Presset mod Libyens leder tager til. Nu forsøger han at afværge angreb fra ind- og udland med sammensværgelses-teorier om mordet på Prinsesse Diana og hendes - til lejligheden libysk udnævnte - kæreste
Ligesom Mick Jagger er Moammar Qaddafi blevet ældre på en interessant måde: Hans ansigt er fuldt af dybe furer, men han er tydeligvis stadig meget bevidst om sit gode udseende. De to mænd er næsten lige gamle (Qaddafi er med sine 56 år et år ældre end Jagger), men de er begge stadig narcissister, der skifter tøj flere gange om dagen.
Men der er forskelle: Jagger omgiver sig ikke længere med et hof af unge, smukke kvinder, og Qaddafi har vist sig at være komplet umulig til at styre et land.
Mick Jagger ville sikkert heller ikke være blevet en god diktator, men han har ikke forsøgt. Qaddafi har haft 28 år i branchen, og libyerne er ikke imponerede over resultatet. Derfor gør de oprør med stadig kortere mellemrum - og derfor udspyr Qaddafi forvrøvlede floskler i håb om at aflede deres opmærksomhed.
Denne gang handler det om prinsesse Diana. Det var britiske efterretningsagenter, der myrdede prinsessen af Wales og hendes arabiske kæreste Dodi al-Fayed i en arrangeret bilulykke i Paris den 31. august - og formålet var at forhindre et ægteskab, der ville have været pinligt for den britiske kongefamilie på grund af de eventuelle børns muslimske navne.
Man må være komplet uvidende om verden for at tro på den slags vås, men det kriterium opfylder Qaddafi også med lethed; han har aldrig været uden for sit eget isolerede nordafrikanske land undtagen på oficielle statsbesøg.
Uvidenhed må imidlertid ikke forveksles med dumhed, og på sin egen klodsede måde prøver han at udnytte prinsessens død til egen fordel.
Qaddafi ved ikke, om det næste slag mod ham kommer indefra (en ny opstand som dem, der fandt sted i oktober 1993, juni og september 1995 og marts 1996) eller udefra (som det amerikanske luftangreb i 1986, hvor han skulle have været dræbt og næsten også blev det).
Presset er tiltagende på begge fronter, og Qaddafis kluntede forsøg på at gøre Dianas død til et anti-arabisk komplot har til formål at skaffe ham sympati og støtte i den arabiske verden.
Han har brug for al den støtte, han kan få, for den største trussel mod hans styre er i dag FN's embargo mod diplomatiske forbindelser med Libyen samt våbensalg og flytrafik til landet.
Den blev indført i 1992 for at tvinge Qaddafi til at udlevere to libyske efterretningsagenter, der er mistænkt for indblanding i bombesprængningen af et Pan Am-fly over den skotske by Lockerbie i 1988.
Qaddafi vil ikke udlevere agenterne, formentlig fordi deres udsagn vil belaste ham selv (på det tidspunkt støttede han aktivt alle mulige terroristgrupper, fra Den Røde Hær i Japan til Den Irske Republikanske Hær (IRA).
Derfor har han udnævnt Dodi al-Fayed til libysk statsborger (selv om han var egypter og aldrig havde sat sine ben i Libyen) og krævet de "britiske efterretningsagenter", der "iscenesatte" hans død, udleveret til Libyen.
Først når det er sket, kan der blive tale om at udlevere de mænd, der mistænkes for Lockerbie-bombningen, forklarede han triumferende i søndags.
Han så ud til at være særdeles tilfreds med den snuhed, han udviste ved at have fundet på en så elegant afledningsmanøvre. Manden forstår simpelthen ikke den verden, han lever i.
Han forstår ikke, hvorfor Wash-ington og London bliver ved med at forfølge ham for et flyattentat i 1988, selv om det amerikanske luftangreb to år før (som gengæld for en anden bombe med formodet libysk involvering, der dræbte en amerikansk soldat i en natklub i Berlin) afskrækkede ham fra at fortsætte den åbenlyse støtte til terrorisme mod vestlige mål. Han er holdt op, så hvorfor lader de ham ikke være i fred?
Han forstår heller ikke forbindelsen mellem den store fabrik til fremstilling af kemiske våben, der er næsten færdigopført i et udhulet bjerg ved Tarhounah, en times bilkørsel fra Tripoli, og det voksende pres i USA og andre steder for et forebyggende slag mod Libyens giftgas-kapacitet.
I stedet køber han Nodong-1 ballistiske missiler (med en rækkevidde på 1.300 km) af Nordkorea og håber, at ingen lægger mærke til det.
Det er et godt gæt, at han forstår sine egne landsmænds dybe utilfredshed endnu mindre. Siden han tog magten i 1969, er landets befolkning mere end fordoblet til over fem millioner, men den gennemsnitlige levestandard er faldet stærkt - trods olieindtægter, som engang var blandt de højeste pr. indbygger i verden.
Da han var yngre og almindelige libyere mere naive, lod de sig underholde af hans narrestreger og ind imellem røre af det åbenlyst oprigtige i hans kamp for den arabiske enheds sag.
Men nu morer de sig ikke mere over hans mange forskellige designer-antræk, hans kvindelige elite-bodyguard og hans påstand om, at han har trukket sig tilbage som aktiv leder (siden 1977 er landet angiveligt blevet regeret af "revolutionskomiteer").
Frem for alt er de godt trætte af den ensformige "filosofi" i hans "Lille Grønne Bog", som han næsten hver aften læser uddrag af i fjernsynet.
Et eksempel fra kapitlet om kvinder: "Kvinder er hunkønsvæsener. Mænd er hankønsvæsener. Det er en ubestridt kendsgerning, at både mænd og kvinder er menneskelige væsener. Diskrimination er ensbetydende med skændig undertrykkelse. En kvinde er blid. En kvinde er smuk. En kvinde har let til tårer og bliver let skræmt. De er blomster, der er skabt for at tiltrække blomsterstøv og skabe frø."
Derfor bliver forsøgene på at styrte Qaddafi indefra mere og mere voldsomme, og de kommer fra såvel reformkredse som tradi-tionalister.
Sandsynligheden for nye angreb udefra vokser dagligt, efterhånden som de foruroligede amerikanere og deres europæiske allierede vurderer muligheden for, at libyske raketter med giftgas-sprænghoveder en dag kan blive affyret mod sydeuropæiske byer.
Og Qaddafis svar består i at sige, at han er villig til at drøfte disse ting, eller i hvert fald nogle af dem, hvis Storbritannien udleverer de agenter, der er ansvarlige for Dianas og Dodi al-Fayeds død, til retsforfølgelse i Libyen.
Det får han ikke noget ud af, og han vil ikke engang vinde tid ved det. Måske er heldet ved at forlade den udspekulerede rævepels.
Oversat af Birgit Ibsen.
