Læsetid: 5 min.

FILM

30. oktober 1997

*Fay Weldons bøger har altid været godt materiale at basere en god og velspillet engelsk tv-serie på. Landets hjerte og En hundjævels bekendelser er to eksempler på, hvorledes Weldons bidende ironi og skarpe humor med succes er blevet ført over til lille skærm. På film har forsøgene ikke været så mange, og filmversionen af En hundjævels bekendelser med Roseanne Barr og Merryl Streep i hovedrollerne er da stort set også en mislykket gang sjusk, som ikke når tv-udgaven til sokkeholderne. Nu er der mulighed for at se en fem år gammel, amerikansk tv-udgave af Weldons Præsidentens barn. En historie om det uægte barn af en præsidentkandidat, hvis kandidatur bliver truet af det nu voksne barns eksistens. William Devane, Donna Mills og James Read spiller hovedrollerne i filmen, som jeg ikke ved meget om, udover at den er instrueret af new zealænderen Sam Pillsbury, som også lavede den forfærdelige Befri Willy 3.
Præsidentens barn/ The President's Child. TV2, fredag, 22.40-00.20

*Mike Leigh er sammen med sin engelske kollega Ken Loach kendt for at lave humoristiske portrætter af det engelske samfunds skyggeside. Men hvor Loach altid har været en smule mere forsonlig, og nu i øvrigt er gået over til de politiske film, bruger
Leigh en mere absurd humor og en skarpere tone til at beskrive sine personer. Personer som oftest har svært ved at få livet til at hænge sammen. Som den amerikanske improvisations-mester John Cassavetes øver Mike Leigh sine historier frem med skuespillerne, før han skriver det endelige manuskript - en metode, der har vist sig at give fremragende resultater, især i mesterstykket Naked. Som en del af en temaaften om improvisation i film og på teater viser DR2 på lørdag Life is Sweet fra 1990 - filmen, der skaffede Leigh det publikumsmæssige gennembrud. Som sædvanlig hos Leigh er filmen fyldt med mærkelige eksistenser, bidende ironi og livsbekræftende humor - og fortæller en historie om en familie, hvis to næsten voksne døtre er på vej hjemmefra. Life is Sweet er ikke ligeså ædende ond som Naked eller så bredtfavnende som Leighs Cannes-vinder Hemmeligheder og løgne, men det er en af Leighs mest underholdende film.
Life is Sweet. DR2, lørdag 21.20-23.00

*Jan De Bont startede sin karriere i filmbranchen som fotograf på bl.a. tre af instruktøren Paul Verhoevens film i Holland, hvor Verhoeven og De Bont stammer fra. Siden er de to filmfolk rejst til Hollywood og har arbejdet sammen på Basic Instinct. De Bont har også været fotograf på en lang række af de flotteste og mest succesfulde action- og spændingsfilm gennem de seneste ti år, Die Hard, Jagten på Røde Oktober og Black Rain for at nævne et par stykker. I 1994 debuterede han som instruktør med action-braget Speed, der viste, at De Bont også bag rattet kunne omsætte sine flotte, kølige billeder i kontant og hårdtslående spænding.
Speed, der har Keanu Reeves, Dennis Hopper og Sandra Bullock i hovedrollerne, følger bombeeksperten Reeves i sit forsøg på at stoppe den gale Hopper. Det hele ender ombord på en bus, hvor Hopper har sørget for, at bussen eksploderer, hvis hastigheden kommer under 55 mph. Det betyder selvfølgelig, at bussen hele tiden er nødt til at bevæge sig - i sig selv en garant for højhastigheds-action. Speed er velspillet, spændende og rummer forholdsvis troværdige karakterer - et af 90'ernes bedste bud på en action-film.
Speed. TV2, lørdag 21.05-23.00

*Jerry Lewis er efter sigende franskmændenes yndling, mens amerikanerne har en smule svært ved at klare den lille hysteriske mandsling og hans besynderlige opførsel. Franskmændene har endda døbt ham Le Roi du Crazy - Det skøres konge. Lewis startede som entertainer og standup-komiker, men det var først, da han i 1946 mødte en anden ukendt kollega, Dean Martin, at hans karriere tog fart. Deres første show sammen blev en succes, og snart var Martin og Lewis de hotteste komikere i USA med shows, der kørte efter den samme formel: Dean Martin som smørtenor og Jerry Lewis som klovnen, der hele tiden afbryder ham. Deres samarbejde varede til 1956, hvorefter Jerry Lewis fortsatte sin filmkarriere og sikrede sig i sine efterfølgende film øget kontrol over den kreative proces ved både at skrive, producere og instruere. Jerry som stikirenddreng fra 1961 er ingen undtagelse - Lewis har produceret, skrevet manuskriptet, instrueret og spiller hovedrollen som en stikirenddreng hos et filmstudie, hvilket selvfølgelig ikke spænder stille af - slapstick og skør humor (anstrengende, mener kritikere) er ingedienserne, når man ser en film af Jerry Lewis. Det er mange år siden, Lewis trak sig tilbage, men et par enkelte mindeværdige filmroller er det da blevet til siden, bl.a. i Martin Scorseses King of Comedy og Peter Chelsoms Funny Bones.
Jerry som stikirenddreng/ The Errand Boy. DR1, søndag 15.00-16.30

*Roger Donaldson, der ikke er kendt for de helt store, personlige sværdslag, når det kommer til hans karriere som instruktør, debuterede i 1977 med den første spillefim lavet i New Zealand i 15 år. Således var australske Donaldson, der flyttede til New Zealand for at arbejde som fotograf, nærmest ene om at redde en hensygnende filmkultur på øen og banede med stiftelsen af den Nationale Film Kommission vejen for senere kolleger som Peter Jackson. Siden tog Donaldson til USA, hvor han i 1987 fik sig et hit med Kevin Costner-thrilleren Ingen udvej. En af Donaldsons første større film var Bounty, der handler om myttereiet på skibet Bounty. Anthony Hopkins spiller kaptajnen i filmen, som nu kan ses på DR2, og Mel Gibson har rollen som oprøren Fletcher Christian. Bounty blev en rimelig kritikersucces i 1984, men floppede totalt ved billetlugerne. Og det var ikke før Ingen udvej og den forfærdelige Tom Cruise-film Cocktail fra 1988, at Donaldson fik et ry for også at kunne lave rentable film. Senest har han med succes instrueret alien-gyseren Species og vulkan-filmen Dante's Peak.
Bounty. DR2, søndag 21.00-23.10

*Demi Moore har haft problemer med populariteten i USA på det seneste. Så store, at distributøren af hendes seneste film, Ridley Scotts længe ventede G. I. Jane, udskød filmens premiere i bekymring. Moore har ellers cementeret sin position som Hollywoods bedst betalte kvinde gennem film som Et spørgsmål om ære, Et frækt tilbud og Ghost, men efter solide fiaskoer som Afsløret, Det blodrøde bogstav og Striptease har publikum undgået hende. Demi Moore spiller ellers næsten altid prototypen på den stærke, uafhængige amerikanske kvinde, der også har tjek på fysikken. Det forholdt sig en smule anderledes i begyndelsen af 90'erne, hvor hun endnu ikke stod i spidsen for Hollywoods højest betalte skuespillerinder. I den pudsige komedie Der er noget i luften fra 1991 spiller hun en clairvoyant provinspige, som havner i en anderledes håndfast verden, da hun gifter sig med en slagter fra New York. Det er ikke en af hendes bedste film, men Jeff Daniels som slagteren og Mary Steenburgen, George Dzundza og Frances McDormand på rollelisten løfter filmen opad.
Der er noget i luften/ The Butcher's Wife. DR2, mandag 20.10-21.55

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her