Læsetid: 5 min.

De facto-flygtninge er individuelt forfulgt

25. oktober 1997

Dagens udlændingequiz: Hvem er det, som ikke er rigtig flygtning? Kvinden, der skal stenes hjemme i Iran? Desertøren, som Saddam Hussein vil henrette? Få svarene her

Mit hovedsynspunkt er, at en flygtning, som ikke er personligt forfulgt - og dermed under Genève-konventionen - selvfølgelig skal have en beskyttelse. Men udgangspunktet må være, at han vender tilbage til sit eget land, når forholdene er bragt i orden."
Den socialdemokratiske politiker, der på det seneste har været en markant deltager i udlændingedebatten, var ved at have talt sig varm. Information havde fredag spurgt, om han går ind for en afskaffelse af udlændingelovens retskrav på opholdstilladelse efter bestemmelsen om de facto-flygtninge. Men interviewet gik ligesom i stå, da Information stillede spørgsmålet:
- Men de, der får de facto-status, er vel også personligt forfulgte?
"Nej," svarede politikeren. "Det er de ikke."
På dette punkt holdt interviewet op med at være et interview og gik over til at blive en slags diskussion om kendsgerninger. Information hænger naturligvis ikke den socialdemokratiske politiker ud ved navn her. Hans vildfarelse er udbredt og typisk.
I stedet giver vi ham lejlighed til at læse, hvordan tingene hænger sammen. Og måske læser vores nye indenrigsminister med.
Som mange andre rodede socialdemokraten sig ud i en forklaring om, at de facto-flygtninge er fordrevne fra krigshandlinger, der ikke retter sig mod dem selv. Andre har hævdet, at "fattigdomsflygtninge" får asyl efter de facto-paragraffen i udlændingeloven. Eller at de facto-asyl gives til "grupper" af asylansøgere.
Spontane asylansøgere, der kommer til Danmark kan få asyl efter to forskellige regler i udlændingeloven:
*Paragraf 7, stk. 1: Hvis de lever op til Genève-konventionens skarpt afgrænsede kriterier om forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en bestemt social gruppe eller politiske anskuelser, gives konventionsstatus (K-status).
*Paragraf 7, stk. 2: Hvis de er forfulgt af "lignende grunde som anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde", gives de facto-status (F-status).
I begge tilfælde gives der kun asyl efter en konkret, individuel vurdering af den enkelte asylsag.

Historien starter for mere end 30 år siden: I 1960'erne flygtede unge portugisere, når de blev indkaldt til krigstjeneste i Mozambique og Angola. Borgere fra Warszawapagtstaterne i Øst- og Centraleuropa begik 'republikflugt' under fare for liv og helbred og risikerede strenge straffe, hvis de af en eller anden grund havnede i hjemlandet igen.
Ingen af disse flygtninge levede op til Genève-konventionens kriterier. Men selv om desertørers eller republikflygtninges situation ikke var beskrevet i konventionen, ville Danmark ikke sende dem hjem.
Således fødtes de facto-begrebet i dansk udlændingeret. Indskrevet i lovgivningen blev det først i udlændingeloven fra 1983.
Den kom under angreb allerede efter et par år, og da justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) i efteråret 1986 fremsatte forslag om at stramme loven, var ideen om at afskaffe retskravet på de facto-opholdstilladelser en del af den såkaldte firkløverregerings lovforslag.
Men allerede under forslagets andenbehandling 16. oktober 1986 kunne en tilfreds socialdemokratisk ordfører, Ole Espersen, konstatere, at en hovedindvending mod lovstramningen nu var bragt af vejen, "fordi vi enedes med regeringen om, at denne skelnen mellem de facto-flygtninge og konventionsflygtninge, når det drejer sig om retten til at opnå status her i landet, skal udgå. Disse to grupper skal behandles ens."
Socialdemokratiet havde - ved at indgå forlig med regeringen om en lang række andre omdiskuterede stramninger - reddet de facto-reglen.
Senere har den været under angreb flere gange. Justitsminister Hans Engell (K) spillede i 1991 ud med oplægget "En ny udlændingepolitik", hvor han ville gøre "skal-reglen" til en "kan-regel".
I 1993 forsøgte K-ordfører Helge Adam Møller - nu fra oppositionsbænkene - et nyt stormløb mod de facto-reglen. Senest har det været en del af Venstres og de konservative tipunktsplan.
Mandag blev Thorkild Simonsen indenrigsminister. Tirsdag satte den nye minister i DR 1's Profilen de facto-reglen til debat. Den regel, som socialdemokraterne har forsvaret gennem alle årene - senest i daværende indenrigsminister Birte Weiss' brev til Thorkild Simonsen og fire borgmesterkolleger tidligere på måneden.

Er de nu også rigtig forfulgte, sådan nogle de facto-flygtninge? Det har advokat Niels Henrik Christensen denne vurdering af:
"Flygtningenævnet fortolker reglen sådan, at man skal nære en velbegrundet, konkret frygt for forfølgelse af grunde, der ligner dem, som er opstillet i Genève-konventionen, eller af andre tungtvejende grunde. Eller også skal man være et meget stærkt mishandlet torturoffer."
De facto-reglen kan ikke bruges til at give asyl til personer, som 'bare' er fordrevet på grund af krig, hvis de ikke selv er individuelt forfulgt, ofre for tortur eller mishandling eller flygtet fra militærtjeneste.
Louise Holck forklarer:
"Som udgangspunkt gives der ikke asyl - heller ikke F-status - til en person, der kommer fra en krigs- eller borgerkrigslignende situation. Da bosnierne kom i starten af 1990'erne, havde man en forestilling om, at de 'bare' var krigsflygtninge. Men det viste sig, at en del af dem var konventionsflygtninge, mens andre fik de facto-status."
Niels Henrik Christensen, der har repræsenteret hundreder af asylansøgere i Flygtningenævnet, og som er medforfatter til afsnittet om de facto-flygtningebegrebet i lærebogen "Udlændingeret" fra 1995, giver en række eksempler på, hvem der anerkendes som de facto-flygtninge:
*Iranske kvinder, der står til stening eller piskestraf på grund af moralsk anstødelig opførsel.
*Irakiske desertører, der står til henrettelse i Irak.
*Irakiske republikflygtninge med udsigt til en uoverskuelig straf for fornærmelse mod Saddam Hussein uden at have begået andet end ulovlig udrejse.

Hvad vil så situationen være efter en afskaffelse af retskravet på de facto-opholdstilladelse?
Den konservative udlændingeordfører Helge Adam Møller ønsker en ordning i retning af den tyske Duldung.
Verbet dulden betyder at tåle eller tolerere. Udlændinge med Duldung i Tyskland tolereres af myndighederne.
De får, hvad man på dansk kunne kalde et tålt ophold.
Det indebærer, at de med jævne mellemrum skal have deres Duldung forlænget på byens Ausländeramt, - medmindre myndighederne beslutter, at tolerancen er brugt op, og de skal sendes hjem.
I det lille, velordnede Danmark har der traditionelt været orden på tingene. Tålt ophold har indtil for få år siden været ilde set. Asylansøgere har enten fået afslag og er blevet ekspederet ud af landet, eller også har de fået asyl: enten K-status eller F-status med alt hvad det indebærer af integration, sprogundervisning og sociale ydelser.
En afskaffelse af retskravet på F-status betyder et mere usikkert liv for de facto-flygtningene, en overgang til en midlertidighed, som efter Helge Adam Møllers mening ikke vil påvirke deres lyst og vilje til den integration, som han og andre politikere kræver så håndfast.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu