Læsetid: 2 min.

Dansk Industri vil styrke etikken

2. oktober 1997

Etiske investeringer skal kunne betale sig, mener Kommuners Pensionsforsikring

Globaliseringen har sat nye punkter på virksomhedernes dagsorden. For at begå sig i den internationale konkurrence er det nødvendigt at have nogle etiske retningslinier samt forholde sig til menneskerettighederne i de lande, hvor firmaerne engagerer sig. Dansk Industri har derfor lavet en vejledning til danske virksomheder om, hvordan de kan tackle problemstillingen. Den præsenterede DI på en konference i går.

Grænser for etik
Fondschef Jeppe Andersen fra Kommunernes Pensionsforsikring fortalte om den etiske investeringspolitik, der i et halvt år har været rettesnoren for hans arbejde.
Pensionsforsikringen vil kun investere i virksomheder, der opfylder tre krav. De skal respektere børns rettigheder, give deres medarbejdere lov til at organisere sig, og have ligestilling blandt kønnene, blandt forskellige religioner og så videre.
Men, men, men. Jeppe Andersen sluttede sit indlæg med at sige, at giver den etiske investeringspolitik ikke afkast, så vil Kommunernes Pensionsforsikring "skrotte den".
"Vi har et overordnet mål om at skabe det højst mulige afkast. Det står som flammeskrift foroven. Efterfølgende har vi så lavet en etisk investeringspolitik, fordi vi mener, at det er muligt at kombinere afkast og etik. Men hvis det når dertil, at vi skal vælge imellem de to, så vælger vi i dag afkastet," siger Jeppe Andersen til Information.
Kommunernes Pensionsforsikring vil om et til to år begynde at regne på afkastet af sin etiske linie.
- Er I ikke bange for at miste troværdighed, når I forkaster de etiske hensyn, så snart der ikke er penge nok i det?
"Nej, jeg synes ikke, at det er utroværdigt, for vi spiller med åbne kort. Vi eksisterer for at lave et afkast til vores kunder. I øvrigt tror jeg slet ikke, at det kommer så langt. Jeg tror sagtens, at etik og afkast kan hånd i hånd. Blandt andet fordi de virksomheder, der er på forkant med etikområdet, formentlig kommer til at klare sig bedre," siger han.
Også Dansk Industri vurderer, at det er den vej det går.
Chefkonsulent i DI Marianne Castenskiold siger, at virksomheder kun kan give overskud, hvis de har en anstændig moral og etik.
"Virksomheder kan ikke leve med, at omverden betragter dem som nogle instanser, der udnytter systemer og udnytter mennesker i verden. De får et dårligt image, og det påvirker både forbrugere, investorer, leverandører, kunder og de ansatte i virksomheden."
"Men det er ikke nok at have en overordnet hensigts-
erklæring. Man er nødt til at engagere sig, være troværdig og stå ved det, man siger," siger Marianne Castenskiold.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu