Efter mere end 20 års arbejde efterlod Carl Th. Dreyer ved sin død et manuskript med titlen 'Jesus fra Nazareth'. Nu bliver det muligt at se Jesus-manuskriptet i en fri fortolkning af Henrik Sartou på Det Kongelige Teater
Filmhistorie
I et lille rum i Filmhuset i København gemmer sig et stykke dansk filmhistorie. I arkivskabe og reoler ligger tusindevis af fotografier, avisudklip, manuskripter, bøger, breve og håndskrevne noter, og tilsammen beretter de om Carl Th. Dreyer - instruktøren, der satte Danmark på filmkunstens verdenskort med bl.a. Vampyr, Jeanne d'Arc, Ordet, Gertrud og Blade af Satans bog.
Hvor Ole Olsen og hans Nordisk Films Kompagni er historien om godt købmandsskab og merkantil fremsynethed, så er Dreyer, der faktisk var manuskriptbearbejder hos Nordisk Film tidligt i sin karriere, historien om profeten og kunstneren, der i sin levetid aldrig for alvor blev anerkendt i sit eget land.
I det lille rum med udsigt over Kongens Have ligger også flere af de urealiserede manuskripter, Dreyer efterlod sig ved sin død.
Manuskripter, som ikke fandt nåde for de danske kulturinstitutioners eller filmselskabers blikke, og som Dreyer heller ikke kunne få afsat i hverken Sverige, Tyskland eller Frankrig, hvor han tidligere med held hentede penge til de fleste af sine 14 spillefilm.
Kigger man nærmere efter blandt bøgerne i det ene af de brandsikre skabe, som bebor det lille rum med Dreyer-samlingen, opdager man, at emnet for de fleste af dem er kristendom, skik og sædvane og samfundsmæssige forhold på Jesu tid. I de bøger og i de mange fotografier, fotokopierede håndskrifter og dokumenter og korrespondance mellem Dreyer og interesserede investorer, som også hører denne del af samlingen til, finder vi historien om Dreyers store drøm, som også endte med at være en af hans største tragedier: Jesus af Nazareth.
Eneren
Filmen blev aldrig til noget, men nu er der mulighed for at opleve manuskriptet som teaterstykke i en opsætning "frit efter Dreyer" af Henrik Sartou i Turbinehallerne, Det Kongelige Teaters nye spillested.
I følge interviews med Dreyer, så hidrørte idéen til en filmatisering af evangelierne fra tiden omkring Jeanne d'Arc i slutningen af 20'erne, og den blev instruktøren helt klar i begyndelsen af 30'erne, hvor tyskerne på Krystalnatten iværksatte deres omfattende overgreb på jøderne. Og da Anden Verdenskrig satte ind, og Danmark blev besat, var parallellen for alvor tydelig.
"Okkupationstropperne var romerske, ikke tyske, og Dr. Best hed Pontius Pilatus," sagde Dreyer i et interview med Børsen i juni 1950. "Overfor den antisemitisme, som nu igen stikker hovedet frem rundt omkring, tror jeg, at det er nyttigt overfor de kristne at fastslå, at Jesus og hans apostle var jøder..."
Og på den måde skulle Dreyers film være en oprejsning til jøderne. Jesus var jøde i modsætning til, hvad de fleste tror, og det var romerne og ikke jøderne, som korsfæstede ham.
Jesus blev et offer for de politiske omstændigheder og ikke de religiøse - opfindelsen af kristendommen hægter Dreyer op på evangelisten Paulus, som levede mange år senere, og som tog sig mange friheder i sin gendigtning af Jesu lidelseshistorie. Jesus var en slags frihedskæmper, som også troede på kvindesagen og et ordentligt liv for de handicappede og de fattige. Ingen tvivl om at Dreyer, som i sine film alle dage havde kæmpet for enerne, de udstødte, de fattige og kvinderne, i Jesus kunne se et forbillede og et stort menneske - et socialt og politisk symbol på linie med Jeanne d'Arc.
Jesus var en almindelig mand med ualmindeligt perceptive evner og ikke en luftig mirakelmager og Guds søn. I flere interviews fra 60'erne taler Dreyer om, hvorledes den moderne forskning har fundet uigendrivelige beviser på, at fænomener som telekinese og tankeoverføring forekommer, og hvorledes idéen om psykosomatik kan forklare, at de overnaturlige kræfter, Jesus angiveligt besad, i virkeligheden skyldtes et meget følsomt og analytisk væsen.
Spildte kræfter
Men det var først i 1949, at planerne om en Jesus-film lod til at blive en realitet. Dreyer mødte den amerikanske teater- og filmmand Blevins Davis ved et Hamlet-festspil på Kronborg, som Blevins havde arrangeret. Og snart skrev de kontrakt med hinanden, og Davis gav Dreyer penge til at kunne tage til Palæstina og lave research og siden til USA for at færdiggøre manuskriptet. Det blev, som Martin Drouzy skriver i sin bog om Dreyer, Carl Th. Dreyer, født Nilsson, "optakten til et moralsk svindelnummer, der må betragtes som noget af det sørgeligste i filmhistorien."
Gennem de følgende 15-20 år, næsten helt indtil sin død, blev Dreyer ved at forberede sig på at skulle optage sin Jesus-film kun afbrudt af arbejdet med en række bestilte kortfilm og spillefilmene Gertrud og Ordet bygget over Kaj Munks bog, der også var et studie i almindelige menneskers mirakler.
Dreyer rejste til USA, England, Jerusalem og forskede i tiden og stederne, han var opsat på, at filmen skulle give et så ægte og autentisk et billede af Jesus som muligt. Han fik sig et kørekort, og han lærte sig med hjælp fra overrabbiner Bent Melchior at tale hebraisk - for det skulle de jødiske personer i filmen tale, mens romerne skulle tale latin og grækerne græsk etc. Desuden lagde Dreyer kun ord i munden på Jesus, som han havde taget direkte fra evangelierne.
Mange anstrengelser gjorde Dreyer sig, og hans helbred var for nedadgående, altimens hans kontakt til Blevins Davis blev stadigt mere sporadisk. I hans breve til Davis, som også er at finde i Dreyer-samlingen, var tonen i starten overmåde optimistisk, men efterhånden som Davis svar blev sjældnere og udskydningen af filmen begrundedes med allehånde undskyldninger, klang Dreyers breve mere og mere hult, og en vis forstemthed og håbløshed meldte sig.
Offentlig velvilje
I pressens behandling af Jesus-filmen meldte sig op gennem 50'erne og især 60'erne - sideløbende med Dreyers egne oplevelser med realiseringen - en utilfredshed med og undren over, at den danske stat ikke gik ind og sikrede Dreyers film. Og igen og igen kritiserede aviserne og læserbrevsskribenter, at Dreyer så ofte havde måttet tage til udlandet for at lave film - at vi ikke selv forstod at holde på den store kunstner, Dreyer var, selvom han trods sine svenske aner holdt ved os.
Selvfølgelig var der modstandere af Dreyers projekt, men pressens velvillige indstilling og Dreyers ry som filmkunstner syntes at overstråle langt de fleste kritiske røster. Som fx da præsten Harald P. Madsen plæderede for statslig støtte og i en kronik i Holstebro Dagblad i 1964 skrev, at "en sådan autentisk Jesus-skildring i filmens visuelle sprog vil imødekomme et dybt behov i en tid som vor, hvor det talte og skrevne ord er, om ikke i foragt, så dog i tilbagegang..."
En læser foreslog i Information, at man skulle sætte "Kristusfilmen på aktier," mens en amerikansk beundrer af Dreyers film dannede en komité med det formål at rejse pengene til filmene. Ingen af forsøgene eller de gode forslag blev dog til noget, og i midten af 60'erne afstod Blevins Davis, der muligvis aldrig havde til hensigt at lave Jesus-filmen, rettighederne til Dreyers manuskript. Dreyer havde nu endelig muligheden for at lave sin film, men pengene til den relativt dyre film, ca. 25 millioner kroner, var ingen steder at finde trods fornyet interesse fra både Sverige, Italien og USA.
I november 1967, mindre end et halvt år før Dreyers død i marts 1968, fik han tre millioner kroner i gave fra den danske stat ved kulturminister Bodil Koch, som han måtte bruge til realiseringen af Jesus-filmen - langt om længe blev løftet fra tidligere statsminister H. C. Hansen, som også lovede Dreyer penge, indfriet.
Gaven blev slået stort op i aviserne, men Dreyer var nærmest en smule resignerende i sin anerkendelse af gestusen, der ikke blev andet og mere end symbolsk. Dreyer var blevet 78 år, og de tre millioner kroner forslog ikke meget i et anslået budget på 25 millioner.
For sent
Staten kom aldrig til at hoste op med de tre millioner, og Nordisk Film og producent Mogens Skot-Hansen, der meldte sig som interesserede - i følge Martin Drouzy på grund af deres faglige, dårlige samvittighed over at have svigtet Dreyer gennem så mange år - kom aldrig til at producere filmen.
Og således endte historien om Dreyers liv med Jesus. Men historien om manuskriptet er ikke forbi. I 1968 udgav Gyldendal manuskriptet i bogform, og i 1970 så en tv-dokumentar om Jesus-filmen dagens lys på DR. Lars Graff Nielsen havde ved hårdt arbejde - og med hjælp fra Filmmuseets Ib Monty - fundet frem til de tre kasser skriftligt og fotografisk materiale, som Dreyer lod sende til Israel i 1955, hvor instruktøren troede sig stensikker på selv at skulle afsted.
I de tre kasser fandt Graff Nielsen alle de bøger, noter, fotografier og papirer, som lå til grund for Dreyers arbejde med Jesus-filmen. Mere end 30 års arbejde og håb og følelser reduceret til en bunke papir, som i 15 år henslæbte en anonym og glemt tilværelse i et hjørne af et pakhus i Jerusalem.
I sin udsendelse forsøger Graff Nielsen med held at visualisere nogle af de tanker og idéer, Dreyer havde omkring Jesus og hans samtid, og det er nok det tætteste, vi nogensinde kommer på Dreyers egen forestilling, idet udsendelsen også er iblandet citater fra Dreyers egen mund og forlader sig på materialet fra de tre kasser og instruktørens efterladte manuskript.
Selv ikke nu, hvor Henrik Sartou fortolker på manuskriptet og sætter det op på Det Kongelige Teater, er det Dreyers film, vi får at se. Skønt Sartou som Dreyer fokuserer på mennesket Jesus og på manuskriptets sympati for de udstødte, så er hans medie teatret, og i modsætning til instruktøren er Sartou ikke interesseret i det autentiske. Han kalder sin opsætning et hengivenhedsforsøg, hvor det drejer sig om at fortælle en følelsesfuld og ægte historie om de mennesker, der omgav Jesus.
De politiske og sociale aspekter synes at være trængt i baggrunden.
Måske Carl Th. Dreyers film om Jesus fra Nazareth alligevel bedst kan opleves fra det lille rum i Filmhuset. Her er der mulighed for at studere Dreyers forarbejde og research-materiale, samtidig med at man læser manuskriptet, og måske man endda gennem de mange billeder af Dreyer selv kan fornemme en smule af instruktørens kreative kræfter og selv projicere filmen op på sit indre lærrede.
Som Dreyer selv sagde på et tidspunkt, så tænkte han under optagelserne af alle sine film, efter idéen om en Jesus-film første gang havde fæstnet sig i ham, på hvilke scener han kunne bruge i netop Jesus-filmen.
*Teaterstykket Jesus spiller første gang den 30. oktober i Turbinehallerne
