Læsetid: 3 min.

Ellemann: Tyrkiet aldrig med i EU

18. oktober 1997

Landet tilhører ikke til den europæiske civilisation, siger den tidligere udenrigsminister
til amerikanske akademikere.

CAMBRIDGE
En sprælsk og skarptalende Uffe Ellemann-Jensen diverterede torsdag aften et hundrede akademiske tilhørere på Harvard University med sine visioner for et Nyt Europa. Og efter alt at dømme fortrød ingen af de tilstedeværende at have tilbragt to timer med Danmarks tidligere udenrigsminister.
"Han er så absolut én af de mest spændende talere og debattører om europæiske forhold, vi har haft i lang tid," sagde Ann Emerson, administrativ bestyrer for Harvards Center for International Affairs, Ellemann-Jensens vært og arrangør af den årlige Paul- Henri Spaak Lecture på det amerikanske universitet.
Efter Uffe Ellemann-Jensens forelæsning bragte spørgere i salen debatten op på et niveau, som Venstres formand tilsyneladende ikke havde forventet fra amerikansk side. I en hel time faldt det ene mere og mere relevante spørgsmål efter det andet om Danmarks stilling indenfor EU, Amsterdam-traktaten, EU's handelspolitik, ØMU, Ruslands forhold til EU, ad libitum.
Om ØMU'en sagde Ellemann-Jensen: "Danskerne er jo ikke dumme. Selvfølgelig kommer vi med, når den økonomiske monetære union er stablet på benene. Sådan er vi bare."
Om Amsterdam: "Jeg er overbevist om, at Europa vil komme i en farlig situation, hvis vi ikke mobiliserer den politiske vilje til at bringe de nye demokratier i Øst- og Centraleuropa ind i EU. Og for alt i verden skal vi bruge politiske argumenter - behovet for at sikre fred og frihed i Europa".
Om Tyrkiet: "Vi kan lige så godt sige det ligeud: Tyrkiet bliver aldrig medlem af EU. Det har ikke noget med religion at gøre. Tyrkiet hører ikke til den europæiske civilisation. Når det er sagt, gælder det om at skabe så tætte politiske og økonomiske forbindelser mellem EU og Tyrkiet."
Uffe Ellemann-Jensen kom dog først i sit egentlige es, da han og hustruen Alice Vestergaard deltog i en æresmiddag med udvalgte professorer fra Harvard-universitetet. På sin venstreside havde danskeren Samuel Huntington, forfatter til 'Civilisationernes Sammenstød', og på højre side cubansk-fødte Jorge Domin- guez, en velrenommeret politolog, der leder Center for International Affairs.

Trives i omgivelserne
I disse omgivelser lever Uffe Ellemann-Jensen op til sit ry i udlandet som en dansk statsmand. Udlændinge interesserer sig kun lidt for detaljerne i dansk indenrigspolitik og foretrækker at se på de store linier i den tidligere udenrigsministers europæ-iske visioner. Over dessert, som det hedder i den slags miljøer, fik den danske toppolitiker mulighed for i en lukket kreds at tumle med nogle af sine favoritemner.
Om Amsterdam-traktaten sagde Ellemann-Jensen, at den ikke vil blive forhandlet om, dersom Danmark eller andre lande undlader at ratificere den. Det var splintrende ligegyldigt, om ansøgere lever op til konvergenskriterier for medlemskab af ØMU'en, indenfor en vis margin. Det afgørende var at få den stablet på benene her og nu - "inden en ny generation tyskere vokser op, som måske har en anden idé om Europa end Kohl og Genscher."
Ellemann-Jensen advarede også mod de alvorlige konsekvenser, som kan følge af en manglende koordinering og lovgivning på EU-plan for indvandrere og flygtninge.
"I Danmark er vi politikere vågnet op for sent. Vi skulle have advaret opinionen langt før om de problemer, som kan opstå ved indvandring. Nu vandrer stemmerne mod højrefløjen," sagde han.
Blandt de opmærksommme tilhørere var Daniel Goldhagen, lektor på Harvard-universitetet og forfatter til sidste års omdiskuterede best-seller 'Hitlers Villige Bødler'. Under en efterfølgende drink udspandt sig en livlig diskussion om tysk samtidspolitik mellem de to - og de syntes at være enige om mangt og meget.
Alt i alt en kærkommen pause fra dansk politik for Uffe-mand, der sidste lørdag morgen tidlig ringede til Alice fra Folketinget og bad hende om at pakke kufferterne. Nu skulle de alligevel til Amerika. Til Harvard.
"Næste gang De kommer, regner vi selvfølgelig med, at De er Danmarks statsminister," takkede centrets leder af.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her