.
Stakåndet og med pumpende hjerte får jeg mig slæbt op til Quemada-paladset, hvor den jourhavende præsident Barrientos holder til, og hvor der i en dyster og faldefærdig sidebygning er en slags pressekontor. Jeg fremviser et brev fra Gyldendal-tidsskriftet Den nye Verden og hævder, at det har et oplag nogenlunde på størrelse med Newsweek. Den overdrivelse skaffer mig omgående et lokalt pressekort, der dog ikke giver adgang til "den røde zone": Det centrale Bolivia, hvor guerillaen opererer.
Træffer Richard Gott fra The Guardian. Han er lige så højdesyg som jeg. Lidt af en trøst. Han spørger mig, hvordan jeg har tænkt mig at komme i nærheden af guerillaen? Jeg har ingen anelse, svarer jeg. Han forekommer mig nervøs og hemmelighedsfuld.

La Paz 22. juni 67
Nyt hotel. Copacabana med udsigt til Illimani-bjergets sneklædte tinde. Middag på Las siete Naciones. Indehaveren er dansk. Frode Hansen. Han ligner en tysk u-bådskaptajn med for mange togter bag sig. Han er endt i Bolivia, fordi det danske skattevæsen gerne vil stille ham nogle spørgsmål. Det lægger han ikke skjul på. Han er nærmest stolt over det. Maden er god, og der er derudover den fordel ved lokaliteten, at adskillige ministre og højtstående officerer holder til der.
"Du kan altid lytte dig til noget" siger Frode.
"Og når de bliver berusede, slås de udenfor, "tilføjer han. "Det er et kønt syn".

La Paz 25. juni 67
Oppe i Siglo Viente-tinminerne har arbejderne gjort oprør. Militæret har dræbt flere hundrede, hedder det. Deres leder, Simon Reyes, er flygtet. Det sættes i forbindelse med guerillaen.
Frokost hos Frode. En lille, korrekt herre kommer hen til bordet. Han er ansat i Indenrigsministeriet, siger han. Og han vil gerne sælge mig nogle fotos. Af "de røde" tilføjer han. Af Che Guevara. Han lægger fem fotos foran mig og peger på et af dem. En bebrillet, ældre herre som mest af alt ligner min regnelærer fra underskolen.
"Det er El Che," siger han. "Fem dollars pr. styk."
Han er lidt forundret, da jeg ikke viser nogen særlig interesse.
"De fleste journalister køber dem ellers,", siger han.
Højdesygen har fortaget sig. Om aftenen går jeg op til Murillopladsen for at finde en biograf, hvor de viser Lawrence of Arabia. Men jeg bliver standset af en ung mand, som kender mit navn og siger, at han gerne vil tale med mig. Ved bordet i en eller anden af disse kolde kaffestuer, La Paz er fyldt med, præsenterer han sig: Rodolfo Vasquez Vianna, bror til Jorge Vasquez Vianna, guerillaens eneste kontaktmand til nettet i La Paz og forsvundet og henrettet af hæren i april.
Rodolfo vil vide, om jeg har penge med fra Havana, og hvornår "hjælpen" kommer? Jeg svarer, at jeg kun skriver artikler. At jeg bare er en journalist. Det tror han ikke på. Han har hørt noget andet. Der er kommet et signal fra Havana. Jeg skal kontakte Loyola Guzman. Hun står for finansieringen af bynettet. Der er ingen penge, og der er ingen kontakt med guerillaen. Det går ikke godt. Og uden penge går det slet ikke. Han vil atter kontakte mig om en uge. Så har han fundet et sikkert sted, hvor jeg kan møde Loyola.

Siglo Viente-minerne
29. juni 67
Hvis det er her fra tin-minerne, støtten til guerillaen skal komme, ser det sort ud. Mændene er nedslidte og udsultede. Med deres beton-lunger vil de slet ikke kunne trække vejret nede i lavlandet. Og repressalierne efter opstanden har kuet dem aldeles.
Jeg overnatter hos præsten og brækker mig i den pæne seng, fordi jeg har drukket for meget chicha, dette modbydelige stads, alle tyller i sig heroppe. Hen på morgenen lytter jeg til Radio Havana. Kommentatoren er ikke i tvivl om, at minearbejderne vil slutte op om guerillaen. Som sædvanligt nævnes Che Guevara ikke. Jeg tvivler selv om, at han befinder sig her i Bolivia. Argentina ville være mere logisk.

La Paz 1. juli 67
Inviteret til morgenmad i præsidentpaladset sammen med Richard Gott og en halv snes andre journalister. Barrientos himself er vært. Tjenerne serverer med hvide handsker.
Bagefter holder præsidenten en pressekonference. Uhyret Che befinder sig i Bolivia, fastslår han. Men han vil snart blive likvideret sammen med de andre "rotter og hugorme".
Der er kommet flere gæster på hotellet: Regis Debrays forældre, et team af franske advokater og en lille gruppe fra The London School of Economics med Ralph Schoenemann og Tariq Ali Kahn i spidsen. De kommer lige fra Cuba via Prag, Paris og Buenos Aires. Og de lægger ikke skjul på det. Lidt uforsigtigt, hvis jeg må sige min mening. De vil hjælpe guerillaen. Hvordan får de kontakt? Jeg ved det ikke, svarer jeg. Jeg har mine egne problemer med by-nettet.
Om aftenen ankommer Feltrinelli fra Italien sammen med sin smukke veninde Sibylle. Han har også en skjult dagsorden.

La Paz 4. juli 67
Rodolfo dukker atter op. Det er ikke nemt at få kontakt til Loyola Guzman. Hun bliver skygget. Det er for farligt.
I stedet foreslår han, at jeg rejser op til Mexico med en fortrolig rapport til den cubanske ambassade. For første gang hører jeg det: Che er i Bolivia, og han og de andre bør hjælpes ud. Jeg antager, at Rodolfo er en pålidelig kilde. Jeg lover, at jeg vil rejse til Mexico en af dagene.

La Paz 6. juli 67
Feltrinelli, som jeg har mødt i Cuba, hvor jeg arbejdede sammen med ham om at få Fidel Castro til at skrive sine erindringer, har en plan. Jeg ved ikke, om det er hans eget påfund, eller han er blevet opfordret til det, men han vil leje en maskine fra Loyed Aereo Boliviano og flyve ned til "den røde Zone" og forsøge at hjælpe guerillaen ud. Det minder om, hvad Schoenemann vil sammen med de andre fra London. Men det er et helt afsindigt tiltag. Og umuligt.
Om aftenen bliver han arresteret på gaden og indsat i det almindelige fængsel. Sibylle rører de ikke. Og de gennemsøger heller ikke værelset. Jeg hjælper hende med at få brændt hans alt for mange notater. Der er grund til at frygte hans videre skæbne. Det hemmelige politi er hårdhændet. Og har det med at blive almindeligt, at folk forsvinder i ukendte grave. Jeg må se, hvordan jeg kan få adgang til ham.

La Paz 8. juli 67
Frode går i restaurantens køkken og pakker en papkasse med, hvad han kalder dansk smørrebrød og et par flasker vin fra Tarija. Og så går jeg op til fængslet og melder, at jeg kommer med mad til senor Feltrinelli. Jeg får lov at se ham. Men vi må ikke tale sammen. Imidlertid får jeg at vide, at det med maden er ganske overflødigt. Feltrinelli vil blive sat på et fly til Buenos Aires om et par timer og udvist for bestandigt.
Pressen i La Paz er stadig fyldt med guerillaens seneste bedrifter. En gruppe har indtaget den lille provinsby Samaipata, et knudepunkt på hovedvejen mellem Santa Gruz og Cochabamba og således skåret landet over. Soldaterne er blevet fanget, afvæbnet og klædt af til skindet. En klar militær sejr.
Barrientos og hærens øverstkommanderende, general Ovando, er rasende. Jeg skriver en længere artikel og sender den fra posthuset uden videre håb om, at den vil nå Paris.

La Paz 10. juli 67
Frode præsenterer mig for en anden dansker. Det er altid godt at møde landsmænd. Han hedder Svend Thorsen. Og han har et flyttefirma og en kontrakt med den amerikanske ambassade. Han skal flytte al amerikansk ejendom - bohave og kontormøbler - fra konsulaterne i Santa Cruz og Cochabamba og op til El Alto-lufthavnen ved La Paz, hvorfra alt så skal flyves til Miami. Operationen begynder om en uge. Og jeg må gerne følge dem. Han skal nok skaffe mig papirer.
Jeg siger ja tak. Det vil muligvis skaffe mig adgang til "den røde Zone". Det er en god nyhed, jeg vil tage med mig op til Mexico sammen med rapporten fra Rodolfo.
Mexico City 17. juli 67
Cubanerne på ambassaden er langsomme. Jeg har nu ventet en uge. De skal have en mand over fra Havana, siger de. Og det er kompliceret. Jeg beklager mig ikke. Byen er noget ganske andet end det hul til La Paz.

Mexico City 21. juli 67
Endelig kommer manden fra Havana. Vi mødes i Chapultepeo-parken. Han har flere penge med, og det er godt. Men de dårlige nyheder er, at han ikke synes videre interesseret i Rodolfos rapport eller i mit job som fragtmand. Hvilket jeg altsammen tolker således, at jeg bare skal fortsætte med mine artikler og ellers holde lav profil. Det er fint med mig. Men ærligt talt: Hvad fanden sker der egentlig?

La Paz 23. juli 67
Svends flyttecirkus kører for fuld damp, og det er for fristende. Jeg beslutter mig for at køre med, selv om cubanerne nok ikke billiger det.

Santa Cruz 26. juli 67
Nogle af amerikanerne er bekymrede men langt fra alle. På det hotel, jeg bor på, træffer jeg major "Papi" Shelton og tre af hans contra-guerilla-specialister. Shelton er ret afslappet. Han har været i København. Tivoli og den lille Havfrue og alt det der. Det skaber gensidig tillid. Om seks uger er træningen af hele tre "ranger"-enheder afsluttet, og så har kommunisterne ikke en chance, siger han stolt. Det vil gå dem, som det går Vietcong'erne. Han ser frem til at skulle "hjem" til Saigon.
Når vi kører tilbage til La Paz i morgen, vil jeg bede Svend om at droppe mig i Mataral. Så kan jeg tage en bus videre ned til Valle Grande. Derfra er der ikke langt til det operative område. Jeg tvivler, men mine flytte-papirer vil muligvis kunne hjælpe mig.

Valle Grande 30. juli 67
Fremmede her i denne brune og støvede by har det svært. Tre gange om dagen skal jeg melde mig på politistationen. Det forhindrer mig effektivt i at komme videre sydover. Det hele begynder at forekomme håbløst. Der er folk nok, der vil hjælpe. Men vi er alle spærret inde af hæren. Og oberst Andres Selich, den lokale kommandant, er en fanatisk anti-kommunist af kroatisk herkomst.

Mexico City 25. august 67
Først nu, efter 18 lange dage og en endeløs række af opringninger til ambassaden, dukker manden fra Havana op. Mine artikler er fine, mener han. Og jeg må endelig vende tilbage til La Paz. Han har en plan. Jeg skal købe et par huse og nogle små forretninger og finde nogle bolivianere, der kan optræde som stråmænd. Har jeg held med det, så har vi en række gode skjulesteder. Jeg indvender, at bolivianerne grundet den institutionaliserede fattigdom er noget arbitrære i pengesager. Vi risikerer at miste alt. Men han insisterer.

Valle Grande 3. september 67
Præsidentens "pressekontor" har rundet alle udenlandske journalister op og næsten tvunget os op i et fly hertil. Der er sejrsstemning blandt officererne. På Senor de Malta-hospitalet har de udstillet hele ti dræbte medlemmer af, hvad de betegner som "Ches bagtrop". Et forfærdeligt syn og en frygtelig stank. De er alle faldet i et baghold, da de forsøgte at krydse Rio Grande for fire dage siden. Ligene er opsvulmede og skødesløst dækket af avisparpir. Jeg tager billeder og samler oplysninger. Det må være en katastrofe for Che. Nogle må gøre noget.

La Paz 27. september 67
By-nettet er blevet revet op. Loyola Guzman er arresteret. Der venter hende og de 16 andre ikke nogen umiddelbar venlig behandling. Samtidig er endnu fire fra Ches gruppe faldet i kamp uden for en landsby, som hedder La Higuera - Figenlunden. Der må da være en plan #B: Jeg beslutter mig for at rejse hjem til Havana og forelægge sagen for andre end min "mand fra Havana".

Havana 3. oktober 67
Det er ikke folk fra Prensa Latina, der venter på mig i Jose Marti-lufthavnen, men tre officerer fra Indenrigsministeriet. De kører mig til et "safe-house", hvor de også har anbragt min hustru. De er, helt ufatteligt, begejstrede for mine artikler. De skal oversættes fra mit engelsk til spansk og udgives som en bog. Et vidnesbyrd kalder de det. Til hvad?

Havana 11. oktober 67
Miami-senderne har hele det sidste døgn bragt nyheden om, at Che er død og identificeret. Hen under aften dukker de alle op i mit "safe-house". Lino og Renan og Santiago og Ariel. De vil have mig tilbage til La Paz for at se om det er muligt at købe Ches dagbog. Jeg vil få 4.000 dollars med.

La Paz 13. november 67
Atter tilbage på hotel Copacabana. Jeg får det værelse, hvor Che en gang boede, da han lige var ankommet til Bolivia. En besynderlig fornemmelse. Men jeg får ikke fat i en kopi af den satans dagbog. Den koster over 50.000 dollars. Andre dele af "krigsbyttet" sælges også for svimlende beløb: Hans kampjakke for 2.000 dollars, hans pibe for 1.500 dollars, hans M-2 riffel for 5000 dollars. Altsammen forhandles af mellemmænd fra Indenrigsministeriet.
Jeg ved ikke, om der er liebhavere. Jeg kan i hvert fald ikke være med. Så det bliver kun til småting: Informationer om hvem der gjorde hvad, og hvem, der bestemte, at han skulle skydes i Bolivia, hvor der ikke eksisterer dødsstraf.
Der er noget nekrofilt over det hele. Sådan burde ikke være endt.

Havana 23. december 67
Atter hjemme. Chefen for Indenrigsministeriets "Befrielses-afdeling", kommandant Pineiro, også kaldet "Barba Roja" kommer forbi med en kasse cigarer. Og hans adjudant, Lino, siger, at i morgen fejrer vi jul sammen. Vi tænder bål under det smukke citrontræ ude i baghaven og drikker os fulde og glemmer det hele for en stund. Og senere finder vi på noget andet.
Jeg fornemmer det: Jeg får det lidt svært med at fejre jul under de omstændigheder.

Dette er den tredje artikel i serien om Jan Stages rejse i Che Guevaras fodspor. De to første artikler blev bragt i Information 4.-5. oktober og 11.-12. oktober, og fjerde og sidste del bringes næste lørdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu