Læsetid: 5 min.

Festival betyder også fest

1. oktober 1997

Dansk fylder godt ved Verdensmusikdagene i Seoul. Koreanerne imponerer med deres vilje til at komponere en anderledes festival

SEOUL - ISCM Verdensmusikdagene i Seoul er nået midtvejs i musikprogrammet. Sydkoreas klassiske musikliv bakker op om festivalen, der officielt blev åbnet fredag aften med et storstilet arrangement i Seoul Arts Center. Flere tusinde mennesker overværede åbningen af festen, der som øverste ansvarlige i organisationskomiteen har Koreas tidligere premierminister, Soo Sung Lee.
Han nævnes for at antyde ambitionsniveauet hos de koreanske arrangører. De er ganske enkelt knippelgode til at organisere store arrangementer, det er konklusionen midtvejs i festivalen. At Korea magter store opgaver, ved vi i øvrigt godt: i 1988 arrangerede landet De Olympiske lege, og de forbereder sig nu på at være vært for World Cup i 2002.
Sportens verden rækker ind i kunstens: ISCM Verdensmusikdagene bliver faktisk også kaldt Musikkens OL på grund af størrelsen og på grund af æren ved at medvirke.

Hr. Won & Hr. Nørgård
Set med danske øjne er der ikke grund til at kritisere de koreanske arrangører. De havde programsat Per Nørgårds klaverkoncert In due tempi på selve åbningskoncerten. Solisten var danske Per Salo. Den lokale Kyung-soo Won dirigerede koncerten, der også bød på svenske Karin Rehnquists Solsangen og koreanske Isang Yuns Violinkoncert.
I det hele taget en vellykket koncert, hvor alle de aktivt medvirkende musikere gjorde deres bedste for ikke at lade sig forstyrre af dirigenten. Hr. Won er nemlig ikke så god til hverken Rehnquist eller Nørgård. Egentlig heller ikke til Yun. Hvad han er god til forbliver indtil videre i det uvisse.
Udover Nørgårds Klaverkoncert spilles senere i festivalen også Bent Sørensens basunkoncert Birds and Bells. Nørgård, der blev æresmedlem i ISCM i forbindelse Essen-festivalen for to år siden, er et varmt navn Seoul. Som eneste komponist af samtlige medvirkende, er der i seminarform foranstaltet en hel arbejdsuge med Nørgårds musik. Hvor videnskabsfolk, udøvere og komponister diskuterer kunstnerens musik. Man har sågar produceret postkort med den komponerende Nørgård ved pianofortet. (Så kan man jo altid sende komponisten hjem, hvis man er i det humør.)

Med opsmøgede ærmer
Seoul hører til blandt verdens største byer. Mindst ti gange så stor som København, fortæller man mig. Der er tyve universiteter i Seoul. Kono Boo er professor i musikvidenskab og leder af musikafdelingen på Sungshin Universitetet. Det er Boo, der har arrangeret arbejdsugen med Nørgårds musik. 38-årige Boo repræsenterer den yngre generation af komponerende formidlere, der er udstyret med vilje og ambitioner til at udvide asiaternes kendskab til andre kulturers musik. Nysgerrighed og venlighed er nøgleord i forbindelse med mødet med de koreanske musikfolk.
30 timer om ugen står Boo foran sine studenter. Med hjemmearbejdet bliver det er særdeles lang arbejdsuge. Hvilket er ganske normalt blandt koreanske universitetspædagoger. Vi sender her en venlig tanke til gerontokratiet på Musikvidenskabeligt Institut i København.
I det hele taget får man respekt for disse koreanere, når man har set dem arbejde. På få årtier har de faktisk formået at opbygge et land fra fattigdom til et land, der kendetegnes ved en høj levestandard. Da krigen sluttede i midten af 50'erne var Seoul én stor ruin. Nu er det en meget stor by, der i mange henseender minder om en by som New York - og langt mere velorganiseret end Mexico City.
Koreanernes velstand bygger på en vilje til at kopiere Vestens ideologier. De er stolte over at være med i det internationale selskab, noget man ikke kan undgå at lægge mærke til hos de festival-arrangerende koreanere. De tager det internationale musiksamarbejde alvorligt. Og så er de gæstfrie ud over det sædvanlige.

Pianorullens mester
Siden ISCM-deltagerne mødtes sidst i København i Kulturbyåret, er en af foreningens æresmedlemmer død. Conlon Nancarrow døde af et hjerteslag den 10. august 1997. Han blev 85 år.
Komponisten levede i ubemærkethed med sine pianoruller indtil han var 65 år. Hvilket han havde det fint med. Nancarrow hadede faktisk offentlig opmærksomhed. Da jeg talte med ham for nogle år siden i Mexico var han komplet uimponeret af den virak, der var omkring ham. Da hans kone, Yoko Segiura, spurte ham, hvad hun skulle gøre med pianorullerne efter hans død, svarede han: "Brænd dem." Der lå hverken sort humor eller ironi i den bemærkning.
Nancarrows holdning til livet og kunsten ligger på linie med en af de koreanske komponister (med meget mere), som er blevet berømt uden for Korea: Nam June Paik. Han har sagt: "Evighedskulten er menneskets største sygdom."
Nancarrow skrev musik for sin egen skyld. Han ville høre hvordan det lød, når to tempi lød samtidig. Når den lytteoplevelse var opnået, havde den musik ikke længere nogen interesse. Til gengæld havde politiske emner en usvækket topprioritering i Nancarrows liv. Som aktiv venstreorienteret blev han lempet ud af USA. Komponistens livshistorie er lige til en film. Det har bogstaveligt været med livet som indsats at være den person, Nancarrow var. Mirakuløst slap han med livet i behold som kæmper i den spanske borgerkrig.
Komponistens musik er noget af det mest medrivende, der er komponeret i dette århundrede. Musikken er udgivet på cd på plademærket Wergo. Lyt til Nancarrows boogie woogie'er og få opladet de mentale batterier.

Musik med tradition
Noget af de mest interessante ved at være i Korea, er at opleve den gamle musik. Et helt museum under kulturministeriet har til formål at sikre den gamle koreanske kultur. De tilrejsende gæster har under Verdensmusikdagene både kunnet nyde 1000 år gammel musik og traditionel koreansk mad. Det sidste lige så stimulerende anderledes som det første.
Fascinerende er den gamle hofmusik, som et fuldtidsensemble er sat til at holde i live. I det hele taget er den gamle koreanske kultur ikke sådan at komme uden om. Allerede sanset af kinesere og jananere, der sædvanligvis ikke gerne indrømmer, hvor meget de i virkeligheden har hugget fra koreansk kultur. Selv den så ærkejapanske Gagaku-musik har elementer fra koreansk musiktradition.
Gammel koreansk livsfilosofi kunne vi godt lære noget af. Hvad vi ikke vil imitere er f.eks. Moon-bevægelsen og dommerpræstationerne i forbindelse med boksekampene ved OL i '88. Blot for at nævne to tilfældige og meget forskellige områder, som ikke har en fis med musik at gøre. Gudskelov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu