Læsetid: 2 min.

EU truer dansk kamp mod vækstfremmere

23. oktober 1997

En ændring af et EU-direktiv gør det umuligt for Danmark fremover at forbyde nye antibiotiske vækstfremmere

Danmarks kamp mod vækstfremmere i landbruget har fået endnu et hug af Den Europæiske Union. EU vil ophæve muligheden for, at Danmark overhovedet kan forbyde nye anti-biotiske vækstfremmere nationalt, som det ellers er muligt i dag.
"Det betyder en forringelse af vores beskyttelse. Men det er noget, vi er blevet nødt til at acceptere, fordi det er vedtaget i EU's Ministerråd," siger afdelingschef i Fødevareministeriet, Bent T. Viuf, til Information.
Det er EU-direktivet om tilsætningsstoffer til dyrefoder, der skal ændres som led i harmoniseringen af alle EU-landenes lovgivninger. Og ændringen kommer især til at gøre ondt på lande som Finland, Sverige og Danmark. De tre lande stemte imod, da ændringen blev vedtaget.
"Direktivændringen betyder, at de vækstfremmere, som et flertal i EU's ministerråd vedtager at tillade, er tilladt med det samme i Danmark," siger Bent Viuf.
I dag er reglerne sådan, at de antibiotiske vækstfremmere er delt i to kategorier - bilag 1-stoffer og bilag 2-stoffer. Førstnævnte er tilladt i hele EU, og landene kan ikke afvise dem på nogen måde, medmindre der findes videnskabelige beviser for deres skadelighed - som det eksempelvis skete med stoffet avoparcin for et par år siden. På bilag to findes en række stoffer, som er godkendt i hele EU, men som de enkelte lande selv kan beslutte ikke at godkende i op til fem år.

Ingen miljøgaranti
I dag har Danmark nationalt forbudt alle de stoffer, som findes på bilag to, men fra 1999 kan det ikke lade sig gøre mere: alle nye stoffer skal godkendes på fællesskabsniveau.
"Vi har altså ikke længere en 5-årig periode, hvor vi kan forbyde stofferne og kræve yderligere undersøgelser," siger Viuf. "Og det er en forringelse."
Direktivet er et såkaldt Kommissions-direktiv, som udelukker, at Danmark kan benytte miljøgarantien. Det har skabt harme hos Enhedslisten, som vil bede fødevareminister Henrik Dam Kristensen forklare flere aspekter af sagen i et kommende samråd.
"Det er et problem, at man siger, at Amsterdam-traktaten er en forbedring af vores beskyttelsesniveau, og så kommer der noget som det her," siger Enhedslistens EU-ordfører Keld Albrechtsen til Information. Han synes, at danskerne er nødt til at kæmpe hårdere mod EU's beslutninger på området.
"Jeg mener, man er nødt til at finde en ny og offensiv strategi i sagen om vækstfremmere. I dag kæmper fødevareministeren for at få hver enkelt vækstfremmer forbudt én efter én. Men det virker ikke. Vi er nødt til at få en større diskussion om det offentligt - også i de andre EU-lande, hvor borgerne er lige så bekymrede som i Danmark," siger Keld Albrechtsen.
Herhjemme har de seneste ugers debat om - og folkelige modstand mod - vækstfremmere skubbet fjerkræbranchen til et totalstop for vækstfremmere i foderet. Og svinebranchen har vedtaget et frivilligt forbud mod stofferne til slagtesvin.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her