Læsetid: 2 min.

Englelyd og druknedød

3. oktober 1997

Koreografen Tim Feldmann har med 'Ikon No 1' skabt et billedtæt danseunivers af kølig intensitet

DANS
Det er muligt, at man engang vil se tilbage på disse halvfemsere som et lykkeligt årti for dansen i Danmark. Nu tager man det forbavsende nok som en selvfølge, at dansescenen uafladeligt bringer nye premierer: Der går vel ikke en uge, hvor der ikke et eller andet sted vises en ny danseforestilling. Ny scenografi, ofte ny musik til den nye koreografi. Der går utallige nye danseforestillinger på hver ny dansk opera - og dansen har også formået at nå langt uden for de etablerede teatres rammer med forestillinger i uvante rum.
Dansescenen har også en intens affære gående med billedkunsten, som den befrugtes af og overskrider, med dansernes korporlige tilstedeværelse og udsathed.
Koreografen Tim Feldmann vakte stor opmærksomhed med sit billedskønne Twin Project i Turbinehallerne i kulturåret og er nu tilbage med Ikon No. 1 i Amager Kulturpunkt.
Forestillingen er totalt abstrakt, uden nogen form for gennemgående beretning eller morale. Danserne henvender sig ikke til os med noget budskab, og deres indbyrdes relationer er også totalt nøgterne. Den ene danser bevæger ofte den andens lemmer, flytter rundt med arme og ben, bøjer hovedet til en side, men træder ikke i noget personligt forhold til partneren. Der er ingen erotisk spænding imellem de to mænd og de tre kvinder, der udgør ensemblet (Bronwen MacArthur, Charlotte Munch Bengtsen, Manuel Perez, Osmany Tellez og Trine Thiirmann Thomsen).
Dansernes ansigter angiver heller ingen aflæselige sindsstemninger, deres følelsesregister bliver ikke taget i brug - heraf måske titlens henvisning til ikonen, der er et mellemled imellem guden og mennesket, en afbildning, der repræsenterer det guddommelige, men som ikke henvender sig til beskueren.

Dansens anatomi
Skelettet i Tim Feldmanns nye forestilling er et klassisk bevægelsessprog, der ligger inde under de abstrakte trin han betjener sig af. Kontrapunktisk anvender han spejlinger og repetitioner af bevægelser, som føres igennem af den enkelte danser som et instrument i en strygekvintet, hvor dansen går forud for individet.
Musikken, af Guy Yarden, er ikke kontinuerlig, men kommer frem i visse af forestillingens scener, med særlig prægnans i de momenter, hvor sangerinden Lene Juhl Nielsen sætter englelyd til bevægelserne. Interessant er også Lise Klittens kostumer, der går fra gyldne nederdele til en blå najadedragt. Et scenografisk kup var de store yo-yo' er med indbyggede videokameraer, der sendtes ind på scenen med deres billeder af mennesker i vand, trængt af andres arme til at dykke under - druknedøden nær, men dog uden for fare.
Tim Feldmann har en stor visuel fantasi, og et personligt og originalt bevægelsessprog. Personligt kunne jeg måske savne en erotisk gnist imellem de gravalvorlige dansere, men det er ganske indlysende ikke Feldmanns ærinde i denne forestilling, hvis strenghed til gengæld imponerer. Det er en meget konsekvent koreografi, Feldmann har skabt i Ikon No. 1, og danserne er nået langt med at indfri de tekniske og stilistiske krav. Som en klinisk undersøgelse af et særegent, køligt bevægelsessprog er man intellektuelt stimuleret af Feldmanns nyeste udspil på dansescenen - og taknemmelig for rummeligheden i dansens univers.

*Ikon No. 1. Koreografi: Tim Feldmann. Lyd & Musik: Guy Yarden. Kostumedesign: Lise Klitten. Producent: Alexander Meinert. Amager Kulturpunkt, t. 11. okt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her