Læsetid: 5 min.

Film i natten

14. oktober 1997

En NatFilm Festival Special byder på mad, chopsocky og masser af perverteret sex

Efter Festival of Festivals, Copenhagen Gay & Lesbian Film Festival og Cinemaskerade, er det nu blevet tid til en specialudgave af NatFilm Festivalen.
NatFilm Festivalen er den mest spændende, danske filmfestival. Primært på grund af de mange serier med film, det danske biografpublikum ellers ikke ville få chancen for at se.
Således er NatFilm Special en samling på seks film, én forpremiere, mens de øvrige fem film slet ikke er i dansk biografdistribution.

Mad og chopsocky
Forpremierefilmen, mandestripper-komedien The Full Monty, springer vi let og elegant henover. Det er mere interessant at kigge lidt nærmere på NatFilm Specialens fem øvrige film, som i form og især i indhold repræsenterer sjældent sete tanker - alene dét gør filmene et kig værd.
Men lad os starte i den bløde ende med Big Night, der kan beskrives som en blanding af Lunefulde måne og Spis, drik, mand, kvinde - sammenligningen yder ikke nogen af filmene megen retfærdighed, men det giver en lille idé om, hvor vi befinder os stemnings- og handlingsmæssigt.
Primo og Secundo er brødre, der har forladt Italien og nu driver en lille italiensk restaurant i New Jersey. Primo er den store kok, for hvem madlavning er en kunstart, en direkte linie til Gud, og som ikke kan forstå, at det at have restaurant i USA indebærer, at man må give kunderne, hvad de vil have. Det forstår til gengæld Secundo, som skeler en smule misundeligt til den velbesøgte italienske restaurant på den anden side af gaden, hvor der i følge Primo øves vold på maden hver aften.
Men en dag får de to brødre chancen for at gøre et indtryk, idet den berømte sanger Louis Prima skal bespises. Det bliver deres big night, hvor modsætningerne trækkes hårdt op, og hvor mad, livet og kærligheden forenes.
Big Night er en varm og charmerende film med gode skuespillerpræstationer fra snart sagt alle de medvirkende.
Den anden film i NatFilm Specialen er action-komedien Mr. Mumble fra Hong Kong, der på bedste ramasjang- og chopsocky-vis fortæller historien om politimanden Mumble, der, efter at være blevet fyret fra politiet på grund af sin løbske libido og for mange barbesøg, bliver hyret til at beskytte en triadeboss' smukke datter.
Som sagt, historien betyder intet - tempoet, de smukke kvinder og de mange actionsekvenser alt. Mr. Mumble er et glimrende eksempel på, hvorledes Hong Kong-filmen giver actiongenren en opløftende vitaminindsprøjtning af slow motion, kampsport, sexede piger, overspillende skuespillere og oversentimental romantiseren.

Sex, sex og atter sex
Anderledes bid, både form- og historiemæssigt, er der i de tre næste film. Sadomasochisme, nekrofili og promiskuitet i lange baner er emnerne for henholdsvis Sick: The Life and Death of Bob Flanagan, Supermasochist, Kissed og Nowhere.
Sick er et chokerende portræt af performancekunstneren og masochisten Bob Flanagan, der siden sin allertidligste barndom, hvor han fik stillet diagnosen cystisk fibrose og fik mindre end seks år at leve i, har udfordret døden ved at udstille sig selv og sin sygdom i avancerede og grænseoverskridende masochistiske bodyart-forestillinger og -videoer.
Filmen giver et på én gang fascinerende og frastødende indblik i en ikke helt almindelig verden. Bob og hans kæreste Sheree har i mange år levet i et slave-herskerinde-forhold, hvor han gør alt, hvad hun beder ham om, og hvor han totalt underkaster sig hendes sadistiske tilbøjeligheder. Han bliver brændt, får stoppet store jernkugler op i endetarmen, får piercet sin penis og sine testikler - alt, hvad man kan forestille sig og så et skridt videre.
Sick hævder, at Bob Flanagans masochistiske tendenser stammer fra, at han, siden han var barn, har levet et liv i smerte og evig angst for døden - i stedet for at give efter for smerten, bruger han den til at leve af og til at skabe sin kunst ud fra. Og beundringsværdigt nok til også at videregive faklen og gnisten til fortsat at leve på trods af en dødelig sygdom.
De mange rå og pågående sadomasochistiske scener gør Sick til en vanskelig oplevelse at goutere, men bagefter sidder man tilbage med en fornmemmelse af at have oplevet noget udover det sædvanlige.

Dans med døden
Ud over det sædvanlige er også Kissed, om pigen Sandra (fremragende spillet af den kønne Molly Parker) og hendes mildest talt abnorme forhold til sex. Fra hun var ganske lille, har Sandra været tiltrukket af døden: Døde dyr, som hun dansede med og lugtede til i skovens dybe stille ro, og nu, hvor hun er blevet voksen og har fået job i en begravelsesforretning, også til de døde mænd, som er hendes arbejde.
Kissed er sit kontroversielle emne til trods en meget poetisk og smukt fortalt film. Og et kort øjeblik lader man sig overbevise af Sandra, når hun til en mandlig ven fortæller, at de døde godt kan mærke hende, at deres sjæl passerer gennem hende og giver hende et kick, som hun ikke får med levende mennesker.
Men længere end til rulleteksterne holder fascinationen ikke. Ikke så snart er de forførende og hypnotiserende billeder løbet over lærredet, før den besnærende teori om døde mennesker og overførslen af deres livskraft falmer, og koblingen med sex bliver igen, hvad den vel egentlig er for de fleste mennesker, ulækker og pervers.
Det er imponerende, at Kissed formår at holde sit publikum fanget så længe, og filmisk og skuespillermæssigt er den da også aldeles glimrende - en meget anderledes oplevelse.
Den sidste film er Gregg Arakis' Nowhere, der ligesom hans forrige film, The Doom Generation, er et portræt af unge amerikanske teenagere, som er ved at gå til i et forvirrende og fremmedgørende samfund. De tager stoffer, drikker sig fra sans og samling og boller på kryds og tværs af alder, køn og andre relevante grænser - hele tiden med håbløsheden og den uundgåelige vej mod afgrunden lurende i periferien.
Jeg bryder mig ikke om Nowhere og dens brutalisering af sex og følelser og samtlige filmens selvoptagede unge, men i forhold til den aldeles ubehagelige The Doom Generation, rummer Nowhere en befriende ironiseren over Beverly Hills 90210-generationen, som gør den ære. En pointe, som i øvrigt sættes i relief med en række birolle-skuespillere, som også medvirker eller har medvirket i netop dén teenage-sæbeopera.

*NatFilm Festival Special finder sted i København den 17. og 18. oktober i Grand, Palads og Vester VovVov. Det nøjagtige program kan findes i de respektive biografer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her