Læsetid: 8 min.

Døgnets nyheder

15. oktober 1997

Dansk-færøsk forhold forværres
*Statsminister Poul Nyrup Rasmussen har bedt det færøske Landsstyre rubbe sig med at få en række sociallove på plads, så Færøerne kan leve op til en aftale om, at socialområdet bliver et færøsk særanliggende fremfor et fællesanliggende. Det skulle være sket i slutningen af juli i år og herefter skulle Færøernes sociale refusioner overføres til det årlige bloktilskud. Henvendelsen har skabt stor fortørnelse hos bl.a. Færøernes landsstyresmand på social- og sundhedsområdet, Kristian Magnussen. Han peger på, at det tog Danmark 15 år at udarbejde sin nuværende bistandslov, mens Poul Nyrup Rasmussen forlanger, at Færøerne skal klare at omlægge hele det sociale område - herunder forsorgsloven - til et færøsk særanliggende på to år.
"Det kan jeg ganske enkelt ikke tage ansvaret for. For-sorgsloven skal ikke jappes igennem af hensyn til Poul Nyrup Rasmussen," siger Kristian Magnussen.

Italiens regering tilbage til magten
*Regeringskrisen i Italien er ovre. Ministerpræsident Romano Prodi og hans centrum-venstre-regering har indgået et kompromis med det lille kommunistparti RC. Kompromiset indebærer, at regringen fortsat har et flertal bag sig - også til at gennemføre næste års finanslov. Loven vil ifølge regeringens egne og EU's beregninger vil kunne kvalificere Italien til at komme med i Den Økonomiske og Monetære Union.
Kommunisterne tvang sidte torsdag regeringen til at træde tilbage på grund af finanslovens sociale stramninger. Nu har de i stedet sikret sig et løfte om indførelse af en 35 timers arbejdsuge.
Artikel side 5

Udvidelse af store svinefarme ankes
*Danmarks Naturfredningsforening (DN) anker den tilladelse, som et snævert flertal i Viborg Amtsråd gav til udvidelsen af tre store svinefarme på Mors. Anken begrundes med, at yderligere 30 tons gylle fra 15.000 ekstra svin på de tre svineproduktioner vil medføre en alvorlig trussel mod forsyningen af rent drikkevand til indbyggerne på Mors. Drikkevandet på Mors har det i forvejen ikke for godt på grund af nitrat. Mange morsingboere er også imod, at svinefarmene bliver større.
Miljøminister Svend Auken har sendt sagen til behandling i en række udvalg under både Miljø- og Landbrugsministeriet.

Helveg står fast på krav til EU-udvidelse
*Selv om Danmark har svært ved at komme igennem i EU med sit krav om, at alle ansøgerlande får ligeret ved de kommende optagelsesforhandlinger, står regeringen fast. Det slog udenrigsminister Niels Helveg Petersen tirsdag fast, efter at Socialdemokratiets EU-ordfører, Ove Fich, havde efterlyst en kreativt, dansk beredskabsplan i tilfælde af, at EU følger Kommissionens udspil og stiller fem af de 11 ansøgerlandene stilles bag i køen.
Men på grund af den hurtige og uforudsigelige udvikling i Østeuropa er det hverken "nødvendigt, klogt eller hensigtsmæssigt" at følge Komissionens udspil, mener Helveg Petersen.

Retssag mod baskiske politikere udsat
*Retssagen mod 23 separatistiske baskiske politikere for samarbejde med en væbnet gruppe (ETA) blev tirsdag udsat for anden gang. Dommerne suspenderede retssagen mod den samlede ledelse for partiet Herri Batasuna - ETA's politiske gren - indtil næste mandag for at overveje forsvarets ønsker om, at retssagen flyttes til Baskerlandet og suspenderes "indtil regeringens og mediernes pres på domstolen er fjernet".
En spansk betjent døde i går af de skudsår, han fik mandag, da et formodet ETA bombeattentat mod det nye Guggenheim Kunstmuseum i Bilbao blev afværget. Museet skal indvies lørdag af det spanske kongepar. Tre er arresteret og spansk politi har netop fundet materiale, der tyder på, at ETA planlægger nye angreb

OECD tøjler det frie arbejdsmarked
*Et totalt frit arbejdsmarked er ikke altid det bedste middel mod arbejdsløshed og tab af arbejdspladser. Det har Den økomoniske Samarbejdsorganisation OECD ellers længe hævdet, men i går trak en ny OECD-rapport i den anden retning. Den konkluderer, at et reguleret arbejdsmarked tit kan være en bedre løsning, fordi uddannelse, efteruddannelse og medarbejdernes motivation og produktivitet ofte ryger med i købet, når arbejdsmarkedet 'afreguleres'. Der er 36 millioner arbejdsløse i OECD-landene og i denne uge diskuterer landenes arbejdsministre de sociale konsekvenser af et frit og fleksibelt arbejdsmarked.

Indvandrerråd
valgt i Odense
*Odense Kommune fik i går som den første i landet et flygtninge-indvandrerråd, der skal rådgive kommunen. 7.630 første og anden generationsindvandrere og flygtninge kunne vælge mellem 59 kandidater til de tretten pladser i rådet.
De største nationalitetsgrupper får hver to pladser i rådet, mens mindre grupper får en palds. To pladser er forbeholdt 'åbne' medlemmer.

Væbnede tyrkiske fly over Cypern
*Tyrkiet har brudt en aftale med Washington om, at tyrkiske jagerfly skal være ubevæbnede, når de flyver over Cypern. Det er de øgede spændinger i forholdet til Grækenland, der efter ti ubevæbnede måneder igen har fået tyrkerne til at flyve med raketter og sprænghoveder ombord, tyrkisk presse tirsdag. Tyrkiet er provokeret af, at Grækenland har deltaget i græsk-cypriotiske militære manøvrer på Cypern, skriver avisen Sabahm.

Politistation angrebet i Kosovo
*Uidentificerede gerningsmænd har angrebet en politistation i Serbiens urohærgede Kosovo-provins, rapporterer det jugoslaviske nyhedsbureau, Tanjug. Politistationen i landsbyen Celopek nær Pristina blev angrebet med automatiske våben og granater kort efter midnat, dog uden at nogen kom til skade. Politiet åbnede ild mod angriberne og arresterede adskillige.
Kosovo, der ligger i den sydlige del af Serbien, og hvor 90 pct. af indbyggerne er etniske albanere, har været præget af væbnet uro de seneste måneder. Undergrundsorganisationen Kosovos Befrielseshær (UCK) har påtaget sig ansvaret for nogle af angrebene. Albanerne ønsker som minimum provinsens selvstyre tilbage, de har været under Sebisk styre siden 1989.
Leder på bagsiden

Mellemøsten køber flest våben
*Landene i Mellemøsten var i 1996-97 verdens største våbenopkøbere, med Saudi-Arabien og Israel øverst på listen. Det fremgår af Det Internationale Institut for Strategiske Studier, ISISS's årsrapport. Nationerne i Mellemøsten og Nordafrika spenderede i perioden 1996-97 i alt 15 millarder dollar (cirka 100 millarder kroner), hvilket svarer til 40 procent af verdens våbenindkøb. IISS konkluderer, at manglen på fremskridt i fredsprocessen i Mellemøsten får landene til samle sig store våbenlagre.
En stor udvidelse af det saudi-arabiske luftvåben sætter landet øverst på kundelisten. Derefter kommer Israel.
Iran har, ifølge IISS-rapporten, øget sit våbenindkøb med 40 procent. Mens landet prøver at skjule sine indkøb, gør det ingen hemmelighed af at en national våbenindustri er under opbygning.
Artikel side 5

Chefredaktørskifte på dagbladet B.T.
*Arne Notkin trådte i går tilbage efter kun knapt halvandet år på posten som ansvarshavende chefredaktør på dagbladet B.T. Han efterfølges af Erik Bistrup, der i en årrække har været medredaktør og medlem af chefredaktionen på Berlingske Tidende. Ifølge Ritzau er det uenighed om den journalistiske linje, der ligger bag Notkins afgang, og nyheden betød da også, at B.T.'s nu kommende medredaktør, Bent Sørensen, i går aflyste sin afskedsreception på avisen. Erik Bistrup bebuder, at B.T. skal være "en skarpere avis, der er med til at sætte dagsordenen i debatten." Arne Notkin vender tilbage til Weekendavisen som journalist.

Nyt jordskælv
*Et nyt kraftigt jordskælv rystede sent tirsdag eftermiddag det mellemste Italien. Skælvet blev målt til mellem 4,8 og 5,4 på den åbne Richter-skala. Rystelserne ramte regionerne Umbrien, Marche og Abruzzo kort før 17.30 og kunne mærkes i Rom 150 km væk.
Skælvet var af samme styrke, som det jordskælv, der den 26. september ramte samme område. Da blev 50.000 mennesker gjort hjemløse og mange huse styrtede sammen.

Algerisk massakre nær oliefelt
*Formodede muslimske oprørere har dræbt op imod 54 mennesker nær Algeriets største olie- og gasproduktionsområde. Angrebet er det værste enkeltstående angreb i Oran-distriktet vest for Algier, der hidtil har været forskånet for de blodige massakrer, der har præget Algeriet i de seneste seks år. Oran-distriktet har vital betydning for landets økonomi.
Massakren blev gennemført samtidig med, at den algeriske hær hævdede, at have succes med sin offensiv mod den radikale Væbnede Islamiske Gruppes (GIA) baser nær Algier op til de lokalvalg, der efter planen skal finde sted den 23. oktober.

Nye skovbrande i Indonesien
*Skovbrandene i Indonesien tager til trods regeringens advarsler om, at det er forbudt at påsætte brande for at rydde skov, skriver det officielle nyhedsbureau Antara. De seneste satellitbilleder fra søndag viser 62 brandpunkter. Det er væsentlig flere end de 40, der var registreret fredag. De nye skovbrande er opdaget på Sumatra, Java, Sulawesi og i Kalimantan-provinsen, den indonesiske del af Borneo.
De indonesiske myndigheder har inddraget 29 licenser til tømmerhugst fra virksomheder, der arbejder i de brandhærgede områder, og retsssager er under vejs.
En katastrofeekspert fra FN sagde i går, at sattelitbillederne kunne være misvisende, da de viser varmestråling - og det kan stamme fra områder, hvor ilden nu er slukket men jorden stadig afgiver ekstra varme.

Halvdelen af de unges stemmer går til Uffe
*Socialdemokratiet har mistet grebet om de unge vælgere. Kun hver femte vælger, der næste gang skal stemme for første gang, vil således sætte sit kryds ud for statsministerens parti. Det viser Greens meningsmåling, som er gennemført i sidste uge på basis af 1142 interviews, skriver Dagbladet Børsen.
Ifølge undersøgelsen er Ventres formand Uffe Elle-mann-Jensen ungdommens politiske idol. Næsten hver anden af de unge førstegangsvælgere vil stemme på Venstre ved næste folketingsvalg. Skulle et valg afgøres kun af førstegangsvælgerne ville Venstre blive dobbelt så stort som nu med 42,6 pct af stemmerne. Ud over Venstre får Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Det Radikale Venstre, de unges stemmer.

Miljøgrupper kræver Saturn-mission udsat
*Danske miljøorganisationer kræver, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen overfor den amerikanske regering protesterer mod den planlagte opsendelse i dag af rumsonden "Cassini". Opsendelsen skulle have fundet sted mandag, men blev udskudt på grund af tekniske problemer. Opsendelsen sker i et samarbejde mellem den amerikanske rumfartsadministration, NASA, og den europæiske, ESA. Målet for missionen er planeten Saturn.
Det er rumsondens over 30 kg plutonium-batterier, indkapslet i keramiske materialer, der er årsag til miljøorganisationernes bekymring for omfattende radioaktiv forurening.
Opsendelsen bør stilles i bero, indtil der er opfundet solcelleteknologi til at løse rumsondens energibehov, mener afsenderne af det åbne brev til Nyrup.
"Vi kræver, at den danske regering gør sin indflydelse gældende i ESA for at få standset missionen. Alternativt bør den danske deltagelse i ESA stilles i bero, så længe "Cassini"-projektet og andre rumprojekter er afhængige af plutonium," hedder det i brevet. Der er planlagt 10 lignende missioner frem til år 2009. Underskriverne er Danmarks Naturfredningsforening, Det Økologiske Råd, Organisationen for Vedvarende Energi, NOAH, Organisationen til Oplysning om Atomkraft og Aalborg Miljø- og Energikontor.
Tidligere har SF's miljøpolitiske ordfører Steen Gade opfordret miljøminister Svend Auken til at rette en protest direkte til vicepræsident Al Gore.

Redigeret af Helle Ringgaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu