Når DR-ledelsen bliver angrebet så hårdt for ikke at leve op til deres public service-funktioner, kan jeg ikke lade være med at pege på P3's timenyheder som den helt centrale service, livsnerven
Befriet område
Jeg tror de har taget konceptet fra BBC-World, hvor det hedder News and information 24 hours a day - on the hour, every hour.
Hos DR er det blevet til DR-nyheder - døgnets begivenheder - døgnet rundt. Et godt koncept. Det betyder at man, hver gang klokken bliver hel, kan få tre minutters koncentrerede og velredigerede nyheder ind i sin stue. Holde sig i kontakt med nyhedsstrømmen i stedet for at synke hen i isolation og uvidenhed.
Det er et af de områder, hvor de har været kloge nok til ikke at skære ned. Og når DR-ledelsen for tiden bliver angrebet så hårdt for ikke at leve op til deres public service-funktioner, kan jeg ikke lade være med at pege på P3's timenyheder som den helt centrale service, livsnerven, dén der får mig til at føle at jeg lever med i min samtid, fordi jeg får besked om tingene i samme øjeblik de sker.
For eksempel for nylig, hvor jeg var syg. Rigtig syg, én af de her pludselige viruser med høj feber og fuldstændig mathed. Så man ikke engang kan læse. Man kan bare sove og svede og spise A 38. Lørdag ved 13-14-tiden kom jeg ud af den første lange døs, som havde varet, siden jeg kom fra arbejde om fredagen. Jeg spiste min tykmælk. Bladrede i avisen, men det ville ikke hænge sammen. Jeg kunne se at det var en lørdagsavis, så havde jeg da fået placeret mig på en tidslinje, men så blev jeg straks for træt igen og sank sammen i sengen.
Her var det at P3-nyhederne kom mig til hjælp. I stedet for at tilbringe resten af weekenden afskåret fra omverdenen og nyhedsstrømmen begyndte jeg time for time at hægte mig lidt på igen. Jeg kunne falde hen indimellem, men hver gang jeg opdagede at klokken var hel, slog jeg radioen til, så jeg kunne få et nyt input.
Mit første input kom kl. 14:
"Under store sikkerhedsforanstaltninger er den dræbte Prinsesse Dianas chauffør i formiddags blevet begravet i sin fødeby Lorient i Bretagne. Henri Paul var ifølge de foreløbige lægeundersøgelser stærkt påvirket af alkohol, da han førte den bil som den 31. august kolliderede med en betonpille i en vejtunnel under Alma-broen i Paris. Også Prinsesse Dianas ægyptiske ven Dodi al-Fayed blev dræbt ved ulykken. Den eneste overlevende var Dianas livvagt Trevor Rees-Jones."
Jeg syntes det var en spændende nyhed, de havde valgt til mig. Nu var jeg tilfældigvis stødt på nogle avis-artikler om samme emne i ugerne inden, så jeg i forvejen vidste både det med at Dianas ven Dodi også var død og at chaufføren var fuld. Men selv om jeg også havde læst om Dianas livvagt, så havde jeg glemt at han hed Trevor Rees-Jones, og jeg vidste heller ikke noget om at chaufføren var fra Bretagne, endsige Lorient, eller at han var blevet begravet om formiddagen, hvor jeg bare havde ligget og sovet.
Klokken 16 havde jeg vist blundet lidt igen, men så fik jeg slået radioen til, og så kan det nok være jeg vågnede:
"Den svenske marine har tilsyneladende store problemer med druk og diverse former for svineri. Ifølge det næste nummer af de værnepligtiges blad Värnplikt-Nytt er der eksempler på omfattende sprutorgier, når svenske orlogsfartøjer lægger til i udenlandske havne. En skibskaptajn faldt om og gav forkerte ordrer i en brandert, og en anden kaptajn fik en bøde for at have tisset på den røde løber på et hotel i Riga i Letland."
Det er en af den slags nyheder der næsten kan gøre en syg mand rask. Nu har jeg aldrig brudt mig særlig meget om fulde svenskere, og jeg kan heller ikke lide befalingsmænd. Jeg kan ellers ikke sige at nyheden overraskede mig. Jeg har mødt så mange fordrukne svenskere på Stena Line - hvoraf en del muligvis har været befalingsmænd i civil - at der skal mere til for at ryste mig. Alligevel syntes jeg at det var en relevant nyhed, fordi 1) det svenske svineri kom frem i fuld offentlighed og 2) det kom frem netop her i Danmark, hvor vi altid har haft så meget bøvl med svenskerne. Og endelig 3) var historien fuld af gode detaljer, så jeg kunne ligge og hygge mig med at gætte på hvad det var for ordrer han havde givet, mens han lå dér og rodede. Og så bare tanken om det her svenske tis på løberen i Riga.
Oven på det blev jeg såmænd helt kvik i et par timer, det var som om mit eget kredsløb stod i en slags skjult forbindelse med nyhedskredsløbet. Men hen under aften fadede jeg ud igen, fik 38,8 og lå bare og kiggede på primetime-piger på DR1 i stedet for at følge med i timenyhederne. Tina Kjær i en ret fræk kjole og Sofie Gråbøl i en gammel Norrlands-kjole, hun lå på en skovbund med en nordmand, men så rejste han sig og sagde noget på norsk og gik sin vej, og så faldt jeg hen igen. Engang over midnat fik jeg lige taget mig sammen til en hurtig portion tykmælk og en kop te. Så i seng igen, klokken var blevet 1, men heldigvis kører timenyhederne døgnet rundt, og de havde også valgt noget ud til mig nu:
"En 47-årig mand dræbte i går syv og sårede én i en lille by i den sydlige del af Letland, oplyser den baltiske nyhedstjeneste BNS. En talsmand for indenrigsministeriet siger at manden skød mod nogle bønder, der var i færd med at høste kartofler. Han havde forinden anklaget dem for at have sat ild til hans hus. Umiddelbart efter skyderiet flygtede han fra gerningsstedet og eftersøges nu af politiet."
En skrap godnathistorie. Jeg prøvede at tænke på kartoflerne i stedet for på alle ligene, men jeg behøvede såmænd ikke gøre mig de store anstrengelser for at falde i søvn, jeg var jo sløj endnu, jeg nåede lige at tænke, at det egentlig ikke var småting, jeg havde lært om Letland i dag og at der vist skete mere i det land, end jeg nogensinde havde drømt om, og hvis jeg nu bare kunne vågne klokken 2 eller klokken 3, så ville der måske allerede være sket endnu mere.
Det glippede. Og næste morgen var der ikke mere om Letland. Men så var der så meget andet, der sker jo hele tiden noget nyt. Døgnets begivenheder - døgnet rundt.
