Læsetid: 6 min.

Dokumentarisme for unge

16. oktober 1997

To dokumentariske skildringer om livets skyggesider, om nazismens biologiske forsøg med børn og om indsatte i danske fængsler

Nye bøger
Vi er aldrig blevet færdige med Anden Verdenskrig. Det vidner de fortsatte retsforfølgelser og den fortsatte forskning og strøm af litteratur om emnet om. Og netop dokumentationen af, hvad det var, der egentlig skete, er for det enkelte menneske - selv for vore dages unge - af essentiel betydning.
Dokumentarismen erklæredes efter 70'erne for død, men to nye bøger viser, at den fortsat lever i en bred, humanistisk udformning.
Da Primo Levi i 1947 skrev sin første bog Hvis dette er et menneske - en frysende stærk skildring af helvede på jord: Livet i kz-lejren Auschwitz 1944-45 - gav han verden en uafrystelig oplevelse. Levi var i begyndelsen af tyverne, da han blev ført til kz-lejren.
En endnu yngre mand, Günther Schwarberg, født 1927 i Tyskland af solid arisk-tysk slægt, oplevede krigen fra den anden side. Han har skrevet en bog om krigen og dens ofre, der nærmer sig Levis i styrke og stil, og han har kaldt den Mine tyve børn.
Günther Schwarberg bliver som barn rekrutteret til Ungfolket, en af de utallige nazistiske børne- og ungdomsorganisationer, der forsøgte at opdrage de unge tyskere i den nazistiske ånd. Her lærer han remser som "Jøderne vandrer op og ned, de vandrer gennem Det røde Hav. Bølgerne slår sammen med et brag, så får verden fred" og sange som: "Når jødeblodet af kniven sprøjter, bliver alt så let, som når man fløjter".
Selv føler Günther en blanding af fascination og foragt. Han har svært ved at tage den rå tone og kadaverdisciplinen. "Jeg kan kun tænke: De kan da ikke mene det for alvor. Det er da kun noget man synger, for hvem vil lade jødeblodet sprøjte af kniven? Det tager lang tid, før jeg forstår: De mener det for alvor. De gør det, de synger og siger."
Så enkelt kan det siges.
Günthers far er skolelærer, modstander af Hitler, men tvinges til at heile for at beholde sit job, men han går aldrig ind i partiet. Som 16-årig kommer Günther i Hitlerjugend og gennemgår her en hurtig og barsk uddannelse. Han kommer aldrig i kamp, men ender i København på destoyeren Karl Galster ved krigens slutning.

Biologiske forsøg
Efter krigen bliver han journalist på bladet Stern, og herefter vier han sit liv til at afsløre og opspore krigsforbrydere. Specielt historien om 20 jødiske børn, der udvælges fra kz-lejre til biologiske forsøg, og som i slutningen af april 1945 dræbes og brændes for at skjule forsøgene, kommer til at optage ham, og han er med til at oprette et museum i den kælder i Hamburg, hvor forbrydelsen sker.
Børnene er mellem 4 og 13 år, da de dræbes, og inden da er de henover flere år blevet udsat for tuberkulosesmitte ved podning i snitsår i skulderen. Derefter har lægerne under lokalbedøvelse bortopereret kirtlerne i deres armhuler for at kunne dissekere dem og konstatere følgerne.
Forsøgene mislykkedes, idet kirtlerne ikke har ændret sig, men børnene bliver voldsomt syge med bylder og høj feber. Den øverstansvarlige for forsøgene var Dr. Joseph Mengele, men den læge, der havde håbet på berømmelse og forfremmelse af forsøgene, var Dr. Heissmeyer.
Som hjælpere til at udføre forsøgene havde han indsat to politiske fanger, der oprindelig var professorer fra Frankrig. De forsøger uden held at sabotere forsøgene, og de aflives sammen med børnene og en plejer. SS-officer Strippel står for henrettelserne.

Krydsklipning
Bogen er strengt kronologisk opbygget med alle relevante oplysninger angivet under datoer, årstal og stedsangivelser som i en dagbog.
Der krydsklippes her mellem Günther Schwarbergs egen historie og de forskellige børns opværkst, i det omfang han kender den, samt børnenes fælles historie i forsøgsperioden. Nøgternheden, nøjagtigheden, soberheden i skildringen er som hos Levi med til at gøre dette lille vidnesbyrd om nazisternes forbrydelser til en stor læseroplevelse. Kun i det afsluttende kapitel om forsøgene på at få retsforfulgt de rette ansvarlige i løbet af de 50 år, der er gået siden forbrydelsen skete, kommer der følelser til udtryk, men mest gennem breve og udsagn fra de overlevende slægtninge til de 20 børn.
Hamburgs overstatsadvokat, Dr. Helmut Münzberg kommer i 1969 med følgende udtalelser: "Undersøgelserne har ikke med tilstrækkelig sikkerhed dokumenteret, at børnene blev pint utilbørligt længe, før de døde... De led ingen overlast udover at deres liv blev udslettet, og først og fremmest skulle de ikke lide særligt længe, hverken psykisk eller fysisk."
På denne baggrund frigives Strippel i 1969 uden yderligere retssag og tildeles efterfølgende over 120.000 DM i erstatning for uberettiget fængsling. Igen i 1988 frigives Strippel, denne gang med henvisning til forbryderens svage helbred, efter at sagen er blevet udskudt igen og igen gennem ni år.
Skuffelsen, forargelsen og frustrationen over de tyske myndigheders uvillighed til at retsforfølge naziforbryderne og erkendelsen af, at mange dommere fra Hitlertiden efter krigen er sat til at dømme deres egne, forbitrer forfatteren. Ved året 1966 skriver han således:
"Jo ældre jeg bliver, jo oftere skriver jeg om nazisternes forbrydelser og ofrenes lidelser. I Tyskland forfølges jøder stadig."
Men samtidig oplives han af en positiv interesse for sagen fra almindelige menneskers side og den lettelse ved visheden, der vokser ud af de pårørendes umiddelbare sorg og smerte over at høre om, hvordan børnenes endeligt blev.
Bogen er stærk uden at udmale det uhyggelige og burde være læsestof om krigens tid for alle danske skolebørn.

Indsat og udsat
Jutta Thuesen har i bogen Fængsler - kommer man nogensinde ud? interviewet indsatte, fængselspersonale og -inspektører fra åbne og lukkede, danske fængsler.
Det er en lille, enkelt opsat interviewbog henvendt til børn i den socialt interesserede alder. Den fortæller stilfærdigt om, hvordan livet leves bag tremmerne, om længsler og forventninger, nederlag og frustrationer, og der er ikke redigeret i påstande og synspunkter. Dog kommer forfatterens holdningen let skjult til orde i små udtryk som om den indsatte Allan: "Allans liste over uretfærdigheder er lang".
Alligevel virker mange af Allans klagepunkter berettigede, og han er da også den mest velformulerede og velinformerede af de indsatte. Han er en typisk indsat med gentagne voldsdomme og narkodomme bag sig. Men han er meget bevidst om sine rettigheder, eller manglen på samme. Der er således ingen klare regler for de indsattes udgangsret - det bygger på et skøn. Og klageretten er uanvendelig, fordi svaret på en klage over et ønske om udgang først kommer mange måneder efter, den var relevant.
Selv er han uden samvittighed over de forbrydelser, han har begået, herunder at have solgt narko. Han går ind for den stærkes ret - dem uden rygrad er selv ude om det. Han benægter således at rockerne står bag pres mod de svage indsatte. En anden indsat, Jørgen, kan imidlertid fortælle historier om tæv og isolation fra fællesskabet, iværksat af rockerne. Den frivillige isolationsfængsling var hans metode til at undgå terroren.
Der er i det hele taget mange trøstesløse skildringer fra de danske fængsler. Men der er også lyspunkter: indsatte der tager uddannelse og fungerer som et kollektiv i små næsten idylliske, åbne fængsler. Men det er - selvfølgelig - de velfungerende indsatte, der ender her.
Det er forlaget CDR der igen har udgivet de to dokumentariske bøger, og genren kan bestemt ikke siges at være død; tværtimod er der i dag en mindst ligeså levende interesse for livets skyggesider, hvad enten det drejer sig om hjemlige fængsler eller tyske kz-lejre.

*Günther Schwarberg: Mine tyve børn. Oversat fra tysk af Mikael Witte. 167 s., illustreret. 198 kr. CDR forlag
*Jutta Thuesen: Fængsler - kommer man nogensinde ud? 149 s., illustreret. 188 kr. CDR forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu