Læsetid: 7 min.

Døgnets nyheder

17. oktober 1997

Svensk ISS-skandale maner til eftertanke
*ISS-koncernens svenske datterselskab fejlede svært i sin pleje af 84 beboere på plejehjemmet Polhemsgården i den svenske kommune Solna. Svensk tv har afsløret, at de gamle bl.a. kun kom i bad hver tredje uge og at flere blev plejet så dårligt, at der gik koldbrand i liggesår. Vreden og forargelsen er stor, og Kommunalrådet har frataget ISS Care plejehjemskontrakten til en værdi af 75 millioner svenske kroner.
I Danmark har sagen fået en række politikere, bl.a. indenrigsminister Birte Weiss, til at understrege, at danske kommuner ikke skal regne med at udlicitere sig fra ansvaret for at de ældre plejes forsvarligt, og at dumpningspriser som regel medfører en ringere service.
ISS, der har lidt et betydeligt aktietab efter vanrøgt-skandalen, har erkendt at selskabet har svigtet utilgiveligt og vil nu undersøge, hvordan det kunne gå så galt.
Artikel side 4

Eks-diktator genvinder magten i Congo
*Den tidligere militærdiktator i Congo, Denis Sassou Nguesso, erklærede torsdag, at krigen i Congo var forbi, da hans tropper havde taget kontrollen med hovedstaden Brazzaville og det økonomiske centrum Pointe Noire, og jaget præsident Pascal Lissouba på flugt. Det ventes, at den 54-årige Sassou, der har 13 års erfaring som militærdiktator, i dag vil tale til nationen og udnævne en regering.
Artikel på forsiden
Tema side 3

Frikendte rockere dømt i anden omgang
*For første gang i dansk retshistorie er personer, der én gang er frikendt for en forbrydelse, blevet dømt skyldige ved en senere genoptaget retssag. Det skete i går, da tre Hell Angels-rockere blev kendt skyldige i drabet på en rocker fra Bandidos i Københavns Lufthavn i Kastrup sidste år. De tre blev også kendt skyldige i fem tilfælde af drabsforsøg.
Ved den første sag i december gik de tre fri, mens tre andre blev kendt skyldige for hhv. drab og drabsforsøg.
Nyt og stærkt belastende materiale i form af 20 timers telefonaflytninger fik Den Særlige Klageret til ekstraordinært at beslutte, at sagen skulle gå om.

Ingen erstatning efter politiskud
*Højesteret har afgjort, at politiet ikke skal betale erstatning til de efterladte til den 28-årige psykisk syge Kaare Visbech Mortensen, som blev skudt af politiet under en anholdelse i 1993 i Brøndby ved København. Torsdagens afgørelse bekræfter Østre Landsrets afgørelse fra 1995.
En af de fem højesteretsdommere, Per Walsøe, var dog uenig med sine kolleger. Han mener, at politiet har pligt til at betale erstatning til Kaare Visbech Mortensens mor og datter, som havde rejst krav om 120.000 kroner. Dommeren mente, at politiet burde have indset, at Kaare Visbech Mortensen var sindsforvirret, og at betjentene, i stedet for at bruge tåregas til at få ham ud af lejligheden, burde have tilkaldt relevante fagfolk.
Dommerne er dog enige om, at anholdelsen var berettiget, og at betjenten skød i lovlig nødværge.

Kommuneskatten stiger før valget
*Det kommende kommunevalg og vælgernes gunst til trods har hver tredje kommune besluttet at sætte skatten op til næste år. Gennemsnitligt stiger kommuneskatten med 0,16 procentpoint i 1998, og det er væsentligt mere end de 0,02 procentpoint, som skatterne blev hævet inden kommunalvalget i 1993.
Den jyske kommune Bov ligger i top med en stigning på 1,7 procent. Beboerne i Tornved Kommune i Vestsjælland betaler fortsat mest i kommuneskat; 22,8 procent. Holmsland er billigst med 15,5 procent. Det er primært børnepasning, ældrepleje og forbedringer i folkeskolen, der trækker kommunernes udgifter op.

Kosovo-albanere må blive i Danmark
*Omkring 2.000 jugoslaviske statsborgere, hovedsageligt albanske dessertører og militærnægtere fra den serbiske Kosovo-provins, har nu fået permanent opholdstilladelse i Danmark. De har ellers alle tidligere fået afslag på deres asylansøgninger, men myndighederne i Serbien har stillet betingelser for albanernes hjemtagelse, som den danske regering ikke kan acceptere. Blandt andet at flygtningene skulle ledsages af et "integrationsbeløb" til myndighederne og at flygtningene skulle sendes hjem i særligt udvalgte kvoter.
Af hensyn til hjemsendelse af senere ankomne flygtninge fra eks-Jougoslaiven fortsætter Udenrigsministeriet forhandlingerne med de serbiske myndigheder.

Politistation i Kosovo angrebet
*En person blev torsdag dræbt under et endnu angreb på en politistation i Kosovo-provinsen i Serbien, oplyste det statslige jugoslaviske nyhedsbureau, Tanjug. Det lokale politi sagde, at den etniske albaner, Adrijan Krasniqi var medlem af den "ultra-radikale" undergrundsgruppe Kosovos Befrielseshær (UCK), og at han tidligere havde deltaget i angreb i Kosovo. Oplysningerne kunne ikke umiddelbart bekræftes, og serbisk politi er ikke altid gode sandhedsvidner, når det drejer sig om påståede albanske forbrydelser. Det albanske flertal i Kosovo har siden 1998 ønsket deres selvstændighed tilbage.

Tadsjikisk præsidentgarde angrebet
*Den skrøbelige fred i Tadsjikistan er er kommet i farezonen kun få måneder efter, at præsident Imomalij Rakhmonov underskrev en fredsaftale med lederen af den væbnede islamiske opposition, Said Abdullo Nuri. Årsagen er, at 13 medlemmer af præsidentens personlige livgarde tidligt torsdag blev myrdet på deres kaserne i hovedstaden Dusjanbe af en gruppe på 70-80 ukendte gerningsmænd.
Siden fredsaftalen er præ-sidentens garde flere gange blevet sat ind i og omkring hovedstaden, fordi rivaliserende bander kæmper om indflydelse. Livgardens øverstkommanderende, Gafar Mirsjojev, vandt dog i august slaget i sammen med chefen for indenrigsministeriets styrker, Sukhob Kasimov. Militære og diplomatiske eksperter har advaret om en magtkamp mellem de to mænd, men Mirsjojev understreger, at det ikke er indenrigsministeriets styrker, der har angrebet hans mænd.

Sygdomme kan sende sæddonorer i register
*Det har vist sig, at sæddonorer har spredt sygdomme som arvelig tyktarmskræft og cystisk fibrose til børn undfanget ved insemination, og Sundhedsstyrelsen overvejer derfor at oprette et særligt, lukket register for sæddonorer, skriver Kristeligt Dagblad. Formålet skulle være at sikre muligheden for at spore spredningen af de arvelige sygdomme, og samtidig bevare den lovsikrede anonymitet for sæddonorer.
En mand, hvis sæd er blevet brugt til 100 behandlinger af barnløse par, har fået konstateret en arvelig tyktarmskræft. Denne cancer kunne forebygges hos børnene - hvis man kunne finde dem. Den mulighed eksistere ikke på nuværende tidspunkt.
Sundhedsstyrelsen mener ikke, der er grund til at indføre egentlig screening for genetiske sygdomme blandt sæddonorer.

Katamaran-søslag på Kattegat fortsætter
*Der er rift om kunderne på Kattegat. Cat-Link vil gerne sætte en ny, stor katamaran-færge ind mellem Århus og Odden, men rivalerne på Mols-Linien, der besejler ruten Ebeltoft-Odden, siger nej. Det kan Mols-Linien, fordi Odden Færgehavn er en privat havn ejet af - Mols-Linien, og den er i øvrigt behæftet med en klasul om, at havnen kun må bruges til færgedrift mellem Odden og Ebletoft. Mols-Liniens adm. direktør, Preben Wolff, er dog overbevist om, at det vil være en ren formalitet at få Trafikministeriet til at godkende, at Mols-Linien kan sende færger fra Odden Færgehavn til Århus.
Cat-Link truer ifølge ErhvervsBladet med at pudse Havneklagenævnet på sagen.

Kvælstofafgift vil koste høstudbytte
*Den kommende kvælstofafgift bliver dyr for landbruget, uanset hvordan den strikkes sammen. Selv om hele afgiften føres tilbage til erhvervet i form af hektarpræmier, vil det lavere udbytte og ændrede sædskifte betyde et nettotab på mellem 200 og 800 mio. kr. om året, skriver Landsbladet, på baggrund af en intern arbejdsrapport fra seks ministerier. I omkring et år har eksperter og embedsmænd gennemarbejdet ni modeller for en afgift på kvælstof. Arbejdet afsluttes tidligst til nytår og vil danne grundlag for den afgift, statsministeren har bebudet.

De rige lande skærer ned på ulandsbistand
*De rige lande skar fra 1995 til 1996 deres bistand ned med 4,2 procent svarende til 25 milliarder kroner, så ulandsbistand i dag udgør i gennemsnit 0,25 procent af landenes bruttonationalprodukt (BNP). FN's mål er mindst en procent af BNP. Det fremgår af rapporten "Reality of Aid 97/98", som torsdag blev præsenteret af Mellemfolkelig Samvirke (MS). Rapporten er lavet af OECD og gennemgår størrelse og kvalitet af de rige landes bistand til fattige lande.

Vedvarende Shell
*Shell vil de næste fem år investere 3,5 mia. kr. i vedvarende energi. Samtidig vil Shell samle solenergi, biomasse og skovdrift i en ny organisation, Shell International Renewables. Shell stræber efter at sidde på 10 procent af markedet for solenergi i år 2005, og har netop åbnet en solcellefabrik i Holland.
Der er i dag møder bl.a. i København om, hvordan Shell kan skrotte den omstridte, udtjente Brent Spar olieboreplatform.

Ungdommens sårbarhed ses bedst gennem glas
*Unge i Glas. Seks af dem, seks, stille scilikone-lig i tre meter høje, væskefyldte cylindre på Rådhuspladsen i København. Misbrugeren, Idealet, Den Fremmede, Den Spiseforstyrrede, Den Subkulturelle - og en Ung. For det er de unges livsvilkår, som kunstneren Jens Galschiøt ønsker at skabe opmærksomhed om med sin seneste installation.
Tidligere har hans værker "Den indre Svinehund", "Den stille Død" og "Skamstøtten" rettet fokus mod henholdsvis fremmedhad, fattigdoms- og hungersdød og overgreb mod menneskerettighederne.
Målet med "Unge i Glas" er at fremprovokere tanker om og omsorg for ungdommens skrøbelighed og hårde liv op til Ungdomskonferencen 13:24 i København den 25. oktober, hvor der skal debatteres sex, vold, miljø, narko og boligjagt.
Foto: Klaus Holsting

Redigeret af Helle Ringgaard

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her