Læsetid: 4 min.

'Er Danmark et naturligt sted for muslimer...?'

15. oktober 1997

Fra tyrkiske spejderes eksercits til et halal-slagteri på Sjælland. Den radikale indvandrerpolitiker Naser Khader har meget at stå til regnskab for ved mødet med Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard

Svend Erik Hansen er ved at eksplodere. Han er en mand med noget på hjerte. Og han har taget det alt sammen med hen i den store sal på Odense Kommunes Uddannelsescenter i Schacksgade.
Og nu står han og sprøjter det ud over 300 tilhørere, over O-plakaterne med billederne af den lille mopsede hjemmehjælper og dannebrogsflagene, over B-plakaterne med radikale fra Edvard Brandes til Ebbe Lundgaard, over tv-kameraerne, mikrofonerne og kablerne, over sodavanderne til fem en halv og øllerne til otte og over Pia Kjærsgaard og Naser Khader.
Svend Erik Hansen kender nemlig et sted, hvor der ligger to spejderhytter. I den ene holder de danske spejdere til. De udfolder sig på god, dansk spejdervis, synger gode, danske spejdersange og hygger sig omkring lejrbålet.
Ved den anden hytte - en fremmedfjendsk spytklat eller to derfra - eksercerer de tyrkiske spejdere. De stiller op som soldater og lader sig kommandere rundt med.
"Det har ikke ret meget at gøre med at være spejder. Hvis det er rigtigt, at I opdrager børnene på den måde, så er I fyrretyve år tilbage," slutter Svend Erik Hansen sin anklage mod Naser Khader og alle hans slags.
Ordstyrer Lis Andresen kigger forventningsfuldt på den radikale folketingskandidat Naser Khader: "Der var ét til dig." "Var det til mig?" spørger han og ryster på hovedet.
Naser Khader, der tilbragte sin første barndom i Syrien som søn af en palæstinensisk far og en syrisk mor, har tilsyneladende svært ved at påtage sig ansvaret for de tyrkiske spejderes eksercits. Strengt taget er han hverken tyrker eller spejder.

En procentdel, tak!
Men der er andre mænd med noget på hjerte denne mandag aften i Odense. Svend Aage Nielsen fra Ejby for eksempel, der har hæftet sig ved, at Naser Khader lige har påstået, at "de fleste" af indvandrerne i Danmark er hårdtarbejdende:
"Jeg vil godt have en procentdel," kræver Svend Aage Nielsen.
Allan Larsen har, siger han "sådan set tre spørgsmål til Naser Khader". Han har selv hørt om et slagteri på Sjælland, hvor der foregår halal-slagtning og jødisk schæchtning. Og så har han hørt om mange retssager, der har været mod kriminelle indvandrere, der efter 25 år i Danmark ikke kunne dansk.
"Og sådan en tolk koster jo penge," som han siger.
Endelig har Allan Larsen konstateret, at når indvandrere går på café, er det kun mænd. Ikke kvinder.
Fronterne er trukket relativt hårdt op på dette vælgermøde, der er "så tværpolitisk, som det overhovedet kan blive", som én af arrangørerne, den lokale, radikale folketingskandidat Claus Brodtkorb, har sagt det i sin velkomst.
Det radikale Venstre og Dansk Folkeparti er gået sammen om duelmødet mellem folketingskandidat Naser Khader og partiformand Pia Kjærsgaard. Selv om der bliver båret mange stole ind i salen, står tilhørerne op mellem bordene og langs væggene.

Stramt smil, stram politik
Pia Kjærsgaard smiler stramt både på forsiden af pjecen "Stram udlændingepolitik!" og fra talerstolen.
Naser Khader afvikler et nærmest clintonsk storsmile-vinke-program, så man skulle tro, det var ham, der var den erfarne folketingspolitiker.
Begge påstår, at de har glædet sig til at møde hinanden. Og Pia Kjærsgaard har især glædet sig til de mange spørgsmål, der, som hun siger, er "den bedste del af debatten". Publikum er skarpt opdelt, og med 95 procents sikkerhed lader det sig gøre at placere enhver tilstedeværende i enten Pia-lejren eller Naser-lejren. Pia Kjærsgaard forkynder enkle budskaber som: "Jeg synes ikke, at flygtninge skal integreres i det danske samfund. De skal vende tilbage til deres land, når der er fred."
Hun fastslår, at: "Danmark har et homogent samfund, som jeg rent ud sagt nødig ser forstyrret." Og spørger: "Er Danmark et naturligt sted for muslimer?"
Naser Khader på sin side gør meget ud af, at han under fodboldkampen i lørdags sad og svedte i sine små hænder "og holdt med Danmark", og at han her på mødet ikke taler som repræsentant for indvandrerne i Danmark, men som "cand. polit., forfatter, foredragsholder, debattør, politiker og som dansk borger - ja, I hørte rigtigt".

Noget om helte
"Jeg synes, det er vigtigt, at man snakker om tingene helt åbent og fordomsfrit," siger han og nævner den demokratiske ideolog Hal Koch, som han er ved at oversætte til arabisk, som "en af mine helte".
I samme åndedrag omtaler han "min partifælle Niels Helveg Petersen, der kæmper for menneskerettigheder".
Spørgelysten - eller lysten til at holde længere debatindlæg, der slutter med udråbstegn snarere end spørgsmålstegn - er stor.
Mange af de mørkhårede, med navne, som Pia Kjærsgaard har svært ved at udtale ("Dig, dernede, jeg fik desværre ikke fat i dit navn."), kaster sig ud i lange indlæg.
De yngste er velformulerede og accentfrie. Mange af de lidt ældre er ubehjælpsomme og usikre, men får sagt, hvad de har på hjerte i en polariseret atmosfære af interesseret imødekommenhed og intolerant irritation.
Ikke alle, der holder med Naser Khader, støtter Det radikale Venstre. En lille gruppe begynder at mumle noget om "Enhedslisten", da Pia Kjærsgaard stramt smilende siger: "Jeg vidste ikke, at der var så mange radikale, som der er her i aften, men der er altså en del."
Og partiformanden forsømmer en oplagt chance for at drive en kile ind mellem Naser Khader og nogle af de mange frustrerede og krævende flygtninge og indvandrere, der også er mødt op i aften.
Hun har sådan set idéen til det, da hun pludselig henvender sig til Naser Khader og den kontroversielle dansk-tyrkiske kultursociolog Mehmet Ümit Necef, der har indfundet sig i salen:
"Jeg synes, det er dybt bekymrende, at I bliver kaldt de hvides tjenere," solidariserer hun sig med de to, men forfølger ikke bemærkningen med nogle citater, som sikkert kunne have splittet hendes modstandere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu