Læsetid: 8 min.

Døgnets nyheder

28. oktober 1997

Handel på New Yorks børs suspenderet
*Handelen på aktiebørsen i New York blev mandag suspenderet midlertidigt to gange for første gang i historien.
Handelen var i første omgang indstillet i en halv time, efter at kurserne på de toneangivende aktier var faldet 350 point som følge af den finansielle krise i Sydøstasien. Handelen kan afbrydes, hvis der skønnes at være optræk til panik. Ordningen blev indført efter den såkaldte sorte mandag i 1987.
Da handlen blev genoptaget fortsatte nedturen imidlertid, og da den ramte 554 piont, blev handlen suspenderet for anden gang. Den var endnu ikke genoptaget ved redaktionens slutning.
Eksperter sagde, at kursfaldet skyldtes et overvurderet marked. De mente dog ikke, at mandagens situation var så alvorlig som for 10 år siden, hvor kursfaldet var på hele 22,5 procent i Wall Street.
Reaktionen kom, efter at de asiatiske økonomier tidligere mandag vågnede op til ny uro med faldende kurser på børserne i Hong Kong, Tokyo og Sydney, der efterfølgende trak såvel aktiemarkederne i Europa som guldpriserne ned.
I Hong Kong dykkede kurserne med 5,8 procent, og analytikere sagde, at kurserne ville være dykket mere, hvis ikke Kina havde grebet ind.

Staten sælger Tele Danmark
*Tele Danmark bliver fuld-stændigt privatiseret, og salget af de sidste statsaktier i koncernen indbringer staten i alt 29 milliarder kroner.
Køberne er den amerikanske kommunikations-gigant, Ameritech, der køber 34 procent af statens aktier, og Tele Danmark selv. Der bliver tale om et "strategisk partnerskab", hvor Ameritech nu i alt ejer 42 procent af aktierne i Tele Danmark.
Regeringen fik mandag tilslutning til salget fra Venstre og konservative. Kun Enhedslisten sagde nej. Aktiemarkedet tog godt imod nyheden.
Leder og artikel på forsiden
Artikler side 4

Blinde passagerer skal beskyttes bedre
*Der skal indføres faste internationale regler for, hvordan en kaptajn og hans besætning skal reagere, når de opdager en blind passager ombord på et fragtskib. Det vil erhvervsminister Jan Trøjborg arbejde for på baggrund af en klage fra de britiske myndigheder til den danske regering, efter at der er fundet tre døde blinde passagerer på danske skibe i britisk havn. Jan Trøjborg vil forsøge at samle flertal for sit initiativ i FN's Internationale Maritime Organisation.
Mandag redegjorde Sø-
fartsstyrelsen for fundet af de tre døde afrikanere i lastrummene på skibene "Finlith" og "Jens Munk". Lastrummene var i begge tilfælde blevet plomberet og gasset for at dræbe skadedyr.
For knap en uge siden blev fire besætningsmedlemmer på et tredje dansk skib dømt for at have smidt en blind passagerer over bord ud for Afrika i 1994.

Storbritannien vil vente med euro'en
*Storbritannien vil ikke deltage i ØMU'en, den fælles europæiske mønt-union, fra begyndelsen 1. januar 1999. Finansminister Gordon Brown udelukkede i går, at deltagelse i ØMU'en kan komme på tale inden det næste britiske parlamentsvalg i 2002. Brown sagde dog, at regeringen principielt ønsker at deltage, hvis projektet lykkes. Regeringen har lovet vælgerne en folkeafstemning, inden pundet eventuelt afskrives.
Usikkerhed om Londons holdning har medført en del uro på finansmarkederne og kritik af Labour-regeringens håndtering af sagen.
Artikel side 5

Peronister taber terræn i Argentina
*Argentinas regerende peronister har tabt deres flertal i parlamentets underhus efter søndagens valg, hvor halvdelen af pladserne var åbne til omfordeling. Da 98 procent af stemmerne var talt op, havde centrum-venstre oppositionen sikret sig de 45,7 procent. Det giver koalitionen 110 pladser mod peronisternes 118, og dermed får Argentinas mindre partier en interessant, ny magtposition som tungen på vægtskålen.
Valget er det første nederlag til præsident Carlos Menem og peronisterne i ti år. Resultatet tolkes som vælgernes straf for regeringens stramme økonomiske politik, som har bragt inflationen ned og øget væksten på bekostning af omkring 16 pct. arbejdsløshed og sociale uligheder.

Commonwealth er barsk overfor Nigeria
*Selv om Nigeria ikke blev ekskluderet i løbet af årets topmøde i det britiske statssamfund, Commonwealth, er der ikke tale om, at lederne har taget for let på menneskerettighedsorganisationers kritik af undertrykkelse og mangel på reformer i Nigeria.
I den endelige erklæring fra topmødet heder det, at Nigeria på tredje år er suspenderet fra statssamfundet, og at der venter landet udstødelse og en olieembargo, hvis ikke militærstyret har genindført demokrati inden 1. oktober næste år.
"Vi har ikke undladt at skride hårdt ind overfor Nigeria, vi er skredet meget, meget hårdt ind," sagde den britiske premierminister Tony Blair.

Israel løslader palæstinensere
*Israel løslod mandag flere palæstinensiske fanger i forbindelse med den handel, som Israel indgik efter et mislykket attentat mod en Hamas-leder i Jordan. Israelsk militærradio oplyste, at op til 31 fanger ville blive løsladt mandag. Andre kilder har nævnt, at 20 fanger ville blive løsladt.
Jordan fangede i september to agenter fra den israelske efterretningstjenste, da de prøvede at snigmyrde Khaled Meshal, et højtstående medlem af den palæstinensiske Hamas-organisation. Israel lovede at løslade op til 70 fanger i bytte for de to agenter.

Færre smittes med HIV
*De senere års svage fald i antallet af nye anmeldte tilfælde af personer i Danmark, der er smittet med HIV-virus, fortsætter. Det tyder de seneste tal fra Statens Serum Institut på. I andet kvartal af 1997 blev der konstateret i alt 74 nye HIV-tilfælde. I 1992, da epidemien toppede i Danmark, fik 379 danskere stillet diagnosen HIV-positiv.
Antallet af udbrud af aids, som er forårsaget af HIV, fortsætter ligeledes med at falde. I alt er der i første halvår af 1997 konstateret 52 nye, danske aids-tilfælde. Antallet af aids-udbrud var højest i 1993 med 239 tilfælde.

Havel advarer mod sigøjner-forfølgelse
*Den britiske regering overvejer at indføre visumpligt for tjekkiske statsborgere, efter tjekkiske sigjønere i stort tal har søgt til Storbritannien i håb om at få asyl på baggrund af den diskrimination og førfølgelse, de hævder at være udsat for i hjemlandet.
Det britiske tiltag bekymrer Tjekkiets præsident Vaclav Havel, skriver Politiken. Han frygter, at Tjekkiets integration i Vesteuropa er truet af den diskrimination og forfølgelse af sigøjnerne, som regeringen har erkendt finder sted, og som Europarådet har opfordret Tjekkiet til at gøre noget ved. Præsident Havel mødes i dag med premierminister Tony Blair om sagen.

Dansk Folkeparti fordobler sin tilslutning
*Dansk Folkeparti har på en måned mere end fordoblet sin vælgertilslutning. Det viser det justerede gennemsnit af oktober måneds meningsmålinger, som er udarbejdet for Ritzaus Bureau af valgforskeren Søren Risbjerg Thomsen. Et valg nu ville indbringe Dansk Folkeparti 11,1 procent af stemmerne mod 5,3 procent måneden før.
Socialdemokratiet og de Konservative går begge tilbage med omkring to procentpoint til henholdsvis 28,6 procent og 11,2 procent tilbage. Set over længere tid er Venstre gået mest tilbage fra 30 procent i sommer til 25,5 procent nu.
Artikel side 4

Nye massakrer i Algeriet
*22 algeriere blev dræbt ved to massakrer i weekenden, og cirka 30 lig blev fundet i en massegrav i hovedstaden Algier, skrev algerisk aviser mandag. 16 blev dræbt og seks bortført natten til søndag i landsbyen Oued Djer i Medea-provinsen, 70 kilometer syd for Algier. Ingen har taget ansvaret for angrebet. Seks mennesker blev dræbt ved en anden massakre lørdag aften i det sydvestlige Algeriet. Myndighederne mistænker fundamentalistiske oprører for at stå bag denne massakre.
I Bentalha fandt myndighederne i en brønd 30 lig, flest kvinder. Algier-forstaden var i september skueplads for en af de værste massakrer i den fem år lange borgerkrig. Mere end 200 mennesker blev dræbt og adskillige kvinder og piger bortført.

Højrefløjen i kommunale valgforbund
*I et forsøg på at vippe flest mulige socialdemokratiske borgmestre af pinden indgår Venstre og de Konservative valgforbund med Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet som aldrig før, skriver Aktuelt. Valgforbundene findes i 27 af landets 35 største kommuner.
"Vi bifalder indgåelse af så mange valgforbund som muligt med Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet, for at det ikke-socialitiske alternativ kan stå så stærkt som muligt," siger Det Konservative Folkepartris generalsekretær, Peter Sterup, til avisen.
På amtsplan er Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet med i borgerlige valgforbund i 10 af de 15 amter.

Venstre vil stramme regler for indsatte
*Formanden for Folketingets retsudvalg, Bjørn Elmquist, (R) taler mod bedre vidende, når han siger, at Venstres forslag om skærpelse af afsoningsreglerne bl.a. med færre udgange fra og hårdere disciplinærstraffe i fængslerne, er fremsat i bagklogskabens lys. Det siger Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech i en pressemeddelse med overskriften "Elm-
quist er fuld af løgn".
Rønn Hornbech afviser, at forslaget genfremsættes nu som direkte konsekvens af en undvegen, dansk fanges drab på to politibetjente i Finland.
Flere politimestre sagde mandag i øvrigt nej tak til den vetoret i spørgsmålet om uledsaget udgang til fængselsfanger, som flere politikere vil give dem. De er godt tilfredse med, at den endelige afgørelse ligger hos Kriminalforsorgen, der har det mest aktuelle kendskab til de indsatte.

Dansk Folkeparti trækker i land
*Dansk Folkepartis byrådskandidat i Silkeborg, Henning Rye Pedersen, fortryder, at han overfor Midtjyllands Avis har omtalt indvandrere som bl.a. "kameldrivere og fåreavlere". Udtalelserne har fået Enhedslisten i Silkeborg til at politianmelde Rye Pedersen for overtrædelse af straffelovens racismeparagraf.
I en artikel i Midtljyllands Avis lørdags står bl.a.: "Kriminaliteten ligger ifølge Henning Rye Pedersen i de fremmedes gener. De er så mange til at slås om den lagkage, at de simpelt hen ikke kan overleve med fredelige metoder, forklarer han". Indledningsvis er Henning Rye Pedersen citeret for at sige: "Kameldrivere og fåreavlere. Hvad skal vi med dem? De sorte breder sig alle steder. Det er ligesom en kræftsygdom".
"Henning Rye Pedersen er utroligt ked af det. Han fortryder og siger undskyld. Der er hverken tale om hans eller Dansk Folkepartis holdning," siger Dansk Folkepartis pressechef, Søren Espersen.
Enhedslistens kandidat, Frans Mattesen, har endnu ikke afgjort om, han vil trække sin anmeldelse tilbage.

Scientology protesterer
*Et internationalt optog af scientologer demonstrerede mandag i Berlin mod den tyske regerings påståede undertrykkelse af Scientology-sekten, som efter egne oplysninger har 30.000 medlemmer i Forbundsrepublikken.
Demonstrationen var organiseret af en amerikansk gruppe, der agiterede for "Religionsfrihed i Tyskland". Gruppen sagde, at der deltog 6.500 demonstranter. Det var dobbelt så mange, som politiet i Berlin kunne tælle til. Skuespilleren John Travolta, der skulle have været trækplaster, deltog på bånd.
Tysklands interne efterretningstjeneste, Forfatningsværnet, er for nylig sat til at overvåge Scientology. Indenrigsminister Manfred Kanther begrundede det med, at mange års efterforskning har bekræftet, at organisationen forfølger mål, som er i strid med den tyske forfatning. Bl.a. afskaffelse af demokratiet.
En juridisk rapport siger, at Scientology har "en nationalsocialistisk retsopfattelse", og at det får tyske højreekstremister til at indynde sig hos scientologerne. Eksperterne lægger vægt på, at de højreradikale grupper i Tyskland er begyndt at fremstille sig selv som "scientologernes lidelsesfæller" og påberåbe sig de værker, som Scientology-organisationens grundlægger, Lafayette Ronald Hubbard, har udgivet.
Forvaltningsdomstolen i Berlin tager i dag stilling til en klage fra Scientology over, ikke at blive betraget som en religiøs bevægelse.

Redigeret af Helle Ringgaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu