Læsetid: 3 min.

Drømmen om truppen

17. oktober 1997

Jette Drewsen giver close-ups af en teatergruppes arbejde i sin nye roman, et billede på vildtvoksende individualisme og på drømmen om noget andet

ROMAN
I de senere år har Jette Drewsens navn været forbundet med trilogien om højskolebarnet Ella: Lillegudsord, Jubeljomfru og Filihunkat.
Før dem kom den fine erotiske roman En smuk mand i farver - altsammen fortællinger koncentreret om individet. Men med Drewsens nye roman Jorden er nær skal man længere tilbage for at finde forgængere.
I 80'erne var Jette Drewsen en af de få, som eksperimenterede med den store samtidsroman for eksempel i Ingen erindring (1983) og Udsøgt behandling (1986). Det var store, løst sammenføjede vævninger, hvor et stort persongalleri samledes omkring f.eks. en kriminalistisk tråd, og som på et dybere plan blev holdt sammen af forfatterens særlige lytten efter en eksistentiel status: Hvordan har vi det?

Nede i sekunderne
Det kollektiv, som Jette Drewsen følger i Jorden er nær, er et "vi" af en særlig art, et midlertidigt fællesskab omkring en kunstnerisk skabelsesproces:
Syv skuespillere og en instruktør er samlet til et improvisations- og prøveforløb på et bornholmsk hotel udenfor sæsonen. Man har en tekst, der handler om flygtninge, man har en instruktør, men endnu ingen rollefordeling. Og man improviserer sig ind på og væk fra hinanden.
Medbragte private konflikter blusser op, mens alt registreres og afkodes i én stor analytisk proces, som alle synes at dele. Man véd, hvad en vejrtrækning af dén art, en stemmeføring med dén undertone, en berøring netop dér betyder. Ofte er vi nede i sekund-gengivelse. Ordene er det mindste af det - og forresten er ordene ofte citater, ironi og spil. Det er sikrere at forlade sig på kroppen og understrømmen.
Den ydre handling danner en ganske svag spændingskurve frem til premieren. En vellykket premiere.
Og alligevel ender romanen i en undertone af vemod, som det ikke er helt let at finde kilden til. Drewsen er stærkt tilbage holdende med brugsanvisninger.

Længslen efter fællesskab
En vemod eller en tristhed er tydeligst omkring instruktøren Lulu, som drømmer om truppen. Jeg læser det som en længsel efter fællesskaber, der er mere end midlertidige. Der er små dryp af salmer, der er en kirke, en præst, en ung pige, der ender med at ville læse teologi, og der er selve titlens salmetone - altsammen antydninger af en religiøs dimension, som måske - måske ikke - er længslens mål.
Det private liv er i hvert fald ikke fremstillet som ankertove. Lulu er gift med den sorte amerikaner, Ira, men hvor længe? En vis Flora er i horisonten. Han ved det, hun ved det, den sekstenårige datter ved det: Måske går vi ikke her sammen næste år.
Ina er gift med en præst, der ikke kunne drømme om at komme til premieren. Ville hun måske bage kage til hans konfirmander? Ina konstaterer, at mange ægtefæller bliver skilt for mindre end den kontaktløshed, der er imellem dem.
Mest opmuntrende er den primitive, maskuline seksualitet. Den smukke og sexede spiller, der går under navnet Sabelslugeren, lever sammen med Jomfru Lillegård, en anden af spillerne, i hektisk seksuel aktivitet.
Han tiltrækkes af en ung pige, en pensionær på hotellet, der er alt det forkerte, bl.a. "ikke flot nok til mig". Og Jomfru Lillegård gør alvor af sin interesse for politik og melder sig ind i en socialdemokratisk vælgerforening.

Alvor eller hvad?
Her er et af de mange steder, hvor jeg ikke ved, om Drewsen udleverer sine personer med tungen i kinden - eller om vi virkelig skal tage det alvorligt.
Drewsen har en svaghed for gammelmodige formuleringer af typen: "Det generede hende, at der ikke var den solidaritet blandt mennesker, som der burde være, hun havde selv tænkt på at gå ind i politik, før hun blev skuespiller". Er det at tage på en person med trådhandsker - eller er det at dyppe den i syre?

Kollektivt eksperiment
Jette Drewsen er med Jorden er nær vendt tilbage til eksperimenterne med den kollektive roman og til den eksistentielle lytten, som er hendes særkende.
Der kræves denne gang meget af læsernes gestaltningsevne, af evnen til at se alle disse personers samtidige bevægelser i et rum. Og måske skaber dette gestaltningsarbejde større forventninger om hensigt og gennembrud hos fortælleren end dem, Drewsen vil honorere.
Det giver en let frustreret læser, som næsten modvilligt trækkes igennem de mange registreringer - og dog holdes fast uden helt at vide hvorfor.

*Jette Drewsen: Jorden er nær. 190 s. 198 kr. Munksgaard/Rosinante. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her