Læsetid: 2 min.

Dystopisk krimi

24. oktober 1997

Ballards betændte pensionistvison udfoldes på solkysten

ROMAN
Der går en rød tråd gennem det meste af J. G. Ballards produktion lige fra Grusomhedsudstillingen og frem til den selvbiografiske Solens rige, nemlig tilvænningen og afhængigheden af det grusomme. Det samme tema, som gennemspilles i den nye roman, men her investeret i en krimi med et let science-fictionagtigt satirisk anstrøg.
Rejsebogsjournalisten Charles Prentice, der drømmer om at få skrevet en bog om bordelarkitektur, bliver pludselig kaldt til den spanske solkyst, da hans broder Frank er blevet arresteret for en bestialsk og snedig udtænkt mordbrand. Alle betragter Frank som uskyldig, men alligevel har han tilstået. Charles beslutter sig for at få opklaret sagen, men suges længere og længere ned i sump af forfald og moralsk afstumpethed i et miljø, der ellers domineres af velbjærgede og intellektuelle middelklasse-englændere, som her nyder deres tidlige pensionisttilværelse.
Men det er ikke et traditionelt pensionistliv, der udfolder sig her. Men tværtom en mærkelig blanding af et intellektuelt ferieparadis med masser af sportsfaciliteter, kunstudstillinger og de rigtige Pinter og Orton-stykker, som så krydres med narkotika, prostitution, snuff-film, drab, organiseret hærværk og tyvetogter.
Det er Europas fremtid, det sidste store karneval, resterne fra en sunken kultur der her fiskes op af poolen hver morgen. Om dagen hygger man sig New York Review of Books, lidt tennis og et par kunstudstillinger, og om aftenen overværer man med voyeuristisk jubel en voldtægt midt på byens torv. Alt konsumeres tilsyneladende med den samme indolente distance og holdningsløshed. En model af det "fritidssamfund der venter forude" (s. 169), hvor man vil gå på pension sidst i trediverne, og så have halvtreds år med pensionistkulturens glæder forude. "Det er her, det tyvende århundredes slutning er stødt på grund." (s. 22)

Fritidssamfundet
Charles kommer snart på sporet af det kriminelle miljø, gør sig selv til en del af det for at kunne hjælpe broderen, og bliver i den proces mere og mere fascineret af den psykopatisk charmerende Bobby Crawford, der var broderens højrehånd. Indtager og gentager til sidst broderens rolle i en sådan grad, at det bliver skæbnesvangert for ham.
Efterhånden som Charles trænger ind bag de olieslikkede pensionistfacader og afdækker den depraverede undergrund, skifter romanen karakter. Krimitemaet afløses af en allegorisk fremstilling af det perverse fritidssamfund i en ikke alt for fjern fremtid. En beskrivelse af et fremtidssamfund, hvor kriminalitet og grænseoverskridende psykopatadfærd er det eneste, der kan ophidse folk, true dem og dermed tvinger dem ind i en nye fællesskaber, der igen hviler på kriminalitet.
Det er den ultimative sandhed om fritidssamfundet, at kriminalitet og aktivitet hører snævert sammen. Den kriminelle eksplosion fører til angst, øget borgersind og kollektivitet og i sidste instans en rigere civilisation. Alle er kriminelle, men ingen er sig det bevidst.
Ballard er på hjemmebane her, gennemspiller en besk satire over et samfund i en tranceagtig surreel opløsningsproces, hvor grusomhedens narkotika er den eneste livgivende stimulans, en tematik, der gennemsyrer store dele af hans forfatterskab, og som her investeres i en kulturkritisk dimension.
Men den allegoriske overbygning bevirker måske så også, at kritikken ikke bliver ond nok, ikke bliver præcis nok i sin analyse af undergangsstemningen, den omsiggribende psykopatfascination og degenerationstendenserne her ved årtusindets udgang.

*J. G. Ballard: Solens skyggeside. Oversat af Jan Hansen. 312 s. 325 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu