Læsetid: 6 min.

En farlig tid

24. oktober 1997

Risikosamfundet - er det muligt at forholde sig kritisk til det man ikke kan undslippe? Fremragende analyse af samfundets forandringer af den tyske sociolog Ulrich Beck

SOCIOLOGI
Klassesamfundets drivkraft kan sammenfattes i én sætning: Jeg er sulten.
I risikosamfundet kan den drivende kraft udtrykkes i ordene: Jeg er bange!
Så kortfattet fremstiller den tyske sociolog Ulrich Beck temaet i sin bog om risikosamfundet. Bogen der efterhånden har fået klassikerstatus, har været elleve år om at blive oversat til dansk, og nogle af dens eksempler kalder tilsvarende på den historiske hukommelse, men det forhindrer ikke bogen i at give en præcis og dybtgående analyse af de samfundsforandringer, som industrikapitalismens enorme kapacitet påfører os med en overvældende magt, men også med en tvetydighed der gør, at vi har svært ved at stille noget op imod dem, for, som Ulrich Beck spørger: "Er det overhovedet muligt at forholde sig kritisk til det man ikke kan undslippe?"

Risiko-produktionen
Risikosamfundet er et samfund, der ikke blot producerer varer og sociale relationer, men også en konstant risiko, og vi befinder os midt i det. Hver dag har sit smertepunkt. Den ene dag brænder Sumatra. Den næste forsvinder ozonlaget. Den tredje forgiftes drikkevandet i Skåne.
Uden at kunne forhindre det, oplever vi en fremadskridende ødelæggelse af den indre og den ydre natur. Vi ser en dybtgående forandring af lønarbejdet og en konstant strøm af nye teknologier med indbyggede destruktive følger.
Katastrofen som mulighed er latent tilstede overalt. Den krydser nationalstaternes grænser i bogstaveligste forstand som vinden blæser. Den findes som en risiko i den luft vi indånder, i den mad vi spiser, i det tøj vi klæder os med og i de transportmidler vi bevæger os i. Den gennemtrænger alle de traditionelle beskyttelseszoner såsom familien, hjemmet og nationalstaten.
Hvad hjælper det at der råbes på en stærkere grænse mod syd, når vi er afhængige af vindretningen den dag et østeuropæisk atomkraftanlæg brænder sammen?

Angstens solidaritet
Det samfund som vi er vokset op i og som har formet vore tanker, var bundet til begrebet lighed.
Men i risikosamfundet er drivkraften et ønske om sikkerhed. Dens utopi er negativ og defensiv. Klassesamfundets drøm var, at alle skulle have deres del af kagen. Risikosamfundets mål er, at alle bliver forskånet for at blive forgiftet. Risikosamfundet skaber dermed en ny henvisthed, skriver Ulrich Beck, en art civilsatorisk risiko-tilskrivning, som på mange måder minder om stændernes skæbne i middelalderen. Vi fødes ind i en risikoskæbne, der imidlertid ikke er præget af stændernes ulighed, og som heller ikke står i nødens tegn, men som er undergivet angsten.
Den solidaritet, som mange savner i disse år, genopstår i risikosamfundet på grund af angst. Denne angst benægtes ofte eller den omdirigeres, hvilket blandt andet kan lade sig gøre fordi farerne er usynlige. Ingen kan se radioaktive stråler, salmonella, syreregn eller CO2-udslip.

Grænseværdier
De destruktive kræfter optræder kort sagt som en slags åndemagter, der er knyttet til dagligdagens gøremål og som måske kan fordrives ved hjælp af de ord som de såkaldte 'risikoforskere' kan levere. Her er Ulrich Becks kritik præcis og sviende. Om begrebet 'grænseværdier' skriver han således, at det fungerer som en slags symbolsk nervemedicin i forhold til den stadige nyhedsstrøm om giftstoffer.
Udtrykket spreder falsk tryghed om sig. Det er en slags abracadabra, der signalerer, at nogen gør sig umage og passer på, men i virkeligheden er 'grænseværdier' ikke andet end synonymer for afmagt, for i samme øjeblik man taler om 'grænseværdi', har man også tilladt giftstoffet. 'Grænseværdier' er således ikke en beskyttelse, men en blankocheck, der gør det muligt at forurene dyr og mennesker. Før i tiden måtte man slet ikke forgifte andre mennesker. Med indførelsen af en 'grænseværdi' er der pludselig blevet sat et acceptabelt niveau for forureningen. Det legitimerer kort sagt en permanent dosis normalforgiftning.

Syndebukke-samfundet
Men angsten kan ikke elimineres, og undertrykkes den, optræder den blot i forskellige dæmoniske forklædninger. For, som Ulrich Beck skriver: "når først man har lukket det usynlige ind, vil det snart ikke længere være de skadelige stoffers ånder, der bestemmer menneskers liv og tænkning." Risikosamfundet bliver et syndebukke-samfund, hvor det der kan ses, får skylden for det, man ikke kan se. Derfor er der mange almindelige mennesker, der betvivler forureningen og dens konsekvenser, for er det ikke blot endnu et intellektuelt hjernespind?
Det samme gælder sammenhængen mellem arbejdsløshed og ny teknologi? Er det i virkeligheden ikke palæstinensere, somaliere og asylansøgere der står bag?

Underbeskæftigelse
Indtil i dag har lønarbejdet været tilværelsens fundament for de fleste af os, men i risikosamfundet har lønarbejdet, i lighed med familien, mistet sin tidligere sikkerhed og beskyttelse. Denne forandring af lønarbejdet er måske det tydeligste tegn på de grundlæggende forandringer, samfundet undergår i disse år. I dag tror færre og færre på de mange forsikringer om at der igen engang vil være fuld beskæftigelse, og forsøgene på at skabe arbejde til alle ved hjælp af skånejobs og flextid er faktisk med til at modarbejde normen om det livslange fuldtidsarbejde. Det samme gøre informationsteknologiens ophævelse af den faste arbejdsplads.
Det er ikke blot lønarbejdets fabriksmæssige karakter som derved erstattes af en usynlig virksomhedsorganisation, men vi bevæger os også hen mod et system bestående af en vedvarende underbeskæftigelse, der kan have mange forskellige former såsom senere indtræden på arbejdsmarkedet, sænkning af pensionsalderen, skabelse af deltidsjobs, reduktion af livsarbejdstiden, mere orlov, længere ferier, flere pauser i arbejdet og videreuddannelse.
På denne måde integreres arbejdsløsheden i arbejdsmarkedet og således går fremskridt og elendiggørelse hånd i hånd. Der er her tale om en ambivalent, modsigelsesfyldt udvikling, som rummer både fordele og ulemper, men også uoverskuelige konsekvenser og farer for den politiske bevidsthed og handlen.
Demokratisk halvering
Mange af tidens hektiske forandringsprocesser vil ændre samfundet på en mere gennemgribende måde end tidligere revolutioner, men ikke desto mindre er de uden for parlamentarisk kontrol. Til tider ser det endda ud som om ændringerne sker af sig selv.
Dette illusionsnummer kan kun lade sig gøre, fordi det vigtigt for politikerne at opretholde illusionen om at de har styr på tingene og fordi befolkningerne har et tilsvarende behov for at tro, at status quo bevares.
Vi lever i et halveret demokrati, for de folkevalgte politikerne bestemmer ikke udviklingens retning. Den fastlægges i forskningslaboratorierne og i direktionskontorerne. Politikerne må efterfølgende lade som om det er dem, der bestemmer, og samtidig bedyrer arbejdsgivere og forskere, som i deres daglige arbejde er beskæftigede med planer, der er ensbetydende med en reel omstyrtelse af den eksisterende samfundsorden, at de ikke er ansvarlige for de beslutninger, som træffes i den forbindelse.

Kritikkens nødvendighed
Over for sådanne udfordringer stiller Ulrich Beck krav om, at der må være stærke modmagter i samfundet. Der må være stærke og uafhængige domstole, en tilsvarende medieoffentlighed og der må skabes mulighed for åbenhed omkring selvkritik i forskningen.
Det er den eneste måde hvorpå verden udenfor kan få mulighed for at se hvilken fremtid lægevidenskaben og humangenetikken skaber i reagensglasset.
En sådan selvkritik udgør ingen fare, men er faktisk den eneste farbare vej, hvis vi i tide skal få øje på de fejltagelser som ellers vil kunne få verden til at eksplodere med et brag.

*Ulrich Beck: Risikosamfundet - på vej mod en ny modernitet. Oversat af Klaus Rasborg. 394 s. 375 kr. Hans Reitzels forlag. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu