Læsetid: 5 min.

I drifternes vold

3. oktober 1997

Nils Malmros har bevæget sig fra Århus til Færøerne for at filme en litterær klassiker, men det er stadig hans univers

Ny film
Til Færøerne ankommer i 1760'erne den unge præst hr. Poul med det gode skib Fortuna. Skæbnen har bragt ham et kald på de fjerne øer, hvor han han modtages af byens honoratiores, men møder sin skæbne, Barbara. En kvinde der tidligere har lagt to præster i graven og som hele øen taler om som indbegrebet af utugt, mens i hvert fald en god del af mændene ikke har svært ved at fascineres af denne stærke naturkraft af en kvinde, der lever sine lyster og drifter ud, handler spontant og impulsivt og derfor sår og høster både megen sorg og megen glæde.
Hr. Poul advares mod hende af provsten, men da han drager til sit kald i følge med hende, er hans skæbne beseglet omend han bagefter martres af syndsbevidsthed og sin manglende evne til at styre sine drifter. En tid lever de i lykkelig promiskuitet, inden de bliver gift, men da han under udførelsen af sin pligt drager til Myggenæs og ikke kan komme tilbage før vejret arter sig, tager hun til Thorshavn for at forlyste sig med den nyankomne Andreas, en økonom der på opfordring fra kongen skal forfatte en beskrivelse af de vindomsuste øer og en ganske anderledes lystig men også letfærdig fætter end den traurige hr. Poul. De bliver til en ny erotisk besættelse, en kærlighed, der ikke mindsker hendes kærlighed til hr. Poul, men får fatale følger.
I årtier har Nils Malmros været en af dansk films mest personlige instruktører. En erindringens mester, der karrieren igennem har trukket på sin opvækst og oplevelser i den århusianske middelklasse, så byen og tiden er blevet almen, så sandt som at netop den minutiøse detaljeomhu og den psykologiske nuancerigdom gør det personlige alment. Århus har været hans verden, hans erindringer og erfaringer hans fortællings inspiration.

Væk fra Århus
Overraskende og lidt trist kan det derfor synes, at nu har også han forsøgt sig udi den for ofte blegsottige og vitaminfattige tradition, der af guldrandet dansk litteratur forsøger at skabe guldrandet filmkunst. Hans forlæg er Jørgen-Frantz Jacobsens klassiker fra 30'erne, der tidsligt og rumligt udspiller sig så fjernt fra Århus som på Færøerne i 1700-tallet.
Men forståeligt er det også, at han har villet prøve noget andet end det, han mestrede og blev berømt for. Og umiskendeligt er det, at filmen samtidig med at bryde nye veje for instruktøren, så klart er hans og bærer hans personlige stempel i fortælling og form.
Som f.eks. i balscenen med de besøgende franskmænd. Da den stilfuldt høviske kontinentale dans bliver afløst af færingernes rytmisk dunkende og støvletrampende runddans, går kræmmeren Gabriel ned i kælderen under dansegulvet, og til den marvfyldte trampen, der får kælderens loft til at gynge rytmisk, ser han i krogene færøske kvinder hengive sig til franske officerer. Optændt af jalousi forarges, frastødes og fascineres han af denne utugt, af drifternes frie udfoldelse.
Scenen er en af de stærke og gode scener. Den både trækker linjer tilbage til Malmros' tidligere filmkunst, peger på hvad der har fascineret ham i denne roman og på hvad det er for nyt land han forsøger at indvinde.
Scenen trækker linjer tilbage til Drenge og deres skrækblandede fascination ved at færdes på hospitalets forbudte områder, i den pulserende varmecentral og ind til lighuset. Eller til den films sidste scene, hvor den 10-12 årige hovedperson iført vandsikre røjser forsigtigt og fascineret pløjer sig gennem familiens oversvømmede kælder. Hemmelige rum og skjulte drifter er forbundet. Men forskellen er også klar. For hvor Malmros i Drenge som i alle sine tidligere film fortæller tilbageholdt og kun antydende, lader han i scenen i Barbara følelserne og drifterne gå lige igennem med støvletrampenes og det gungrende gulvs hamrende blodpuls, med de afklædte kvinder i chiaroscuro lyssætning, der både skjuler og fremhæver.
Det er heller ikke vanskeligt at se forbindelsen til hans Kærlighedens smerte med den psykisk sårbare Kirsten, der ikke kan leve i denne verden af halve følelser og lunkne forbehold. Barbara er ikke en skrøbelig kvinde, men som Kirsten et barn, som sorenskriveren siger, og en naturkraft, der følger sine lyster uden reflekteren over implikationerne og uden gnist af hensyn til konventionerne.
Det er ikke uforståeligt, at Malmros har haft et behov for at komme væk fra Århus og skabe et drama i en verden, hvor han bl.a. med den storslåede naturs hjælp, har kunnet lade de ellers underspillede følelser få mere frit løb. Her brydes bølgerne mod klipperne, mens Fuzzys musik svulmer op og det hele bliver et udtryk for personers følelsesoprør.
Men det er ikke uden et vist klichepræg i det melodramatiske udformning, måske fordi Malmros alligevel ikke tør være vaskeægte melodramatiker som en von Trier, der med Breaking the Waves også kastede sig ud i de store følelser og også lod dem udspille sig i en fjern egn af verden med havet og nøgen natur som ramme.

Kærlighedens smerte
Til gengæld følger Malmros sin egen tematik om kærlighedens smerte og drifternes farlige dæmoni. Ved at bruge Færøerne som ramme får han et fotogent miljø forærende, bruger det godt, og får samtidig tegnet en række personer med psykologisk realistiske træk, fortræffeligt formidlet gennem hans karakteristisk lydhøre personinstruktion.
Anneke von der Lippe er Barbara med stærk udstråling og sensualitet. Man tror på hende som en kvinde drevet af sine følelser og uden de bagtanker, det lille samfund pådutter hende. Lars Simonsen spiller derimod hr. Poul som en måske lovlig veg og bleg omend arketypisk Malmros-mand med for mange ruelser og reflektioner og for lidt handling. Det er ikke indlysende, hvad Barbara ser i ham eller i den letbenede Andreas. Trond Høvik er fremragende som kræmmeren Gabriel, der bliver lovens mand og som filmen igennem raser over Barbara, hvis erotiske glød er ham en jalousiens pæl i kødet, omformet til (skin)hellig forargelse og nyfigen udspioneren. Og Jesper Christensen er som sædvanlig præcis i sin skarpskårne præstation som sorenskriveren, der skjuler sin fascination af Barbara i tør resignation og ender med at blive historiens fortæller, der prøver at agere skæbne ved at gribe ind i personernes.
Lutter fortræffelige præstationer bærer filmen, der smukt er fotograferet af Malmros' faste fotograf Jan Weincke, der benytter en gylden lyssætning i de intime scener og elementernes blå-grå-sorte rasen, når følelserne er på højkant. Der er lagt omhu i alle detaljer og resultatet er en film, der på mange måder er lykkedes. Er man så et skarn, hvis man alligevel finder, at den ikke for alvor løfter sig over det pæne og gedigne, som man kan anerkende, men også oplever med en vis distance som et udmærket og seværdigt forsøg fra en af vore største instruktører på at indvinde for ham nyt land?

*Barbara. Instr.: Nils Malmros. Danmark-Sverige-Norge. Premiere i dag i Dagmar, Palads og Palladium og 47 biografer landet over

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu