Læsetid: 4 min.

Digitale tungemål

2. oktober 1997

Musikkens enspændere ignorerer computerens syntetiske væsen, og bruger den lystigt som afsæt for personlig vision

Der er mange måder at udtrykke sig på. Nogle fingermaler, andre konserverer får i formaldehyd. Nogle sætter sig ved lejrbål med akustisk guitar, andre fordyber sig i digitaliseringens ituslåede spejling af lyd.
Computeren kan være en forlænget arm udi endeløsheden, ud til en accelereret kreativitet. Den giver de mange bedroom scientists derude, de mange enspændere rig mulighed for at skabe klangbunde for deres personligheder.
I de tidlige techno- og housedage - 80'erne - var det den elektroniske musikers ædleste opgave at ignorere den forgangne popmusiks konventioner til fordel for fokus på dét, der virkelig flytter fødder og inficerer krop: bas og trommer. Dette kendetegner også danskeren Carsten Krøyers brug af sampler, synthesizer, computer. I takt med tiden krydser Krøyer - med en fortid i dancepop-outfittet Nice Device - under navnet Goon sine højelektroniske loops og beats med menneskestemmer, gæstemusikere, rocksensibilitet. Uden slingren affyres en saftig gang gadedrenge-big beats fra hoften på debutalbummet Mental Reflex (Mega Records MRCD 3388).

Basdetonationer
Big Beats refererer til de nærmest eksplosive trommeloops, der oplader sangene med en dynamik, som selv en rockfan kan forstå. En rytmestrategi, som navne som Chemical Brothers, Prodigy, Fatboy Slim og Bentley Rhytm Ace er eksponenter for, og Goons blanding af højoktan hiphop-breakbeats, stejle, skærende, klikkende synthriffs, ulmende, skurrende basdetonationer, eksplosiv dynamik og ildevarslende vokalstumper minder da også i alarmerende grad om Prodigy og Chemical Brothers.
Men Mental Reflex har sine personligt forløste øjeblikke. Goons første singleudspil Panic er en smældende opvisning i drum'n'bass med neurotisk, højfrekvent vokal af Bettina Lervig, mens flere samarbejder på tværs af rock/electronica-skellet bekræfter den generelle tendens til accept af elektronikkens muligheder blandt de mere guitarglade drenge. Man finder således både Fielfraz' Claus Hemplers stemme på den fine, blåtonede Super Blaster og D.A.D.'s Jacob Binzers guitar på hele tre numre.
Det ville være synd at kalde Mental Reflex en nytænkende eller modig plade. Det ligger stilen - rytmikken, melodierne, klangverdenen - for tæt opad storsælgende briter til at være, men man kan altid påskønne, at vi med Goon har fået et navn, der kan forene popappeal med elektronisk legesyge, som man i disse dage, hvor Aqua er ved at blive mere verdensberømte end Den lille Havfrue, sjældent ser i dansk mainstream.
Mens Krøyer ikke kan siges at levner megen plads til eftertanke og dvælen, så er der i Brian Transeaus klangunivers tårnende luftrum og vid horisont til mange timers fordybelse.
Under initialerne BT udfolder amerikaneren på sit andet album ESCM (Warner/Perfecto) en sjældent episk ambient/techno med både klassiske, mellemøstlige og big beats-overtoner. Over 8 minutter lange numre udvider sig, omslutter lytteren.
I Transeaus hænder er computeren en illusionsskaber, en gigantisk røgmaskine, en luksuriøs sofa af lyd at synke ned i. Det er behageligt, tranceskabende, og nærmer sig til tider det corny. Her er både mindelser om Jean-Michel Jarre, Richard Clayderman og new age-sentimentalitet, men BT har alligevel format og idérigdom til at løfte den soniske romantik, den klassisk skønhedssøgende epik.
Man må kigge langt efter subtilitet og enkelhed på ESCM, og det bliver også i sidste ende albummets svaghed. Den sofistikerede lydarkitektur og den majestætiske vælde størkner når den er mest indbildsk til sovs. Selv om albummet måske har frelst Transeaus sjæl, så bliver dets forløsende kraft kun til hult postulat for lytteren. Men imponerende er det.
Blottet for sentimentalitet, og overdreven helhedssøgen er til gengæld drum'n'bass-wunderkind Tom Jenkinson alias Squarepusher. Her hugges hæle og klippes tæer, digitalt rensede optagelser rulles i grus, taktarter demonteres. I hænderne på Squarepusher er elektronikken ikke længere en illusionsskaber, et afsæt for skønhedsstræben, den er nærmere et mål i sig selv. Fokus flyttes fra fjerne lydlige horisonter til maskinens nedsmeltninger - forceret af Jenkinson. Drum'n'bass er ikke blot acceleret kropslighed og rytmik hos Squarepusher, men også en dekonstruktiv disciplin.

Lynende sporskift
Tidligere i år kunne man på Squarepushers andet album Hard Normal Daddy (Voices Of Wonder/Warp 50LP) erfare hvordan hans vision havde fundet flere tungemål, flere genrer blev inkorporeret, hvordan melodiøsiteten havde vundet mere smidighed og hvordan hans hurtigste, rytmiske kortslutninger stadig overrumpler. Ikke for folk med svag balancenerve.
Så meget desto mere imponerende bliver Jenkinsons bedrifter når man oveni kan lægge mandens motoriske ekvilibrisme på en konkret bas. De ekstremt hurtige, bøjelige, fusions/funk-inspirerede basmelodier flimrer afsted under elektronikken.
På Squarepushers seneste single, den hele 7 nye numre lange Big Loada (Voices Of Wonder/Warp WAP 92) taler Jenkinson fortsat i tunger. Fra A Journey To Needhams pæne synthharmonier over Full Rinses kvantespringende drum'n'bass til Jaques Mal Chances sære funkmutationer og rytmiske håndbremsevendinger. Det er innovation, lynende sporskift og futuristisk funknerve.
Et andet whiz kid hedder Mike Paradinas. Han gemmer sig under pseudonymer som Jake Slazenger, Gary Moscheles og µ-ziq, under hvilket Paradinas nylig har udgivet det tredje album Lunatic Harness (Specialimport/Virgin/Hut PULP5). Igen finder man et værk, der både vidner om galskab og genialitet - sågar på mere dobbeltbundet vis end hos Squarepusher. Som var Paradinas decideret skizofren består hovedparten af numrene på albummet af to adskilte lag: et næsten romantisk, svævende, altid sødmefuldt melodilag samt boblende rytmecirkler eller ophuggede breakbeat- og baslag - hvis ikke decideret uhyggelige metalliske klangverdener emmer fra højttalerne, som på Wannabe, hvor ordene "Wanna be your lover" lyder som en trussel. Og sådan vendes alting på hovedet i Mike Paradinas' univers, hvor modsætninger supplerer hinanden, hvor ro modvejes af uro, harmoni af dissonans. Dobbelteksponeringerne skaber dybde, og gør igen opmærksom på den illusion, som elektronikken bereder, ja, gør den til en del af nydelsen. Og visionen fungerer hos µ-ziq, som den gør hos Squarepusher med en nybrydende æstetik, som henviser Goon og BT til den mere dekorative og behagende del af det elektroniske spektrum.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu