Læsetid: 5 min.

Dansk verdenshistorie

4. oktober 1997

Poul Malmkjærs biografi om Nordisk Films grundlægger er spækket med oplysninger, men rummer også tilløb til et unødvendigt heltekvad

NY BOG
I 1939 var direktøren for det amerikanske filmselskab Paramount, Adolph Zukor, på besøg hos sin danske kollega Ole Olsen, stifter af og tidligere generaldirektør for Nordisk Films Kompagni. Om Ole Olsen og hans selskab, hvis symbol også dengang var en isbjørn ovenpå en globus, sagde Zukor, at "jeg havde såmænd troet, at denne isbjørn ville ende med at æde os allesammen i Hollywood."
En bemærkning, der på glimrende vis illustrerer den betydning, Ole Olsen og Nordisk Film havde for filmens udvikling i de tidlige år i starten af århundredet - for det er jo ikke hver dag, at en amerikansk filmmogul må indrømme, at han faktisk en overgang var rystet af lille Danmark og en enkelt driftig filmmand.
Som stifteren af Nordisk Film og selskabets generaldirektør og ubestridte leder i la belle epoque, som årene mellem ca. 1908 og 1916 kaldes, har Ole Olsen naturligt nok opnået nærmest legendarisk status i mange danskeres bevidsthed - især fordi Nordisk Film stadig eksisterer i bedste velgående og således har status som verdens ældste, endnu fungerende filmselskab.

Bagom myten
Nu er der virkelig mulighed for stifte bekendtskab med Ole Olsen i Poul Malmkjærs grundige biografi af mennesket bag myten, Gøgler og Generaldirektør.
Interessant er det, at der aldrig, ikke før nu, er blevet skrevet en bog om manden, der bragte Danmark på det filmiske verdenskort med lige dele kræmmermentalitet og fremsynethed. Især fordi Ole Olsens eget liv, både før og efter Nordisk Film, er fyldt med så meget drama og så mange spændende begivenheder, at - som Malmkjær bemærker det et sted i sin bog - det er underligt, at der endnu ikke er nogen, der har lavet en film over hans liv.
Men måske skyldes det, at ingen rigtig kendte mennesket bag forretningsmanden Ole Olsen. Et menneske, som ikke engang hans egne erindringer fra 1940 løfter ret meget af sløret for.
Vist er Gøgler og Generaldirektør et portræt af manden bag Nordisk Film, men det er ligeså meget beretningen om mennesket Ole Olsens liv, om hans forfærdelige barndom med sult og nød, fængsel og opdragelsesanstalt, ungdommens gøglertilværelse og alderdommens ensomhed og rigdom. Et liv i stadig higen efter materiel tryghed og omgivelsernes accept og respekt, som aldrig for alvor blev opnået udover på det materielle område.
Da Ole Olsen døde i 1943 var det som en hovedrig mand, der godt nok sad på sine udstrakte ejendomme omgivet af sin værdifulde kunstsamling, men som ikke havde et nært forhold til hverken familie, tidligere kolleger eller bekendte. Der var ingen, som fik lov at komme ham nær, med undtagelse af hustruen Anna, der døde af tuberkulose i 1916 Og det borgerlige Danmark, han gennem sin rigdom tilhørte, havde stadig ikke den store respekt for ham.

Heltekvad
Det er i bogens dobbelte rolle som privat og offentligt portræt, at dens både stærke og svage sider ligger. Det er spændende at høre om Ole Olsens brogede liv og karriere, og det er overraskende at erfare, at filmen faktisk kun fyldte de 18 år af hans 80 år lange liv. Og det er fascinerende at høre om, hvorledes hans liv med Nordisk Film også falder sammen med nogle af dette århundredes vigtigste og mest afgørende begivenheder.
Men samtidig synes forfatteren så forhippet på at give den ordblinde, udannede og i bund og grund ubehagelige filmmand en form for oprejsning, at hans prosa, især i bogens første del, nærmer sig et kritikløst - omend ærligt - heltekvad. Tingene siges for mange gange, de gode intentioner lader til at overtage pennen.
Ind i mellem ville det have været rigeligt at lade hans mange og i sandhed fantastiske bedrifter tale. Hvor hans samtid nok skar ham ned i øjenhøjde, er nutiden nok mere modtagelig for nøgternt at prise ham efter fortjeneste - jantelov eller ej.

Sporløst forsvundet
At Nordisk Film forsvinder sporløst fra bogens sider efter Ole Olsens - ufrivillige - fratrædelse som bestyrelsesmedlem i 1924, er lidt af et mysterium. Åbenbart var det ikke det store, den tidligere generaldirektør havde at gøre med selskabet i årene efter, men da selskabet eksisterer den dag i dag, ville det have været rart, om Malmkjær havde fulgt det til dørs.
Bogens titel, Gøgler og Generaldirektør, henviser netop til det faktum, at fordi Ole Olsen skabte Nordisk Film, så er han en bog værd. Derfor savner man også dybere portrætter og karakteristikker af de mennesker, som sammen med Ole Olsen var med til at skabe Nordisk Film.
Masser af navne, Holger Rasmussen, Viggo Larsen, Robert Storm Petersen, August Blom, nævnes i forbifarten, men det er kun nogle få, som træder i karakter - og det er som regel Ole Olsens forretningspartnere og ikke de kunstnerisk vigtige personer. Ofte forventes det, at man udfra navnet ved, hvem de omtalte personer er, hvilket er en smule letsindigt af Malmkjær, som hér risikerer at tabe nogle læsere på gulvet.
Til gengæld skal det tjene til Malmkjærs ros, at han kun nævner få filmtitler, og primært dem der kom til at betyde noget for Nordisk Film. Af de mange hundrede film, Nordisk Film producerede i løbet af de ti gyldne år, er således historien om den berygtede Løvejagten fra 1907, hvor Ole Olsen og hans mandskab til offentlighedens store bestyrtelse dræbte to løver på en ø udfor Roskilde, med i sin fulde udstrækning. Helt frem til, at filmen var en medvirkende årsag til, at den daværende justitsminister Alberti måtte trække sig på grund af korruption og bedrageri mod den danske stat.
Også baggrunden for Nordisk Films største satsning, Atlantis om Titanics forlis fortælles. Og en af de sjovere anekdoter er, at den med Casablanca senere så berømte, amerikanske filminstruktør Michael Curtiz var ombord på skibet, Ole Olsen havde lejet til filmen - som statist.

Grundig og velkommen
Mange af bogens 328 sider bruges på at beskrive Ole Olsens snedige og brutale forretningstalent - erhvervet gennem bitre erfaringer - og hans usentimentale og følelseskolde udmanøvrering af de mange forretningspartnere, så han kunne beholde overskuddet selv - brug og smid væk-metoden (kun sjældent gik det udover ham selv). Men selvom, det selvfølgelig er vigtigt at bringe økonomi ind i et portræt af en mand, der startede som gøgler og kræmmer og aldrig mistede glæden ved og behovet for penge, så melder der sig på et tidspunkt en vis taltræthed, som stjæler noget af charmen ved bogens ellers grundige indføring i Ole Olsens gøren og laden.
De negative ting for sig, så er Gøgler og Generaldirektør en meget spændende bog, som krydret med alskens fantastiske og morsomme anekdoter holder sin læsers opmærksomhed fangen. Den er fyldt med værdifulde og - lader det til - velresearchede oplysninger og er derfor et vigtigt dokument for at kunne forstå, ikke kun Ole Olsen, men en hel periode i dansk verdenshistorie.
Desuden er det velkomment med lærerige, danske bøger om dansk film, der går udover det allerede kendte og bibringer både forskere og lægfolk ny viden om emner eller personer.

*Poul Malmkjær: Gøgler og Generaldirektør. 328 s. kr. 325. Gyldendal. Udkommer i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu