Danske virksomheder underbygger Marokkos besættelse af Vestsahara. Det sker med støtte fra den danske stat og fra EU
Flere danske virksomheder indenfor fiskeriet er gennem et stort fremstød med til at underbygge Marokkos besættelse af Vestsahara.
Det sker med det danske fødevareministeriums velsignelse og EU-kommissionens ditto.
Enkelte af de danske virksomheder har allerede placeret konkrete ordrer i det omstridte område, som på 21. år er besat af Marokko.
En besættelse, der hverken er blevet officielt anerkendt af Danmark eller det øvrige EU.
De danske virksomheder, der er tale om er blandt andre konsulentvirksomhederne Rambøl og Matcon, Mærsk, Sabroe, Difta og Alfa Laval.
Virksomhederne har blandt andet deltaget i en salgsmesser, der er lanceret på rent dansk initiativ, og en EU-messe i maj i år. Ved begge messer var fødevareministeriet repræsenteret ved henholdsvis daværende departementschef Nils Bernstein og kontorchef Børge Schou Pedersen.
På EU-messen var EU repræsenteret af den allestedsnærværende fiskerikommisær italienske Emma Bonino.
Den danske ekspert i folkeret lektor Lars Adam Rehof vurderer, at det kan være på kanten af det tilladelige at Danmark går med i et fremstød, der kan ses som en skjult støtte til Marokkos politik i Vestsahara.
"Der består en risiko for at man medvirker til at man legitimerer den ene parts politik i et omstridt område. Og det kan være i strid med FN's politik", mener Lars Adam Rehof.
EU lærte af Danmark
EU-messen var en direkte følge af det danske intitiativ, og Danmark er fortsat med helt fremme i det europæiske fremstød.
Ved EU-messen i Casablanca var Danmark med sine 27 deltagende virksomheder næststørste stand. Kun overgået af Spanien, den tidligere kolonimagt i Vestsahara, og det europæiske land der sidder på de europæiske fiskelicenser til farvandet ud for Vestsahara.
Det usædvanlige var, at Danmark markerede sig med en stand der var større end Frankrigs - den tidligere kolonimagt, der ellers uden sammenligning er Marokkos største samarbejdspartner.
Der er tale om de to såkaldte partenariater. Det er salgsmesser, som er blevet arrangeret af chefkonsullent Christian Wittenkamp fra Dansk Industri i henholdsvis badebyen Agadir og i det marokkanske finanscentrum Casablanca.
Det første arrangement i juni 1996 var et rent dansk-marokkansk anliggende. Her mødte 20 danske virksomheder deres marokkanske modparter, og messen blev så markant en succes, at den blev fulgt op af endnu en messe for hele EU.
Mellem de to messer var en marokkansk handelsdelegation ledelet af fiskeriminister El Mostafa Sahel på officielt besøg i Danmark, hvor de blandt andre mødet fødevareminister Henrik Dam Kristensen.
Hovedmål Vestsahara
Hovedmålet for de to salgsfremstød har været det meget fiskerige farvand ud for det mineralrige ørkenområde Vestsahara, hvor Marokko ifølge menneskeretsorganisationerne Human Rights Watch og Amnesty International i de sidste tyve år stået for systematiske krænkelser af menneskerettighederne overfor den oprindelige befolkning.
Investeringerne i Vestsahara foretages udelukkende med marokkanere som partnere. Repræsentanten for den oprindelige befolkning i Vestsahara, Polisariofronten, er overhovedet ikke blevet konsulteret.
Investeringerne er et led i det udvidede samarbejde mellem EU-landene og Marokko, der de sidste år har udløst massive investeringer, tilskud og lån. Samt den fiskeriaftale, der forpligter EU-landene til at udbygge den marokkanske fiskerisektor, mod at europæiske fiskere får lov til at fiske i marokkansk farvand.
Information har forgæves forsøgt at få fødevareminister Henrik Dam Kristensens kommentar.